Dengang i 50erne

Af Poul Hallas

Fårup cementstøberi i begyndelsen af 60erne. Området kaldtes tidligere »Ligkisten«, fordi der havde ligget en ligkistefabrik her.

Overskriften til trods vil jeg begynde min beretning om livet i Fårup ved 2. verdenskrigs slutning.

Jeg var dengang i 7-årsalderen og boede i »Ligkisten«, ja, det kaldtes stedet, hvor vi sammen med 5 andre familier havde til huse. Bygningen havde tidligere tjent som beboelse og lokaler for en ligkistefabrik.

Vi boede »oven på« værten, hr. Nielsen. Der var lokum i gården. 3 stk. = 2 familier pr. das. De blev ihærdigt rengjort, især hvis tyske soldater havde tilladt sig at bruge dem! Minuttet efter de var forladt, sås Ane (jeg husker ikke efternavnet) med kost, sæbe og spand rykke ud til en gang afskuring af lokumsområdet.

Selv om midlerne var små dengang, blev vi mætte hver dag. Alle, unge som gamle, bidrog til økonomien. Jeg husker, jeg gik med min mor i tørvene, forstået således, vi satte tørvene i rækker til tørring, og senere blev de stablet. Under og lige efter krigen var der en meget stor tørveproduktion i Fårup-Bjerregrav-området. Hullerne efter denne tørvegravning ses jo stadig i dag som et smukt »tilskud« til den danske natur.

Min familie fik afregning i tørv for arbejdet. Jeg husker endnu med gru, når der i sensommeren blev aflæsset tørv ved vor bolig, og de selvsamme tørv helst samme dag skulle bæres op i skunken ved vor ca. 50 kvadratmeter store lejlighed. Tørre tørv støver meget, så der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan en svedig krop så ud efter sådan en omgang. Og nu var der jo lige dette, at vi på den tid ikke havde badeværelse. Den ugentlige »storvask« foregik i zinkbalje, om vinteren foran kakkelovnen, og her var det bare om at sidde stille, så der ikke blev spildt vand på gulvet, vi boede jo »oven på« hr. Nielsen, og han syntes bestemt ikke om gule pletter på sit loft.

Der var et stort sammenhold i byen, - dengang på ca. 400 sjæle. Nogle af byens mænd, inkl. min far, havde specialiseret sig i at fange gedder i tørvegravene, som havde afvanding til Skalsåen og derfor var fyldt med fisk.

Fangstmetoden var, at man først fangede nogle skaller i åen; dernæst satte man en tregrenet krog i ryggen på fisken. Linen, som var fæstnet til krogen, havde forbindelse til en korkplade. Man kastede så hele herligheden ud i mosen og ventede på, at korkpladen pludselig accelererede i fart, derefter tøjet af og ud i mosen for at hente fangsten ind.

Gedderne, store som små, der kunne godt være tale om en 8-10 stykker, blev anbragt på en stang, som to af mændene bar imellem sig gennem byens gader, indtil sidste fisk var afsat. Måske var det derfor, jeg i min voksen tilværelse først begyndte at spise fisk i en alder af 35 år! Jeg vil aldrig glemme smagen af de fiskefrikadeller, tilberedt af nyfangede gedder fra en nyopgravet tørvemose!

Som sagt var midlerne små dengang. Mine ugepenge androg 15 øre, som næsten hver gang blev brugt til at købe en rund jordbær Svaleis. Jeg husker stadig smagen af denne 100 % flødeis.

For at supplere lommepengene var vi en del drenge, nogenlunde samme alder, der bl.a. samlede tømte konservesdåser af aluminium og solgte disse. Ligeledes var det en god fortjeneste at samle mågeæg. Fremgangsmåden var, at vi vadede ud til mågekolonien, kolonier som var i næsten alle moserne, fandt rederne med to eller tre æg i og fjernede disse på nær ét. Reder med fire æg rørte vi ikke, for her var fuglene sikkert begyndt at ruge, og der kunne derfor være skabt unger i dem. De indsamlede æg kastede vi ind til vore medhjælpere, og sjældent gik nogle i stykker i det bløde græs. Æggene blev afsat til faste kunder i Fårup. - Én er stadig nulevende, mens dette skrives.

Ud over dette supplement til lommepengene havde jeg det store held at overtage salget af Aalborg Stiftstidendes søndagsudgave. I starten var fortjenesten 5 øre pr. solgt avis ud af en salgspris på 35 øre, men med et oplag på 85 stk. var det jo virkelig noget, der battede.

 Oplaget faldt desværre nogle stykker, da det blev mig forbudt at sælge avisen på perronen på Fårup station. Det var åbenbart avissælgerne på Hobro og Randers banegårde, der havde indgivet en klage. Noget der understreger, hvor småt det stod til dengang, var at nogle kunder bad om henstand med betaling af de 35 øre, avisen kostede, så man lærte jo at føre bogholderi.

Indtægterne suppleredes yderligere ved salget af julebøger, når julen nærmede sig.

En skitse af de i artiklen nævnte gader

Storegade 4. Købmand og kørelærer Oluf Poulsen. Huset blev senere ombygget og husede bl.a. fotograf Montell og i en årrække »Tøjtønden.« Charles Jacobsen og Krølle. Bemærk, at der er separate døre til manufakturen og boghandelen. Tatol på hjørnet af Storegade og Hobrovej.

Næringsliv i Fårup Stationsby

I det følgende vil jeg fortælle om det næringsliv, der fandtes i Fårup stationsby i 50-erne.

Man kunne tælle over 60 næringsdrivende, og det skal jo samtidig bemærkes, at der vel kun var ca. 400 sjæle i byen dengang.

Storegade 2 rummede smedemester Th. Sørensen, og i nr. 4 var købmand Olaf Poulsen (senere også køreskole). I nr. 6 var byens boghandel og manufakturforretning, som blev drevet af Marie og Charles Jakobsen, Charles var også rejsebud til Randers.

I nr. 8 boede en tidligere sagfører, som man ved sommertide kunne se sidde udendørs med en stak lovbøger ved sin side. Ragnhild og Hugo Mikkelsen drev slagterforretning i nr. 10. I nr. 12, på hjørnet af Storegade og Hobrovej, var Tatol ved hr. og fru Clausen, der samtidig drev byens Taxa.

På Storegade 1 lå Fårup Korn- og Foderstofforretning, og nr. 3 var byens lægebolig (i dag nedrevet) med læge Jørgen Aaquist.

På den anden side af krydset i nr. 14 var byens købmand, først Kaalund, senere Rita og Kaj Thomsen. I nr. 16 boede ejendomshandler Th. Pedersen, og bliver vi på samme side, var nr. 26 dyrlægebolig først ved Vagn Poulsen, senere Knud Lundbeck.

I nr. 30 boede vognmand Marinus Christensen, som kørte med hestespand, bl. a. gods for banen. Da vi sidst i fyrrerne flyttede fra »Ligkisten« til en lille lejlighed »oven på« Marinus og Ingermine, hændte det tit, at jeg fik lov at køre en tur sammen med Marinus. Jeg husker, vi på Fårup station skulle hente en ligkiste, som skulle til Nørbæk, og hvor Marinus skulle hjælpe de pårørende med at placere liget i kisten. Optrinet sidder stadig på nethinden.

I nr. 32 havde hestehandler Thorvald Jensen sin forretning, og det skete tit, vi vågnede før en vis herre får sko på, når Thorvald løb frem og tilbage med sine heste ude på asfalten. Det var de heste, der skulle gøres klar til salg på markedet i Randers.

Krydset Storegade - Hobrovej Dyrlægegården Storegade 26 Mary Christensen, Herluf Andreasen og Marinus Christensen venter på tog på Fårup Station

Tilbage til krydset boede i nr. 11 skræddermester Buckhave samt barbermester Nielsen. Fårup Bageri ved Bagger Nielsen bagte brød i nr. 15, og i nr. 17 var Fårup autoværksted ved Lange Nielsen.

Brugsforeningen havde til huse i nr. 19, og i nr. 21 boede Kirstine og Chr. Sloth. Her var fagforeningskontor, som Kirstine styrede, og ud over sit arbejde ved DSB havde Christian en produktion af kludesko (materialet var filt og gamle cykeldæk).

Nr. 25 var byens grøntforretning og samtidig øldepot for Thor, hr. og fru Østergaard drev den. Og så må jeg ikke glemme i nr. 23 byens kogekone, Olga Nielsen. Grisehandler var der også i byen, jeg husker kun hans fornavn, Simon, han boede Storegade 29.

På nr. 33 var Fårup Møbelsnedkeri, flyttet fra Nørbæk og opført i Fårup 1946. Det ligger her stadig, i dag som møbelfabrik, og jeg havde mit arbejde her fra 1960 til 1987.

Vi fortsætter nu på Hobrovej. Oven på Tatol residerede installatør A. L. Andersen, en meget akkurat personlighed. Jeg husker en passage fra et tilbud, han gav i forbindelse med opførelsen af Storegade 34. Her stod bl.a. »Nedgravning af kabel fra hovedmast til hus kr.… (beløbet husker jeg ikke) for så vidt det drejer sig om almindelig løs jord,« altså ikke noget overladt til tilfældigheden.

I nr. 4 foregik fransk vask og strygning ved fru Mikkelsen, og i nr. 6 endnu en smedeforretning drevet af Andersen. På den anden side af gaden i nr. 1 byens radioforretning, ejet af en, hvis navn kun var »Jon«, en hyggelig smånynnende person, der bragte sine varer ud på motorcykel og som til tider arbejdede i døgndrift, hvilket var ensbetydende med, at søvnen foregik med hovedet hvilende på korslagte arme hen over arbejdsbordet.

På Hobrovej 3 var der viktualieforretning med Marie Jepsen som indehaver, og videre til nr. 5 hvor Asferg-Fårup Sparekasse drev sin forretning. I samme hus byens damefrisør, Frida Mortensen. I nr. 7, hvor Ragnhild og Hugo Mikkelsen (Fårup slagterforretning) stadig bor, drev de også slagtehus.

Fårup bageri. Bagermester Niels  Bagger Nielsenog fru Mathilde. Bager i Fårup 1937-1960. Fårup Brugsforening, Storegade 19. Fårup Møbelfabrik, Storegade 33.

I nr. 9 boede dræningsmester Hansen. Min opfattelse var, at han havde hele byens daværende kloaksystem inde i sit hoved. I nr. 11 boede tømrermester Nielsen, der en årrække var underviser på teknisk skole.

Carlo Knudsen drev Fårup Tømrerforretning i nr. 18; han stod senere for det, der i dag er Fårup Beton- og Elementfabrik. På Hobrovej 20 var Fårup Rutebiler ved familien Busch. 

Vi bevæger os så lidt tilbage i byen, til det, der i dag hedder Tværgade 8. Her boede murermester Ove Sørensen, hvis nærmeste nabo var Jørgensen, byens skomager, som tillige passede garderoben på Fårup Kro sammen med Anna Hamborg.

I nr. 1 havde sadelmager Thorvald Christensen sin forretning. Ud over at passe denne, husker jeg han havde en meget flot bestand af angorakaniner samt fugle i kælderen. Han var ligeledes blandt hovedkræfterne, når der blev spillet dilettant på kroen.

Hvor Tværgade 4 ligger, lå tidligere byens karetmagerværksted ved Aksel Nielsen. I forbindelse med dette håndværk lavede han i en årrække smørdritler til mejeriet.

Elmevej 11. Her boede æggehandler Anton Andersen, og i nr. 13 murermester Max Nielsen.

På Jernbanegade 1 var Fårup Station og posthus, som jo dengang i 50erne var en meget travl arbejdsplads med snesevis af personer og godstrafik døgnet rundt. Stationen var samtidig betjeningssted for Mariager-Fårup-Viborg Privatbane.

Over for stationen lå Fårup Kro, hvor der også var mulighed for opstaldning af heste for oplandets bønder, som skulle med toget til bl.a. marked i Randers. Dette affødte engang en bemærkning fra den navnkundige Ingvard Pedersen, som en overgang ejede kroen: »Ja, de tog med 9-toget til Randers og kom hjem med fuldetoget!« Staldpasser var Peder Nyrup, som boede i det, der i dag er pizzaria (Storegade 7).

Fra dilettant i Fårup.Fru Bøje, Karen Poulsen og Thorvald Christensen Axel Nielsen i sit karetmagerværksted i 1984. Tværgade 4. Anton Andersen og en af  hans forskellige biler. Stadion Allé 8. Huset bygget 1953 til Skøtts frisørsalon. I 1959 rykkede også Fårup Bank ind.

I Jernbanegade nr. 4 boede vognmand Jens Bjerregaard og i nr. 6 murermester Niels Nielsen, som har bygget mange af de gamle rødstenshuse i Fårup. Malermester Thiel havde til huse i nr. 10.

Så tager vi på Stadion Alle, hvor cykelhandler Schaksen havde forretning. I nr. 2 startede han også udlejning af Ferm vaskemaskiner, som han bragte ud efterspændt sin knallert.

I nr. 8 barbermester Skøtt og senere også filial af Landmandsbanken. I nr. 10 malermester Andreasen og i nr. 12 murermester Vad. Fårup Brød- og Mælkeudsalg havde til huse i nr. 14, og skulle man lære at spille klaver, foregik det hos Asta Laursen i nr. 20, hvor der i baghuset blev drevet tømrerforretning af Søndergaard.

På Mejerivej lå Fårup mejeri med stor leverance af mælk, tilført af en del mælkekuske (hestespand).

Går vi på den anden side af banen, lå her briketfabrikken med bjerge af tørvesmuld, som der engang imellem gik selvantændelse i med udrykning af brandvæsnet til følge.

For enden af Lervænget lå dengang vel nok byens største virksomhed, teglværket, som brødfødte mange familier i byen. De varme ovne var ligeledes overnatningsplads for mange  af landevejens farende svende, også kaldet sprittere.

Fårup central var i huset Lervænget 9.

Hvor bebyggelsen Gartnervænget i dag ligger, lå Oscar Andersens planteskole. Oscar var noget af en speciel personlighed. Hvis man ikke rettede sig efter hans plante- og gødningsanvisning, kunne man ikke købe noget. Hvis man var på bølgelængde med ham, kunne han godt finde på at byde på »en lille en« bestående af solbærvin iblandet snaps.

Fårup Kro set fra stationen. Bagved ses Fårup Korns høje silo.

Jeg har tit tænkt, hvor utroligt det er, at der inden for en årrække på ca. 75 år kunne etableres dette næringsliv, jeg her har beskrevet. Man må huske på, at Fårup Stationsby jo først tog sin begyndelse i forbindelse med gennemføringen af banen fra Randers til Aalborg i 1860erne.

Det er min opfattelse, at byen stort set levede af sig selv, og ikke som tilfældet er i dag, hvilket jo også gælder for andre stationsbysamfund, at der pendles ud i stor stil. Dette er en udvikling, som vi jo givetvis ikke kan stritte imod.

Så hvordan mon det ser ud om bare 25 år, hvor vi jo med sikkerhed har fået en anden struktur amts- og kommunalmæssigt set?

Fårup Briketfabrik i 1960 Fårup Teglværk 1950 .

[PurhusNet] [Purhus Lokalarkiv 2003] [Tiden før] [Fire fotografer] [Dengang i 50erne] [Andelsmejeriet Bofferhøj] [Kousted præstegård] [Bertel Laugesen] [Hamborggaard] [Nørbæk] [Mindesten i Purhus]