Nørbæk i 1920erne

Af Erik Sørensen

Redigeret og kommenteret af Erik Johansen

Erik Sørensen blev født i Bjerregrav i 1921. Hans forældre var Jens Peter Sørensen (kaldet »Grejsen«) og Ane Dorthea Sørensen, født Jensen. Familien boede i Nørbæk 1922-32. Derefter flyttede de til Langå. Erik Sørensen blev siden politimand. Han skrev sine erindringer i 1979-85. Det gengivne stammer fra første del af erindringerne, som i deres helhed findes i Purhus Lokalarkiv. Tegningerne og kortskitsen er Erik Sørensens egne.

Om Nørbæk

Min barndoms landsby ligger ikke lige ud til alfarvej, og da jeg flyttede fra den i så tidlig en alder, at jeg endnu ikke havde knyttet varige venskaber, og da jeg ingen familie havde på egnen, besøgte jeg den ikke i mange, mange år.

Det er godt og vel 50 år siden, jeg begyndte min skolegang i den lille by, men allerede et par år senere besluttede mine forældre at flytte til en anden egn, og jeg var vel dengang mere optaget af det, der skulle ske i de nye omgivelser end af minderne fra det hidtidige, og det er ikke mange tanker, jeg i tidens løb bevidst har gjort mig om stedet.

Da jeg så for nylig tilfældigt med nogle venner kørte gennem den lille by, blev jeg meget overrasket ved at konstatere, hvor meget der egentlig i disse tidlige barndomsår havde nået at opmagasinere sig i de små, grå hjerneceller.

Lige nordøst for byen passerede vi åen, den å, som nu nærmest forekom mig at være et ret så beskedent vandløb, men som dengang - i hvert fald med barneøjne - var en stor å, der dannede ramme om mange spændende oplevelser. Her har jeg tilbragt mange timer med en fiskestang, en gammeldags bambusstang til vel 25 øre. En snøre til en tiøre og en krog til et par øre var sammen med en korkprop fra en flaske alt det udstyr, der skulle til, men selv om beløbet i dag føles latterligt lille, var det dengang en betydelig investering, som der måtte gøres en ekstra indsats for. Ugepengene var, når far og mor ellers kunne undvære, en femøre.

Vi var nogle drenge, der i perioder tilbragte megen tid sammen ved åen. Fangsten bestod som regel af et par skaller eller en aborre, og fandtes der dengang regler om mindstemål eller anden form for restriktion, levede vi i hvert fald i lykkelig uvidenhed derom. Glæden ved at hjembringe selv et par små ubrugelige fisk - min mor ville i hvert fald ikke anvende dem -  var stor, og der var vel ind imellem også en kat, der fik fornøjelse af dem.

Avisudklip om badning i Skalsåen, dog lidt senere, formentlig fra 1950erne.

Åen blev også brugt til at bade i. Tæt ved broen var der en kort strækning med sandbund, og her var drengenes badested. Pigernes lå langt derfra. På det tidspunkt anede jeg ikke, at der var noget, der hed badetøj. Alle hoppede nøgne i vandet. Det vil sige, at jeg gjorde det kun et par gange, for jeg havde hjemmefra forbud mod at gå i åen. Det kunne være farligt! At det skulle være mindre farligt at færdes i timevis med fiskegrej på de til tider sumpede enge er i dag temmelig uforståeligt, men dengang var det altså bare sådan.

For resten! - der var vist ingen, der badede, når de var ret meget over konfirmationsalderen. I hvert fald kan jeg ikke huske at have set voksne i en sådan situation. Man kom tidligt ud at tjene og fik vel andre interesser, eller måske blev det anset for barnligt at gå i vandet. Var der noget, man skulle stile efter, var det at blive tidligt voksen. Det var en værdimåler at kunne løfte og bære, og i det hele taget at have kropsstyrke. Mange rygge er sikkert blevet skadet i de år, for det var knokkelarbejde at arbejde på landet. Mekaniseringen var dårlig begyndt, og en mand med gode kræfter var værdsat¹⁾.

Nogle få hundrede meter fra åen lå det hus, mine forældre boede i. Det ligger der endnu, om end moderniseret. Lige overfor lå og ligger skolen, en »stor« rød bygning, dengang med to klasseværelser, og ovenpå en lejlighed til lærerinden. Læreren boede i sidefløjen.

Nørbæk Skole fra ca. 1950. Skolen blev taget i brug i 1924 og har altså været ret ny, da Erik Sørensen begyndte (formentlig i 1929 eller 1930)

Det var her, jeg stiftede bekendtskab med skrive- og regnekunsten, men jeg kan ikke i dag - som mine børn kan - forevise mine første frembringelser, for jeg skrev, som skik var, både bogstaver og tal på tavle ved hjælp af en griffel, og når det skrevne var forevist lærer eller lærerinde, blev det visket bort, så tavlen kunne bruges igen og igen. Hovedvægten var i skolen lagt på læsning, skrivning og regning, lidt historie, lidt geografi og en hel del bibelhistorie, i hvilket fag Luthers katekismus var et væsentligt islæt. Vers og skriftsteder måtte læres udenad, dog ikke i første klasse.

Skolen var firklasset, delt op med et år i første klasse, to år i anden, to år i tredje og to i fjerde klasse, og så gik vi kun i skole hver anden dag. Derved kunne hele undervisningen klares af to personer, en lærerinde til de mindste og en lærer til de største. Lørdagene blev selvfølgelig også benyttet.

Cykelsmed og træskomand Hans Hvam. Før 1920

At man gik i skole hver anden dag var ikke ensbetydende med, at man fik en dårlig undervisning, men man kunne selvsagt ikke sprede sig over for mange fag.

Hovederhvervet i det lille samfund var landbrug, men der var også muligheder for lidt handel og håndværk, og den slags lå så godt som samlet i den nordøstlige del af byen. I det hvide hus til højre for vejen boede Hans og Marie Hvam. Hans var cykelsmed og træskomand. Marie foretog fransk vask og strygning, og ved siden af havde hun en lille butik med slik og brød. At man i samme butik kunne have så forskelligartede varer, kan vel kun forklares med, at man dengang ikke stillede så store krav til de forretningsdrivende, som man gør nutildags. I sandhedens interesse skal dog medgives, at værkstedet var adskilt fra butikken. Det var her, jeg omsatte min lørdagsfemøre, og det var også her, jeg solgte den ørred, som jeg engang var så heldig at have med hjem fra en fisketur.

Marie Hvams brødudsalg. Ca. 1938.

I det næste hus, et lavt bindingsværkshus med stråtag, var centralen. Maren kendte selvfølgelig alle abonnenterne (der var nu heller ikke så mange), så det at bruge telefonnumre var helt overflødigt. Somme tider lyttede Maren med på ledningen, når nogen talte sammen. Hun skulle jo kontrollere, om der stadig blev talt. Engang ville hun, sandsynligvis for at glæde mig, lade mig høre, at der var nogen, der talte sammen, men helt ukendt med konsekvenserne, som jeg var, udbrød jeg til den åbne ledning, at jeg ikke kunne forstå, hvad de sagde - og det var jo faktisk ikke så godt. Maren fik kunne forstå, hvad de sagde - og det var jo faktisk ikke så godt. Maren fik travlt med at trykke på knappen. Jeg husker hende i øvrigt som en elskelig gammel, helt hvidhåret dame, der også under telefonbetjeningen talte det brede jyske sprog, som vi brugte der på egnen.

Nørbæk telefoncentral fra oprettelsen i 1917 (med 12 abonnenter) til nedlæggelsen i 1939. Fotoet stammer fra tiden mellem 1917 og 1923. Som nr. 3 fra højre ses skomager og centralbestyrer J. Christiansen, bestyrer 1917-23.

På den anden side af vejen havde vi naboerne snedkeren (Hallas) og tømreren (Holm), og her kunne vi drenge en gang imellem redde os en stump krydsfiner, når vi lavede løvsavsarbejder efter Familie-Journalens modelark.

Købmand Christian Christensens forretning. Foto fra 1930erne.

Her lå også købmandsgården (købmand Christensen) med blandet landhandel, også omfattende korn og foderstoffer. Det var her, vi købte fiskegrej, men mor ville hellere handle hos købmand Pedersen, der boede i den anden ende af byen.

Gadekæret eller »Smededammen«, som vi altid kaldte den, lå centralt midt i byen, og den var ramme om mange aktiviteter både sommer og vinter.

Om sommeren fangede vi hundestejler her. Fiskestangen var en kæp, snøren en stump sytråd og maddingen en orm bundet fast i tråden. Når vi kunne se en fisk bide på, trak vi til, og som regel fulgte den med op. Der blev hjembragt mange i syltetøjsglas og spande, men da der aldrig var nogen, der havde fortalt os om f.eks. fiskenes iltbehov, fik de bare lov at stå i postevand, og resultatet var på forhånd givet: de døde altid i løbet af et par timer.

Gadekæret - "Smededammen" i Nørbæk. Ældre avisfoto uden årstal.

Når smededammen var islagt, var den det naturlige samlingssted for børnene, i hvert fald for drengene. Det var vist egentlig meget sjældent, at pigerne kom ved dammen, og det blev anset som noget helt forkert, hvis piger og drenge legede sammen. Skete det, var det altid i det skjulte. Man skulle jo nødig drilles og hånes som en tøsedreng bagefter. Nå, men på dammen lavede vi glidebaner, og de jernbeslåede træsko, som vi næsten altid gik i, var ganske glimrende til at glide i, eller, som vi sagde, »skride i«. Kun en enkelt dreng var den lykkelige ejer af et par gamle skøjter. Ellers var det isslæderne, der dominerede billedet. Jeg har aldrig set dem brugt andre steder, men i Nørbæk var de faktisk hver drengs eje.

En isslæde var hjemmelavet og bestod af et bræt, netop så stort, at man kunne sidde på det, og løftet over isen på et par smalle brædder (meder). Efter samme princip som på en sæbekassebil var der foran et bræt med et drejeligt tværbræt, også løftet af smalle bræddestumper. Glideskinnen var ståltråd. Siddende på slæden og med fødderne på styrebrættet kunne vi ved hjælp af en pigkæp skyde en ganske god fart og styre ud og ind mellem hinanden. Vi havde det dejligt.

Smededammen havde navn efter smeden, der boede ved den, og som benyttede den til afkøling af de jernringe, som han lagde om vognhjul. Når en sådan næsten gloende ring var lagt om hjulet, blev det kørt ned i dammen, så hurtigt afkøling kunne være med til at stramme den til. 

Alt landbrugsarbejde blev udført ved hjælp af heste, og så godt som al transport foregik med hestevogne, så smeden havde altid nok at gøre med at sko heste og reparere hestevogne og landbrugsredskaber. Men han kunne også lave is - altså is til spisebrug - som hans kone så solgte. Hvordan han bar sig ad, ved jeg ikke, men der var i hvert fald en maskine, der fik noget til at snurre rundt, og så blev der puttet noget pulver i. Smedens kone solgte også »slik«, en karamelagtig substans, der var puttet i kræmmerhuse af pergamentpapir. Sejt og fedtet, men ret velsmagende, mener jeg at kunne huske.

Købmand Peder Christian Petersen i døren til sin butik. Ca. 1931.

Nu jeg er ved smeden, kommer jeg til at tænke på, at vi havde en særlig måde at betegne børns tilhørsforhold på. Smedens dreng var »Poul til smedens«, en anden dreng var »Niels til murerens«, en pige »Kirsten til Pe' Nielsens«. På den måde var vi aldrig i tvivl om, hvem der blev talt om. Jeg selv var »Erik til Jens Grejsens«. Men jeg har ingen anelse om, hvor det navn måtte stamme fra. Far blev i daglig tale kaldt for Jens Grejsen, selv om han vitterligt hed Sørensen.

Skråt over for smeden boede endnu en cykelsmed (Jens Villadsen), hvis kone også havde lidt brød- og slikudsalg. I perioder havde de unge karle tilholdssted her om aftenen, for her kunne man spille kegler. Ikke på nogen fin keglebane, - nej, blot på et stykke jord, hvorpå der var opstillet nogle kegler, lavet af en granstamme. Kuglen var også et stykke af granstammen, men de primitive redskaber gjorde vist udmærket fyldest.

Cykelhandler (m.v.) Niels Villadsens hus, brændt i 1970'erne. Foto fra 1930erne.

Vi drenge måtte nøjes med at spille »pind«. Reglerne har jeg glemt, men vi havde en lang og en kort pind. Den korte blev lagt over et par sten - mursten var bedst - og med den lange pind skulle vi så kaste eller slå den korte ud til modspillerne, der så igen skulle kaste tilbage og søge at ramme den lange pind, der nu var lagt over stenene. Vel egentlig en simpel form for cricket.

Det var selvfølgelig ikke leg det hele. Alle børn, hvis forældre drev selvstændigt landbrug, måtte hjælpe til både i mark og i stald, og børn af ikke-landbrugere blev i en tidlig alder sendt ud at tjene, således også mine ældre søskende. Jeg kan faktisk ikke erindre, at de nogen sinde har boet hjemme. Samme skæbne havde nok også overgået mig, hvis mine forældre ikke var flyttet til en anden og større by. Ja, sandsynligvis var hele ens tilværelse kommet til at forme sig ganske anderledes, hvis vi var blevet boende i Nørbæk.

Nu ville tilfældet altså, at der skulle gå et halvt hundrede år, før jeg genså de steder, hvor jeg havde leget som barn. Så dukkede minderne frem om en barndom, som måske kan synes ubekymret. Var livet ubekymret for en knægt på knap en halv snes år, så har det i hvert fald ikke været det for min far og mor. Men vi var ikke vant til at stille krav, men fandt det naturligt at klare os med små midler.

Der var ikke noget, der hed radio, ingen køleskabe, ingen centralvarme, - mange havde end ikke elektricitet. Vi hyggede os omkring kakkelovnen og petroleumslampen. Lekturen var gårsdagens avis og almanakken, i ny og næ en drengebog og et julehæfte, og nogenlunde regelmæssigt Familie-Journalen, om ikke andet, så til låns.

Om år i modvind

Som så mange andre familier måtte mine forældre uden et socialt sikkerhedsnet kæmpe med en svag økonomi. Men de levede et fattigt og nøjsomt liv, hvor dette »at sætte tæring efter næring« ikke var en frase, men en simpel nødvendighed.

Det har utvivlsomt været jordlovene af 1919, der gav dem mulighed for at forlade landarbejderlivet og for en tid blive selvstændige landbrugere. Jordlovene muliggjorde ved udstykning af bl.a. præstegårdsjord oprettelse af smålandbrug, der trods stærkt stigende jordpriser kunne overtages af mindrebemidlede. I de følgende år skete der masseudstykning, og der blev oprettet en række husmandsbrug, de såkaldte »statshuse«.

Far og mor kom fra Bjerregrav og overtog et sådant brug på præstegårdsmarken i Nørbæk (se kortskitsen efter artiklen). Det har sikkert været i 1922, og da jeg er fra 1921, har jeg naturligvis ingen erindring fra den tid. Besiddelsen var kortvarig, og om tiden i statshuset er kun at berette, at dette forsøg på at skabe en ny tilværelse ikke lykkedes. Mange statshusmænd led samme skæbne, selv om flere holdt ud noget længere end mine forældre.

Efter et lille mellemspil i Over Fussing kom vi igen til Nørbæk, denne gang for at flytte ind i »Kejserhuset«. Det pragende navn »Kejserhuset« skulle hidrøre fra en tidligere ejer ved navn Kejser eller Kaiser, men dets udseende og størrelse svarede langt fra til navnet. Efter hukommelsen og et enkelt billede må det nærmest betegnes som et yderst beskedent »bette sted« med et ringe jordtilliggende, 8 tdr. land, foresvæver det mig at have hørt. Stedet lå tillige lidt afsides.

Et så lille sted kunne heller ikke på den tid brødføde en familie, og far måtte foruden at køre sin daglige mælkerute til mejeriet i Fårup også påtage sig arbejde for andre i et forsøg på at få det til at løbe rundt.Tiderne var ikke de bedste for landbruget, og der manglede sikkert både kapital, mod og indsigt. Stedet blev drevet yderst traditionelt med meget slid og ringe udbytte.

Vi havde to heste - islændere. De var simpelt hen nødvendige til at trække mælkevognen. Vi havde også en enkelt gris, men havde vi også køer? Det må vi have haft, men næppe mere end to.    

Jeg havde flere, altså legetøjskøer, ikke af de fine malede dyr fra en legetøjsforretning, men nogle af far råt tilskårne pinde. Men jeg klarede mig da fint. Det gjaldt blot om at bruge fantasien. En ko blev lavet af en grenstump, der blev tilspidset i den ene ende (halen), fik skåret et indsnit i den anden ende (det gav to horn), og så en rille hele vejen rundt (halsen) til en snor. De kunne trækkes på græs, flyttes og trækkes hjem igen, og de var gennem lang tid mit kæreste legetøj.

Den største afveksling fra det daglige var at komme over til naboen, Marie og Christian Sørensen og deres datter Agnethe, der var et års tid ældre end jeg. Deres ejendom havde også navn efter en tidligere ejer, Jens Kolding, muligt Maries far, og ejendommen hed såmænd »Koldinghus«.

Marie og Christian Sørensen, Nørbæk. Foto fra 1943

Vi kom ofte hos Christian og Marie, for både mor og far gav et nap med i bedriften, der var et lidt større landbrug uden vel egentlig at kunne kaldes en gård. Især i høsten og når der skulle tærskes, og når der skulle slagtes, var der brug for fars eller mors hjælp, og jeg var altid med og legede med Agnethe.

Far lavede meget andet. Han slog sten, arbejdede i en grusgrav, assisterede en brøndgraver og havde noget arbejde på en stor gård i nabosognet Hammershøj (mon ikke mælkekørslen var ophørt?). Men uagtet en stor fysisk indsats klarede han heller ikke at blive i »Kejserhuset«.

Vi måtte flytte ned i Nørbæk og rykke ind i Fattighuset. Det var en noget bitter pille at sluge, og selv om jeg ikke var gammel nok til rigtig at forstå, hvad der skete, er jeg sikker på, at hver dag på dette sted var noget af en plage, bl.a. på grund af nedværdigelsen, men også af andre grunde.

Opholdet i Fattighuset strakte sig vel kun over nogle få måneder, og som en nødløsning kom vi nu til at bo på en lille landejendom nede bag købmandsgården. Jeg husker ikke ganske, hvordan forholdene var, men det var nok kun et par værelser, og mon ikke køkkenet var fælles med ejeren, en enlig mand.

Det var også kun relativt kort tid, vi boede hos Hjulmand, som han hed. Og næste station på vejen blev en lille lejlighed i et gammelt bindingsværkshus i den nordlige ende af byen, der, hvor vejen drejer af mod Handest. Ejeren »Ajs« (Anders) Christian, hans kone Jane, og deres børn beboede selv det meste af huset, og vore boligforhold var igen yderst beskedne. Et par af børnene i huset var på nogenlunde samme alder som jeg, så jeg havde pludselig legekammerater inden for rækkevidde.

Der skulle imidlertid endnu en flytning til, men nu var det til en efter datidens forhold god lejlighed, og den blev da også rammen om vort liv resten af tiden i Nørbæk. Det første hus på højre side, når man kom fra Fårup.

Det var her, jeg begyndte at gå i skole, og det var her, jeg fik min fiskestang. Jeg legede meget med Ejgil, lærer Svendsens dreng, og jeg kom en del i lærerens hjem. Svendsen²⁾ var blandt de første i Nørbæk, der fik bil, en af de høje modeller, og jeg var med på et par køreture. Kørselen foregik i adstadigt tempo, men dog langt hurtigere end i hestekøretøj.

Min første cykel var en damecykel. Det var meget almindeligt, for en damecykel havde den fordel, at sadelen kunne anbringes nede på sadelstangen i en højde, der passede til benlængden, og så var det som regel nemmere at skaffe en kasseret voksencykel end at finde en drengecykel.

Far havde gennem mange år været plaget af astma, og sygdommen tog til. Han fik nu invaliderente, og selv om det kun var et beskedent beløb, var det en stabil indtægt, der altid kunne garantere huslejen - og lidt til. Det var efterhånden begrænset, hvad han kunne klare, men han tjente dog lidt indimellem, undertiden i form af naturalier. Vort forbrug af tørv blev tjent ved at lave tørv for andre. Ligeså med kartofler, hvor man også fik en part for arbejdet³⁾. Roe- og høstarbejde blev som regel betalt med rede penge.

Forholdene var vel tålelige, men alligevel besluttede mine forældre sig til flytte til Langå, og i begyndelsen af 1932 måtte jeg så sige farvel til Nørbæk.

1) Andetsteds i erindringerne skriver Erik Sørensen (der forlod Nørbæk i 1932): »Jeg erindrer f.eks. ikke nogen sinde at have set en traktor i Nørbæk.«

2) Søren M. Svendsen var lærer i Nørbæk fra 1927-1959.

3) Senere i erindringerne nævner Erik Sørensen hver sjette eller syvende række.

[PurhusNet] [Purhus Lokalarkiv 2003] [Tiden før] [Fire fotografer] [Dengang i 50erne] [Andelsmejeriet Bofferhøj] [Kousted præstegård] [Bertel Laugesen] [Hamborggaard] [Nørbæk] [Mindesten i Purhus]