Bertel Laugesen

en myreflittig lokalhistoriker

v/ Harald Bertelsen

Lærer og lokalhistoriker Bertel Laugesen. Født i Svinding 1899. Fra 1924 lærer i Stevnstrup.

På en hylde i Lokalarkivets læsesal ligger tre kilotunge bøger. Den flot svungne håndskrift må man vænne sig til, og stilen vil unge mennesker nok opfatte som lidt gammeldags. Det er flere tusinde sider lokalhistorie, der ligger gemt i disse bøger og i flere hefter. Efterhånden noget slidte af flittig brug og med mange indstukne sider, avisudklip og notater.

Det er et livsværk, som Lokalarkivet og dets brugere kan nyde godt af. Det enorme værk er skabt af Bertel Laugesen, lærer i Stevnstrup og kirkesanger i Grensten, født i Svinding i 1899, hvor hans far, Rasmus Laugesen, var landsbyens smed.

Det var beskedne kår, drengen voksede op under, og som 10-årig måtte han som så mange andre børn dengang ud at tjene i sognet. Skoletiden i landsbyskolen så han tilbage på med glæde, men Bertel var ikke til megen hjælp for sin far, da drengen ikke havde håndelag for arbejdet ved essen. Det var bogens verden, der trak, og det blev til en læreruddannelse fra Ranum seminarium. I 1924 kom han til Stevnstrup, og i 43 år var han lærer i den lille landsbyskole, det meste af tiden som enelærer.

Når skoledagen var forbi, var det hans store interesse for hjemstavnen, der trak.

Hans datter, Bertha Frandsen, fortæller:

»Når jeg tænker tilbage, ser jeg ham stå ved pulten oppe i skolen om vinteren og om sommeren ved pulten i stuen. Han cyklede meget ud og så på landskabet, kirkerne, de gamle diger og gårde«.

På sin vej gjorde han notater om, hvad han så, og hvad han fik fortalt af egnens folk: Om egnens natur, dens stednavne, de gamle stendiger, kirkerne, Fussingø slot og ikke mindst om slægterne på gårdene i hans hjemegn: Bjerregrav, Ålum, Gjandrup, Venning, Svinding og Volstrup. Desuden beskrev han på samme måde sognene Stevnstrup, Helstrup og Grensten i Langå Kommune.

Ofte fik han kontakt til egnens folk ved på sognets kirkegård at komme i snak med de besøgende.

Om Venning by hedder det til eksempel som indledning:

»Fra at være en typisk sammenbygget Landsby, bestaaende af seks hinanden tæt sammenhobede, staatækte og af Egebindingsværk opførte Bøndergaarde samt et Boelsted, hvilket var Byens Fremtræden i Stavnsbaandstiden, en Lokalitet i Hvile og Harmoni med det omgivne Landskab, bærer den i vore Dage Præg af at være noget, der er ude af sin oprindelige Ro og Ligevægt.«

Fra Loenshøw (Lundshøj) ved Gjandrup ser han mod vest:

»Længst vestlig - bag Bakkerne - i Læ af mørke Granskove, titter Landsbyidyllen frem, de hvide Blindinger i Kirkens rødkalkede, ejendommelige Renaissancetårn lyser i Formiddagssolen.«

Romantiker? I hvert fald et menneske, der fandt glæden ved at beskrive fortiden og nyde det enkle i nutiden: et stendige, et bakkedrag, en hulvej.

»Men egnen omkring Svinding-Ålum-Fussingø stod ham umådelig nær. Bag skolen i Stevnstrup stiger terrænet lidt. Der gik han op så godt som hver dag og så mod vest. Så kunne han i godt vejr se Ålum kirke, Nørreådalen og lidt af Fussingskovene,«

fortæller hans datter.

Men Bertel Laugesen søgte videre, end hvad han kunne finde og få fortalt på sine ture. Ved at dykke ned i kirkebøger, folketællinger, skiftebreve, skøder, fæstebreve m.v. kunne han fortælle hjemegnens historie. Pastor J. A. Jensen fra Bjerregrav havde i begyndelsen af 1900-tallet skrevet gårdhistorie for mange gårde i Bjerregrav sogn, og Laugesen kunne finde mange oplysninger i præstens notater.

»Hver sommer cyklede han til Landsarkivet i Viborg. Når vi var færdige med hovedrengøring i skolen - ikke før - tog han af sted tidlig om morgenen med sin madpakke og kom hjem igen ved aftenstid. Trods alt en god cykeltur; men det regnede han ikke«.

Efter at være gået på pension flyttede han til Overlund og dermed tæt på Landsarkivet. Kladdehefte efter kladdehefte blev fyldt med data. På Lokalarkivet kan vi bladre i de mange hefter og læse hans notater, sirligt nedskrevet; det, som senere blev til indbundne bøger.

Gårdmatriklerne i de ovennævnte sogne er beskrevet, gård for gård. De skiftende ejere tilbage fra slutningen af 1600tallet; alt hvad bøger og dokumenter kan berette om fødsel, vielse, død. Ved et skifte giver han os en forestilling om, hvad gården rummede af løsøre, en aftægtskontrakt fortæller om vilkårene for de gamle.

Ofte dukker en oplysning op, der viser forfatterens personlige kendskab til gården og dens mennesker. Når han nævner, at Søren Nielsen fra Over Fussing var kendt under øgenavnet Bleg-Såren, så er det et eksempel på en udbredt skik, at folk ofte i daglig omtale kaldes ved noget ganske andet end deres døbenavn.

Hvert sogns topografi og historie gennemgås, som når Laugesen tager os ved hånden og efter et besøg i Gjandrup en vinterdag i 1939 fører os gennem den lille by. Vi går ad de små veje, forbi gadekæret, som han finder »i et sørgeligt Forfald, - renset og vedligeholdt har Gadekæret været anseligt, nu er det fuldstændigt dyndet til, og det bruges endogså til Losseplads for al slags Skrammel«.

Forud for sin tid som miljøforkæmper? I dag er gadekæret, der ikke længere, så det gik vel, som han frygtede?

Og om Gjandrup by:

»Det er et noget mistrøstigt Indtryk man får ved Besøget: Forfald og Armod er fremherskende, navnlig er to af Gardene særlig ilde tilredte!«

Men det omgivne landskab priser han og lader »kameraet« køre hele horisonten rundt, mens han beretter om hver dal og hvert kirkespir, vi ser.

Vi hører om udskiftningen, og måske er der en god historie om en lokal personlighed, der skal berettes: Om Bak-Ajs fra Svinding og Hjul Mariane fra Bjerregrav eller - i en hel anden boldgade - Den hellige Kjeld fra Venning.

Og så bliver Fussingø slots historie gennemgået, dets ejere, forvaltere og skovridere samt godsets kirker i Bjerregrav og Ålum.

Denne vældige mængde af beskrivelser og data bliver holdt sammen af en præcis inddeling af stoffet skrevet i et velformuleret sprog. Forfatteren er forsigtig med at give sig ud i vurderinger og fortolkninger, hvor det drejer sig om faktuelle ting; hans ærinde er redeligt at gengive det stof, han har samlet om sin egn. Men når han beskriver sin hjemegns natur, så kan han ikke holde sig tilbage:

»Medens Aalum ligger yndefuldt og idyllisk ved de skovklædte Bakkers Fod og med de grønne Enge og den blanke Aa, medens Svinding ligger centralt placeret paa sine jævnt frodige Marker med yppige Løvskove som Bræmmer næsten hele Bymarken rundt som en Stad paa Højsletten - saa har Volstrup sin egen Beliggenhed.«

Dette romantiske syn på naturen havde forfatteren tilfælles med bjerregravpræsten Briem. Han beskrev i begyndelsen af 18-hundredtallet egnen i naturromantiske digte, som Laugesen flere steder benytter som optakt til en sognebeskrivelse. Men han kunne også selv lade sig inspirere til med et vers at give udtryk for sine følelser for hjemegnen. Som dette om Ålum kirke:

Tindekronet, ældefuret,
blindingsprydet, grå af bly,
trappegavlet, kvadermuret
løfter du dig stolt mod sky.

Under skovens grønne buer,
over engens blomsterskød
rigest her mit øje skuer,
hvad min kære hjemstavn bød.

I 50erne og 60erne kunne man i Randers Amtsavis, Randers Dagblad og i historiske tidsskrifter læse artikler fra hans hånd med lokalhistoriske emner fra egnen omkring Randers. Om Fussing mølle og Gammelhaven, gamle veje og Bjerregrav bylov. I snesevis af artikler har han været med til at skabe den brede interesse for lokalhistorien, som siden er blomstret op.

Bertel Laugesen var en beskeden mand. Han mente ikke selv, at det, han havde samlet, kunne være af interesse for andre. Først efter sin død i 1988 kunne arkiverne i Langå og Purhus få overdraget, hvad han havde samlet.

Ud over at fuldføre dette store lokalhistoriske værk, indskrevet med fyldepen, fandt han også tid til at afskrive følgende:

• Ålum sogn: Det meste af kirkebogen.
• Ålum sogn: skifter.
• Tånum sogn: kirkelige forretninger  1685-1935.
• Bjerregrav sogn: kirkelige forretninger   1685-1926.
• Fra Fussingø birketing.
• Uddrag fra Viborg bispearkiv.