Skiftet i Kousted præstegård 1786

Af Morten Møbjerg

»Hans interesse for landbrug er næsten for stor. Jævnligen går han ved ploven, høleen og andet bondearbejde.« Men han var ligegyldig med præstegårdens vedligeholdelse, og »hans værelser var så ringe, at man næppe fandt deres lige i begge hans sogne.«

Samtidig var han en studeret og virkelig lærd mand, og hans litterære produktion er for en landsbypræst både stor og tungtvejende. »Han er interesseret, dygtig og bibeltro – med en god flydende stil. En mærkværdig mand ej alene for den danske litteratur, men for den danske kirkehistorie.«

Det er den gamle Niels Blicher - Steen Steensen Blichers far - der i tidsskriftet »Nordlyset«¹⁾ karakteriserer Koustedpræsten Mogens Marquard på denne måde. Som ungt menneske havde han boet længere perioder i Bjerregrav præstegård hos sin farbroder Laurids Blicher, der var præst der fra 1759 til 1782. På den måde kom han til at kende Marquard særdeles godt.

Mogens Marquard - eller Mogens Marcussen, som han jævnligt kalder sig - blev født i Vorning præstegård i 1708 som søn af sognepræst Peder Marquard. Sin skolegang fik han hjemme hos faderen, der også forberedte ham til studentereksamen, der blev afsluttet fra Mariager latinskole 1726. Kun to år senere blev Mogens Marquard teologisk kandidat som kun 20-årig.

Præsteviet kunne han først blive som 25-årig. Det blev han i 1733, og samme år døde hans far fra embedet i Vorning. Det var nok ingen tvivl om, at Marquard gerne ville have været sin fars efterfølger, - men Gud og kongen ville det anderledes. Dette embede gik til Kousted-præsten Jens Jensen Hasselager, og Marquard måtte nøjes med Kousted-Råsted. Det var nok ikke så ringe en ordning endda. Marquard blev i dette samme embede i 53 år indtil 1786, og han opnåede den sjældne titel »Jubellærer« - en præst, der har siddet i det samme embede i 50 år. En kort tid i slutningen af sit liv var han amtsprovst, men det varede kun kort, så meget kan tyde på, at administration ikke var Marquards stærke side.

Marquard var gift to gange og fik i alt 12 børn med de to koner. Med den første fik han to børn - Peder Christian Marquard og Elisabeth Marquard. Elisabeth blev gift med præsten Lars Blichert i Tvede. I skiftesagen er hun ikke direkte nævnt - kun gennem sine to børn - »der er umyndige børne børn af den salige provst Marcussen.« Peder Christian Marquards skæbne blev noget af en tragedie for den gamle præst. Faderen forberedte ham selv til studentereksamen. Han blev cand. teol. på rekordtid og nåede også bachelorgraden - første trin på den akademiske videreuddannelse. Han interesserede sig specielt for Johannes Åbenbaring og fik udgivet en enkelt bog med titlen: »Over Aabenbaringen.« Skiftet viser, at der blandt bøgerne i Marquards bibliotek fandtes »en Slump Eksemplarer« af denne bog. Fra slutningen af 1760erne var Peder beskæftiget som personnel kapellan for sin fader med officielt løfte om at efterfølge ham i embedet. Men hr. Peder døde to uger før sin fader i foråret 1786 - og sønnens kiste blev den sidste, Marquard kastede jord på. De senere uddrag fra skiftet viser også, at hr. Peders kammer stod på det nærmeste urørt.

Med sin næste kone Maren Nielsdatter fra Blegvadsgaarden i Råsted sogn, fik han 10 børn, hvoraf de tre døde som små. Resten møder vi i skiftet - bosiddende på egnen. Med Niels Blichers formulering: Af faderen bestemt til og opdraget til »Bondestanden, hvori de og for det meste blev lykkelige.«

I vore dag er begreber som skifteret og offentlig skifte ret entydige begreber i modsætning til slutningen af 1700-tallet. Dengang havde en række forskellige instanser retten til at gennemføre skifte. Det gjaldt godserne, der havde skifteretten over fæstere. Militæret over det militære personel, Københavns universitet over de akademiske borgere og gejstligheden over præsterne og gejstligheden i det hele taget. Den gejstlige skifteret lededes af amtsprovsten og to gejstlige medhjælpere som provsten udnævnte.

Provsten var Christian Tomsen Hee, præst i Borup 1760 – 1786. Han udnævnte præsten i Tvede L. Blichert, hvis første kone var datter af Mogens Marqard, og præsten i Spentrup P. D. Blicher til at udgøre skifteretten. Selv var provsten syg, og han nåede aldrig at deltage i skiftet, da han døde den 12. maj 1786. Han erstattedes af præsten i Glenstrup H. C. Adolph og Tvedepræsten Blichert konstitueredes som provst.

Skifteretten havde sin første samling i Kousted præstegård den 8. maj 1786 og påbegyndte registrering og vurdering af det store bo, der endte med at fylde 20 tæt beskrevne folieark. Skiftebrevet indledes således:

»Anno 1786 den 8. maj efter at sterveboet efter salig hr. provst Marcussen forhen var taget under lovlig forsegling, indfandt sig for at registrere og vurdere de forseglede skrin i Kousted præstegaard den gejstlige skifteret i Nørhald herred. I provstens hr. Christen Hees sygdom og svaghed hr. Lars Blichert fra Tvede som assessor og hr. Peder Daniel Blicher i Spentrup som notarie.

Fremdeles var til stede som vedkommende enkeprovstinde Marcussen tillige med Niels Marcussen sidste søn af salig provsten boende i Schraivad mølle, Christen Marcussens anden søn, som er myndig under curator hvilken ad interim blev antagen; videre var til stede Peter Blegvad fra Blegvad, enkens laugværge, velærværdige hr. Lars Blichert på hans tvende børns vegne, der var umyndige børnebørn af den salige provst Marcussen. På Espen Christensens børns vegne, avlede af den salige mands datter Gjørrild i Albæk lod jeg tegne som interims værge Peder Blegvad, Endvidere var nærværende Søren Heedegaard fra Hedegaard som far til E ?? en datter af den afdøde provst Barbara²⁾. Hjemme var endnu de 3 de yngste døtre Agathe, Christiane og Maria, som formynder for disse trende lod sig videre tegne Søren Stadsgaard og Christen Blegvad fra Kondrup, Enkeprovstindens broder hvor da blev forrettet som følger.«

I indledningen citerede vi Niels Blicher for at kritisere Marquard for at være næsten for optaget af landbrug og praktiske gøremål, - men samtidig slår han fast, at han var en studeret og virkelig lærd mand og hans litterære produktion er for en landsbypræst både stor og tungtvejende. Det bekræftes af biskop Hygum i en visitatsberetning fra 1741, hvor han skriver:

»Sognepræst Mogens Marquard talede intet imod sandheden, den han alvorligen elsker, efterforsker og forsvarer. Øvrigt er han en i theologien, medicinen og andre videnskaber velbevandret mand, samt af stor capacitet til at fatte og lære mere, men dog intet mindre skikket til, end det han nu betjener: Prædikeembedet, thi han var langt mere bequem til at oprejse en forfalden latinsk skole af ruin og sætte den i flor igen, hvortil han af naturen langt mere inclinerer og skulle hver time gerne tage derimod.«

Bispens bedømmelse af Marquards evner som prædikant og sjælesørger skal nok tages med et gran salt. Biskop Hygum var pietist og hans bedømmelse af anderledes tænkende præster nok ikke upåvirket af hans egen klare orientering. Bortset fra det bekræfter biskoppens ord i høj grad Niels Blichers karakteristik - og det samme gør også skiftebrevet, hvor registreringen af bøgerne fylder tre tætbeskrevne folieark med i alt 278 løbenumre. Dertil skal så lægges adskillige bundter af bøger, som vurderingsmændene anså for værdiløse og som derfor opføres som »en slump eksemplarer,« »et bundt,« et sted endda under et nr. »18 bundter, gamle,« så antallet er i alt fald ikke overvurderet.

De store bindingsværksudbygninger til Kousted præstegård.

Der er foretaget en undersøgelse af 35 gejstlige skrifter i Jylland i tiden fra 1719-1735 netop med henblik på antallet af bøger i hvert skifte. Undersøgelsen viser, at der i snit var 110 bøger i disse præstehjem. Den, der havde færrest, havde 24 - og den, der havde flest 241 bøger. Lægger man så dertil Marquards egen produktion, får man et imponerende indtryk af den boglige flid, der har udfoldet sig i Kousted præstegård. Det drejer sig om en række højlærde værker skrevet på et næsten ulæseligt latin. Dertil kommer nogle få danske bøger, hvoraf den vigtigste er »Huus-Postille eller Betragtninger over Søn- Fest- og Bededagstekster, holdt i Aaret 1758 for Kousted og Raasted Meenigheder, og nu i trykken udgivne af Mogens Christian Marquard, Sognepræst sammesteds« -Kiøbenhavn 1758. Originaludgaven står i min reol. Den blev i 1950erne foræret til provst Riisager af en dame i Albæk, i hvis familie bogen havde overlevet i næsten 200 år.³⁾ Som en afrunding af denne meget kortfattede skitse - og til afbalancering af biskoppens noget negative karakteristik - kan vi passende igen citere Niels Blicher, der i en anmeldelse skrev: »Bogen går dygtigt og sagligt til angreb på alle de nymodens påfund og står som en af tidens betydeligste forsvarere for gammel kristentro.«

»Underlig nok at han var en riig Mand, og ellers ikke gjerrig; så var han dog alt for ligegyldig i Henseende til Præstegaardens Vedligeholdelse, og hans Værelser var så ringe, at man neppe fandt deres Lige i begge hans Sogne« - sådan fortsætter Niels Blicher sin beskrivelse af provst Marquard - og skiftets opgørelse af møbler og indbo synes at bekræfte ordene. Skifteretten har vurderet indboet i syv rum i stuehuset: To dagligstuer, storstuen, hr. Peders sovekammer, gangen, køkkenet og bryggerhuset. Der er ikke færre end 542 indførelser, så vi bliver nødt til at begrænse udvalget stærkt. Derfor går vi med det samme til storstuen for at få et indtryk af møbleringen og måden at indrette sig på. Af møbler finder vi en »himmelseng med omfang« og endnu et sengested. Så spekulerer man på, om storstuen også har været familiens soveværelse? Der er ikke nævnt noget specielt soveværelse ud over hr. Peders, men i den ene dagligstue finder vi to sengesteder sammen med en meget moderat møblering. Det er nok sandsynligst, at det er dette rum, der har været brugt som kombineret dagligstue og soveværelse. Derudover er der i storstuen optegnet ikke færre end 10 forskellige kister, skrin, klædeskabe og dragkister. Fem større eller mindre borde blev der også plads til. 6 gamle ryslæderstole, 2 ligeledes gamle lænestole og 6 betrukne stole er der at sidde på. Endelig »et lidet eege skatol«, et medicinskab og på væggene »et forgyldt stort speil« og et »Skilleri«. Godt nok er det storstuen, vi besøger, men selv om den var meget stor, har jeg i mine tanker vanskeligheder med at få det placeret alt sammen - for slet ikke at tale om en placering, der kunne give bare en antydning af hygge og bekvemmelighed.

Vi bliver ikke ladt i uvidenhed om, hvad der er i de mange skabe og kister. En del sengetøj, dyner og hovedpuder af forskellig beskaffenhed og kvalitet og dertil en sand syndflod af herretøj. Ikke færre end 13 »kioler« med tilhørende veste i forskellige farver og naturligvis tilhørende bukser, men en stor del af klædningsstykkerne får tilføjelsen »gammel, ringere eller hiemmegjort«. Om en af præstekjolerne, hvoraf der er fem, hedder det, at den er hjemmegjort, og om en anden, at den er vendt. Af mere eksotiske genstande finder vi to parykker med tilhørende »Puder Puster«. Parykken hørte sig til, når man skulle være standsmæssig påklædt, - men parykken var vanskelig at vaske, så derfor gjorde man den hvid og flot ved at give den et ordentlig lag puder. Et par » røde Fløyels Tøfler med Sølv Snor« var også med til at fuldende det fornemme skrud. Endelig er der to stikkårder med tilhørende »Kaarde Gehæng«. Her nærmer vi os grænsen for, hvad en dansk sognepræst kunne tillade sig. Allerede Peder Palladius gav en lang række regler for hvilken påklædning, der var passende for en »Ordets Tjener«.

Her nævnes udtrykkeligt, at det var uforeneligt med embedet at færdes med farlige våben både hjemme og ude, så vi må vel tro, at det er nostalgiske minder fra de glade studenterdage, der skjuler sig bag de drabelige våben.

Peder Palladius giver også snævre regler for, hvor megen pynt og fornemhed, der var foreneligt med »embedet« som præstekone. Ingen »Fløyels Kraffuer eller Damaskestrøyer,« heller ingen guldkæder, eller alt i alt klæder eller smykker, der ikke er passende for en ordets tjeners stand.

 Madam Marquards klæder og personlige ejendele er ikke optegnet i skiftet, da der under registreringen blev truffet en samlet overenskomst: »Enken blev efter forlangende tillagt en Eege Dragkiste hendes Klæder og Lined samt Klæder til en Seng og et Guldsmykke, imod at hun villig frasagde sig al Paastand paa Broderlod.«

Disse lakoniske ord er, hvad vi får at vide i skiftet, - men en tilfældighed gør, at vi ved lidt mere - endda lidt mere håndfast end en beskrivelse. På Kulturhistorisk Museum i Randers opbevarer man et meget flot broderet kjoleliv, som har tilhørt madam Marquard. Kjolelivet har været lidt af et klenodie i en gren af familien, der nu har afleveret det til museets omsorg.

Et kig ind på gårdspladsen.

På baggrund af udtalelserne om Marquards store landbrugsinteresse er det naturligt at kaste et blik på registreringen af de ting, der direkte relaterer til landbrug - nemlig besætningen og dens størrelse. Der registreres otte køer, en tyr, fire kvier og to kviekalve i præstegården. Vi kan sammenligne med et andet skifte, der fandt sted i januar måned 1784 på en ganske almindelig bondegård på 4 tdr. hartkorn. Præstegården i Kousted havde 14 tdr. hartkorn. På den mindre gård mønstrede man til sammenligning seks køer, tre kvier og tre kalve. I præstegården havde man ikke færre end 11 heste, mens den mindre klarede sig med fire. Samlet besætning på præstegården vurderes til 250 rdl. Og på den mindre gård til 183 rdl., som giver en besætningsværdi på 18 rdl. pr. tdr. hartkorn - tilsvarende 46 rdl. på den lille gård. Det mere end antyder, at Marquards interesse for landbrug langt overgik hans evner i samme retning - og at det ikke var herfra, hans ofte omtalte store rigdom skrev sig.⁴⁾

Rigdommen var ellers regulær nok og byggede ikke på falske rygter og folkesnak. Vurderingen indledes med følgende notat: »Først blev aabnet et Ieernbundet Skrin med Penge og Dokumenter, hvori fandtes…« Der var snesevis af gældsobligationer og pantebreve i gårde spredt over 5-6 kirkesogne til et samlet beløb på 12.206 rdl. Oven i en lang række guld- og sølvting til en værdi af næsten 299 rdl. De øvrige kister og skabe indeholdt også guld og sølv i store mængder. Man nåede gennem hele vurderingen den første dag - undtagen den store bogsamling, som tidligere er omtalt. Vurderingen af den blev udsat til næste samling. Til sidst »blev provstinden tilspurgt, om hun havde mere i nogen Maade Boen til Indtægt at beregne, hvorpaa hun fremkom med 10 smaa Poser med klingende Mønt udi, dels Guld- og Sølvpenge, hvilket efter Enkens Angivelser beløb sig til 3500 Rdl.«

Boet sluttede med følgende opstilling:

»Boens beholdning var

20.466 Rdl. 0 Mark 13 Skilling

Naar fradrages Udgifterne

                 1.783        2           9

bliver Boens Beholdning til Deeling

18.682 Rdl. 4 Mark 4 Skilling

Det kan være svært at danne sig et indtryk af, hvor stor en formue der er tale om. Tænker man tilbage på, at en malkeko i samme vurdering er sat til ca. 8 rdl. og en ung hest til 11 rdl., kan man danne sig et indtryk af formuens størrelse omsat til nutidspenge.

---

1) Tidsskriftet »Nordlyset« – udgivet i Randers af St. St. Blicher og J. Elmenhoff.

2) Her er rod i optegnelserne. Søren ejer »Hedegård« (nuværende Veggerslund), men han hedder Winter, hvilket også fremgår af den senere underskrift. Heller ikke »far« i denne sammenhæng, men ægtemand – da han er gift med provstens datter Barbara.

3) Bøgerne kan ikke længere lånes på biblioteket, men jeg har Marquards samlede værker på microfilm fra Det kongelige Bibliotek.

4) Der er i skiftet ingen mulighed for at følge den animalske produktion. Sammenligningen mellem de to skifter giver derfor ikke en dækkende beskrivelse af præstegårdens drift og produktion.

 

[PurhusNet] [Purhus Lokalarkiv 2003] [Tiden før] [Fire fotografer] [Dengang i 50erne] [Andelsmejeriet Bofferhøj] [Kousted præstegård] [Bertel Laugesen] [Hamborggaard] [Nørbæk] [Mindesten i Purhus]