Andelsmejeriet Bofferhøj

Af Jytte Nielsen

I midten af 18oo-tallet var landbruget i fuld gang med en ændring fra kornavl til husdyrproduktion. Kornpriserne var ikke, hvad de havde været, og det resulterede i første omgang i øget afsætning af fedekvæg, men især fra England var også efterspørgslen på smør stigende. Det engelske landbrug var stagneret, folk flyttede til byerne for at få del i industrieventyret, og det gav så basis for forøget produktion i det danske landbrug, hvilket især mærkedes i Vestjylland. Havnen i Esbjerg blev grundlagt 1874, og herfra udskibedes i første omgang store mængder kreaturer og svin, men senere også smør.

Smørret blev fremstillet på herregårdsmejerierne, da de p.g.a. stor mælkemængde og professionelle folk i »hollænderrierne«, som deres mejerier kaldtes, kunne fremstille smør af en acceptabel kvalitet. De kunne imidlertid ikke blive ved med at klare efterspørgslen, så der var i høj grad brug for at øge produktionen. Storkøbmænd stillede kapital til rådighed til oprettelse af fællesmejerier, hvor man kunne udnytte småbøndernes mindre mælkemængde. Omkring 1880 var der 500 fællesmejerier, men konstruktionen kom mere købmændene end bønderne til gode.

I 1882 oprettedes så det første andelsmejeri i Hjedding i Vestjylland, og her havde man fundet en konstruktion, der passede bønderne, og i løbet af de næste 20 år blev der oprettet 940 andelsmejerier landet over. Ideen var, at bønderne ved medlemskab forpligtede sig til at levere mælk, og at man delte udbyttet. Alle andelshavere havde samme stemmeret, ligegyldig om de havde mange eller få køer, og alle vigtige beslutninger blev taget på generalforsamlingen.

Sønderbæk

Også bønderne i Sønderbæk og omegn ønskede et andelsmejeri. I 1888 havde man i fællesskab rejst et forsamlingshus, og en smed havde man fra gammel tid været fælles om, så det var ikke ukendt med forpligtende samarbejde.

Der gik sikkert mange møder forud for den stiftende generalforsamling, der blev afholdt den 2. maj 1897 i forsamlingshuset, og ved generalforsamlingen meldte 35 sig som interessenter. Formålsparagraffen er klar: man vil på billigste måde frembringe de bedste mejeriprodukter og dermed opnå højere priser. Som medlem forpligtede man sig til at levere al sin mælk til mejeriet, dog undtaget privatforbrug, salg til småfolk, eller hvad man gav væk til fattige. Mælken skulle leveres ren og uforfalsket og af sunde køer, mejeristen og bestyrelsen var kontrollanterne, og der vankede bøder og evt. eksklusion ved overtrædelse. Foreningen skulle ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. Det første år, i byggeperioden, blev valgt 5 mænd, og denne bestyrelse skulle gå af til næste generalforsamling. De 5 var: Ole Justesen, Christen Nielsen Vestergaard og lærer Leth, alle Sønderbæk, Jens Christian Nielsen og S. Christian Møller, Rejstrup, denne sidste som formand.

Bofferhøj

Midt i byen havde der indtil 1881 ligget en gård kaldet Bækgården; den var blevet flyttet nogle kilometer mod vest bag ved den nuværende skole. Grunden var nu tom, og den lå centralt, tæt ved smeden, skolen, kirken og købmanden (fra 1901 Brugsen), men også med udløb for spildevandet gennem bækken, der senere fik navnet Mejeribækken. Handelen kom i stand med Bækgårdens ejer, Jens Pedersen. Prisen for grunden blev, at Bækgården selv skulle levere deres mælk, og herfor have gennemsnitskøreprisen af, hvad de andre mælkekuske fik, og den ordning fungerede indtil mejeriet lukkede i 1967.

Sønderbæk mejeri ca. 1900. Mejeriet er bygget i 1897

Til finansiering af byggeriet blev 1897 optaget et lån i Sparekassen for Randers og Omegn på 18.000 kr. til 4 % i rente. Det blev afdraget med 1000 kr. om året de næste 18 år. Pengene slog nok ikke til, for året efter, 1898, lånte bestyrelsen 1200 kr. af partikulier Chresten Espersen i Sønderbæk til driften. 

Mejeriet fik navnet Andelsmejeriet Bofferhøj, efter en bronzealderhøj, der ligger lige bagved.

Allerede året efter i 1898 blev medlemsskaren fordoblet, da 26 fra Læsten og 12 fra Nørbæk indmeldte sig. Den nye bestyrelse kom til at se sådan ud: Christian Jacobsen Hougaard og Ole Justesen, Sønderbæk, Søren Chr. Møller, Rejstrup, Chresten Andersen og Peder Nielsen Hjulmand, Læsten, Chresten Vestergaard og Peder Jacobsen, Nørbæk.

21. november 1898 fæstedes mejerist Niels Thorup som bestyrer til en fast årsløn på 1450 kr. + 1 øre pr. pund smør, der produceredes, fri ost, skummetmælk og en pægl fløde daglig, men med et fradrag på 10 % af, hvad der gik til kul og olie.

12. april 1899 optages Hamborggården i Læsten. I 1902 kom 17 medlemmer fra Volstrup med, de udtræder dog igen i 1916. 1910 indtræder 15 interessenter fra Overfussing, og man er på det tidspunkt nok oppe på det højeste antal interessenter, nemlig 125.

Mælketurene

Mælken blev hentet hos leverandørerne, hvis de havde mindst 4 køer, og hvis vejen var god nok. Dette sidste blev vurderet af mælkekusken og bestyrelsen. Turene blev udliciteret og givet til den, der ville gøre det billigst. De første år var der fire mælkeruter: Rejstrupturen, der gik for 1,40 kr. om dagen, Læsten by 1,88 kr., Læsten udflytter 1,84 kr. og Nørbæk 2,25 kr. Ved den sidste licitation 1966, 68 år senere, gik Rejstrupturen for 36 kr., Læsten by for 30 kr., Læsten udflytter for 35 kr. Nørbæk var på det tidspunkt faldet fra.

Kampen om mælketurene kunne undertiden være hård, som da Otto Christensen i 1949 fik Rejstrupturen, som da Otto Christensen i 1949 fik Rejstrupturen for 7,85 kr. pr. dag - året før var den kørt for 9,95 kr. men Otto kom ind, og året efter var den oppe i pris igen. Otto Christensen blev i branchen, han startede med hestevogn og endte med flere tankvogne og et firma, hvor sønnerne Erik og Egon blev inddraget. Firmaet har i dag til huse i Fårup og drives videre af Egon Christensen.

Mejeriet lagde vogn til, mælkekusken heste. Mælken blev leveret i jernspande, vægt ca. 10 kg, der kunne indeholde 40 kg mælk. Senere gik man over til de lidt lettere aluminium-spande. Det var hårdt arbejde for både mand og heste. Nogen guldgrube var det absolut ikke at køre mælk, men det var en fast daglig indtægt for en fattig husmand. Hver mælkekusk havde fast mødetid på mejeriet, så det var vigtigt for ham, at han kom op og kom af sted, men også at spandene stod klar til ham hos leverandørerne.

Når mælken var behandlet, skulle han have skummet mælk og valle med tilbage, men også smør, ost, fløde og kærnemælk, hvor det blev bestilt. Han fik også tit brugsbogen med fra leverandørerne. Den afleverede han så først, og mens mælken blev behandlet på mejeriet, så pakkede uddeleren indkøbskurven med det, der stod i bogen, så den var klar, når mælkekusken var. Var der en lille ting, der skulle med hjem fra smeden, kunne mælkekusken da også lige tage det med. Det fik han tak for og engang imellem en kop kaffe.

Hver 14. dag var afregningsdag, og i mange år kom pengene til hver leverandør i en konvolut sat fast i spandlåget, så mælkekusken var en betroet mand!

Anker Thorup og Musse fotograferet i Bækgården o. 1946, et årstid før Musses død i 1947

Den mest markante »mælkekusk« i Sønderbæk var Musse, Anker Thorups gamle islænderhest. Musse kom hertil fra Island i 1919, og den trak trofast Bækgårdens lille tohjulede mælkevogn, indtil den døde 1947.

Musse og Anker Thorup var så uadskillelige, at mejeribestyrer Johnsen ved Sorine og Anker Thorups sølvbryllup sluttede sin tale til parret med at sige: »Jeg er ked af at sige det, men der er nu en gæst, du har glemt at invitere, Anker, men det er vi nogle stykker, der har gjort for dig.« Fløjdørere gik op, og ind kom Musse!

Efter 1947 kom der andre »Musser«, så Anker og Musse var stadig en del af bybilledet, da mejeriet lukkede.

Daglig drift

Til opvarmning brugtes kul, der blev leveret på stationen i Fårup før Viborg-Mariager banens oprettelse. Kullene blev hentet af nogle af andelshaverne tilsagt af bestyrelsen, og dette bud måtte efterkommes. I 1903 udeblev 3 medlemmer fra Nørbæk, da det var deres tur til at hente kul, og det måtte de hver indkassere en bøde på 2 kr. for!

Der blev også brugt tørv, ca. 12.000 stk. om året. Søren Sørensen fik leverancen 1901 til 3 kr. pr 1000 stk. frit leveret på loftet i mejeriet. Også grantop og lyng brugtes til opvarmning, men kul og tørv var de vigtigste energikilder. I 1924 bruges 10 tons kul og 430.000 tørv. Under krigen måtte man klare sig uden kul, så det blev træ og tørv. For at være sikker på tørvene lejede mejeriet i 1944 en mose til egen tørvegravning.

1917 blev der installeret elektricitet, og samme år blev der bygget en ny bolig til mejeribestyreren. Han havde indtil da haft bolig i det gamle stuehus fra Bækgården, der var blevet stående, da gården blev flyttet ud. Det blev nu fjernet, og på grunden byggedes en fin villa, der ligger der endnu. Licitationen var d. 13. marts, mureren fik for sit arbejde 3.169 kr., tømreren 1.138 kr. og så skulle arbejdet være færdigt 1. juli ellers vankede der dagbøder a 15 kr.

Mejeribestyrere

Den første mejeribestyrer hed Niels Thorup, og han blev fæstet 21. nov. 1898. Bestyreren var altid ansat for et år ad gangen, og hans genansættelse eller det modsatte foregik ved afstemning på generalforsamlingen. I 1902 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling, og Thorup blev afskediget med 41 stemmer mod 30!

Anders Christian Allentoft. Mejeribestyrer fra 1902 - 1909

Stillingen blev opslået ledig, og af 55 ansøgere indstilledes 4. På generalforsamlingen valgtes med 69 stemmer Anders Christian Pedersen fra Rødding ved Viborg. Han tog senere navnet Allentoft. Lønnen var 1600 kr. årlig, og heraf skulle han også lønne to medhjælpere. 1909 får Allentoft stilling i Ranum, og man må se sig om efter en ny bestyrer.

L. M. Winther. Bestyrer fra 1927 - 1936

Stillingen blev opslået til besættelse fra 1. nov. 1909, og der kom 72 ansøgninger. Seks blev indstillet, heraf to mejeribestyrere, men valget faldt på mejerist S. Vestergaard fra mejeriet Enigheden. Han bestyrede stillingen, indtil han 1926 blev mejeribestyrer i Vejruplund.

Denne gang indkom der ikke færre end 105 ansøgninger til stillingen, og ud af disse valgtes Th. Sejersen fra V. Tørslev, men han fratrådte igen allerede året efter, og som hans afløser valgtes en af mejeriets egne mejerister, L. M. Winter. Han beholder posten indtil sin død 1936, og der ansættes igen en af mejeriets egne mejerister, nemlig William Johnsen. Johnsen dør 14. august 1962 efter 26 år som bestyrer, og er dermed den, der har bestridt posten i flest år. Den sidste mejeribestyrer på Bofferhøj blev Henry Christensen, der kom fra Ajstrup ved Tylstrup. Han bliver den, der kommer til at slutte af, da mejeriet lukker og slukker 1. okt. 1967.

Bedrageriet

I 1942 kom Sønderbæk på forsiden af avisen. En gårdejer, medlem af mejeriets bestyrelse, blev anklaget og dømt for gennem flere år at have forøget sin mælkemængde ved at komme vand i. Ydermere havde han på mejeriet byttet om på prøverne, så det ikke kunne ses. Der blev hver dag udtaget prøver af leverandørernes mælk, og en gang om ugen blev der så målt fedtprocent, som der afregnedes efter. Disse prøver stod frit fremme på mejeriet, og det slog en dag en af mejeristerne, at gårdejeren, der daglig kom på mejeriet, altid skulle om til det hjørne. Hans mistænksomhed var vakt, og han begyndte at holde lidt øje med, hvad der foregik. En dag så han gårdejeren bytte om på nogle prøver, og for at være helt sikker i sin sag, før han gik til mejeribestyreren, satte han et papirmærke under prøveglasset. Og der var ingen tvivl, det blev byttet om. Efter 14 dage var han sikker, og gik til bestyreren med sin mistanke.

De besluttede nu at tage manden på fersk gerning ved at gemme sig i nærheden af prøveglassene, og så var det jo ikke nemt for gårdejeren at bortforklare. En prøve af hans mælk blev sendt til analyse, og den indeholdt 40 % vand! Bestyrelsen blev underrettet og sagen herefter meldt til politiet. I retten blev manden idømt 4 måneders fængsel og en erstatning til mejeriet på 18.000 kr. Han blev selvfølgelig ekskluderet af mejeriet og kunne ikke mere levere mælk. Svindelen havde stået på gennem flere år. En karl, der havde været ansat der i 1937, kunne fortælle, at han havde set husbond komme vand i mælken, og andre kunne berette, at der altid var mere mælk i spandene, når gårdejeren selv malkede. Nogen forklaring på, hvorfor han havde svindlet på denne måde, kom der aldrig, økonomi var det ikke. Da han hver gang havde byttet sin egen med en tilfældig prøve, var det ikke direkte gået ud over nogen, kun mejeriet som sådan var blevet snydt.

Jubilæet

Michael Mikkelsen, Rejstrup. Formand 1926 - 1946

Den 12. november 1947 kunne Andelsmejeriet Bofferhøj holde 50 års jubilæum, og til trods for de knappe efterkrigstider, skulle det fejres med brask og bram. Fra morgenstunden var mejeriet pyntet med flag og blomster, og mælkekuskene blev inviteret på vin og kage. Kl. 12 var der inviteret 85 gæster i forsamlingshuset til frokost. Anton Møller stod for arrangementet til 5 kr. pr. kuvert. Og der blev spist og drukket og holdt taler. 15 i alt. Om aftenen var der inviteret 400 gæster til middag i forsamlingshuset til kl. 17.

Nu var sønderbækkerne ikke ligefrem kendt for at møde til tiden, så ville man gerne have festen til at begynde ved 19-tiden, så måtte man invitere til kl. 17. Det vidste sønderbækkerne, men det vidste de udenbys gæster ikke, så præcis kl. 17 mødte bankdirektøren med frue, fabrikanten o.s.v. fra Randers til et tomt forsamlingshus, og først en time senere mødte bestyrelsen, for at være der i god tid! Menuen stod på suppe, oksekød i peberrodssovs, flæskesteg og is, alt sammen leveret af Anton Møller til 8 kr. pr. kuvert. Fem sange var lavet til festen, og taler skortede det som nævnt heller ikke på. Formanden Jens Husum talte for kongen, både den afdøde Christian d. 10. og for den nye, Frederik d. 9. samt for mejeriet og mejerisagen, Villiam Christensen talte for mælkekuskene, Anton Brøndum for Danmark, og Spliid, Rejstrup, for damerne. Endnu 11 talere havde ordet, og så var der bal bagefter. Festen gik til kl. 4, og der er ingen tvivl om, at der har stået gny om den fest i lange tider.

Afslutning

Jens Husum og Petra Clausen. Jens Husum var formand 1946 - 1963

Men tingene begynder langsomt at ændre sig. Verden udenom banker på. Det begynder i 50erne. Hesten bliver fortrængt af traktoren, malkepigen af malkemaskinen, og snart er Musse den eneste hest foran mejeriet blandt traktorer og lastbiler. Den ændrede transportform gør, at mælken kan transporteres længere på den samme tid, og er der mejerier i omegnen, der vil give mere for mælken, ja, så er der jo ikke noget i vejen for, at man kan levere dér. De mindre brug begynder at sætte køerne ud, og andre sætter flere ind. Rørmalkningen kommer til og dermed tankbiler, og da to af de største leverandører i Rejstrup melder sig ud og begynder at levere mælk til Randers mejeri, er Bofferhøjs dage talte.

I 1967 holdes den sidste generalforsamling, hvor man beslutter at nedlægge mejeriet. Mejeriet og mejeribestyrerboligen bliver solgt til murer Carl Ove Thorup, og inventaret bliver solgt. Det indkomne beløb fordeles mellem interessenterne.

I 70 år havde der været mejeri Sønderbæk, som et bevis på, at det nære samfund kunne løfte store opgaver i fælleskab, når det var nødvendigt.

Kilder:

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie
Mejeriets protokoller.

[PurhusNet] [Purhus Lokalarkiv 2003] [Tiden før] [Fire fotografer] [Dengang i 50erne] [Andelsmejeriet Bofferhøj] [Bertel Laugesen] [Mindesten i Purhus]