Du finder nu Purhus Lokalarkiv på www.purhuslokalarkiv.dk - siden her vedligeholdes ikke

Vintre
Af Poul Holm

I erindringen var vintrene koldere, og der var meget mere sne, da vi var børn, men vi børn fra Rejstrup traskede gennem snedriverne og kom i skole, medens børnene ved siden af skolen ofte blev hjemme på grund af vejret.

Vi havde dengang telefonpæle langs vejen til Sønderbæk, så vi havde noget at se efter, selv om det sneede og føg.

Snedriverne var sommetider så store, at vi kunne gå og pille ved telefontrådene.

I en af de hårde vintre, vistnok 1946, var der en periode med så hård barfrost , at hovedvandledningen fra vandværket frøs i jorden, så vi ikke havde vand i hanerne i husene i et par måneder. Vi havde heldigvis en hane lige ved vandværket til vanding af køerne i indhegningen om sommeren, , den var ikke frosset, så når vi startede den elektriske pumpe, kunne vi få vand af den hane, så der måtte vi alle hente vand i transportspandene hver dag, når de kom hjem fra mejeriet. Der var glæde den forårsdag, hvor rørene igen var tøet op, og vi fik vand i hanerne, selv om der var nogle steder rørene var frostsprængt, så de måtte repareres.

I en snestorm var alle telefontrådene til centralen i Sønderbæk faldet ned, men driverne var så store, at Spliid, ved at gå ovenpå dem, fik held til at binde nogle ender sammen, så der blev forbindelse til centralen, men kun en forbindelse, som vi alle var med på, så vi måtte forestille os, at vi havde fået partstelefon og først løfte røret og lytte, om der var andre, der talte, og hvis det var tilfældet, vente til de var færdige, men vi var alligevel meget glade ved, at det igen var muligt at ringe, selvom alle nu kunne løfte røret og høre, hvad der blev talt om. Partstelefon var der mange der havde i fyrrerne og halvtresserne, d.v.s. at nogle naboer, der boede lidt afsides, slog sig sammen og deltes om en telefonlinie, det var billigere end at have en selvstændig linie, men man skulle så løfte røret, inden man ringede op, og høre om en af de andre talte, for så var man nødt til at vente til de var færdige, men det var alligevel lettere end at gå et sted hen og låne telefonen.

I 65 kom vinteren tidligt, idet der den 11 nov. blev 7 — 8 graders frost, og det blev ikke tøvejr igen før om foråret, så de roer, der ikke var kommet op den 11. nov., måtte man pille op en for en, når solen på pæne dage skinnede så meget, at det tøede lidt op oven i. Nogle havde mange roer, der ikke var kommet op, og man havde brug for dem til foder. De frosne roer kunne slet ikke gemmes, de blev til smat, når de tøede helt op, men der var stadig noget næring i dem, lige når de tøede op.

Samme vinter blev vejen til Sønderbæk helt lukket af sne, for Helmer, der kørte sneplov med et gammelt miIitærkøretøj, havarerede ofte, og en dag gik der et stempel i motoren midt i en snedrive, så sneplov og veje føg helt til. Så det var først, da snestormen var forbi, og vi fik en gummiged ud at rydde sne, der blev hul til Sønderbæk igen.

Men mælken skulle jo på mejeriet, så vi fik lavet et spor bag om Rejstrupgård og over markerne op til Agner Klith, hvor vi kom i vejen igen. Traktorerne fik kørt sporet så godt sammen, at vi kunne køre med de små biler også, og vi — Aase og mig, kørte til et bryllup. Det gik fint, da vi kørte hjemmefra, men da vi kom tilbage ud på natten og kørte ud på marken, kom vi ikke ret langt, før hjulsporene var røget fulde af sne igen, så jeg måtte ud og prøve på at skubbe på bilen, selvom jeg var i små sko og stadstøj. Det lykkedes også at få skubbet bilen i gang igen, men — men Aase turde ikke stoppe, så jeg kunne komme med igen, hun var bange for, at bilen skulle sætte sig fast igen, så hun og bilen forsvandt, og jeg måtte traske hjem igennem driverne.

Jeg tror, det var i 68, der var rigtig snevinter igen, og vi en dag, hvor vi havde været i Randers, kørte hjemad i et rigtig snefog, hvor udgravningerne i driverne var føget til igen på Rejstrupvejen, lidt forbi Agners gård. Så vi kørte fast, og bilens motor blev kvalt af fygesneen. Heldigvis kom Straus lidt efter med sneploven, og Trine, to - tre år, som var hos os på det tidspunkt, kom over i varmen i førerhuset hos Straus ( hun fortalte siden, at Straus gav hende P piller ) Straus slæbte vores bil, en Morris Oxfort, tilbage og ind til siden ved Agners lade, og så kom vi med sneploven til Rejstrup.

Dagen efter havde snestormen lagt sig, og vi kørte op til bilen pa traktoren. Da vi åbnede motorhjelmen på bilen, var hele rummet fyldt med en stor isblok. Vi slæbte  bilen hjem i gården med traktoren, og så tog jeg en vandslange fra den varme hane og lod vandet løbe over motoren, til isen var smeltet. Jeg var spændt på, om motoren havde taget skade af at være indefrosset, og nu være blevet fugtig af optøningen, men nej, den startede med det samme, og så vi var kørende igen.

Den 21. nov. 1971 havde vi været pa sygehuset i Randers om eftermiddagen og se til far, som lå der efter et uheld med bilen. Vi kørte til Hornbæk med mor og blev enige om, at det sneede så kraftigt, at vi måtte se at komme hjem. Der var også rigtig megen sne pa Rejstrupvejen, men vi slap helt hjem.

Snestormen fortsatte imidlertid, så ved syvtiden var strømmen væk, og der blev hurtigt koldt i huset, så vi gik tidligt i seng.  Næste morgen, da det blev lyst, opdagede vi, at der lå en hel meter sne over det hele.

Vi havde heldigvis en transistorradio, så vi kunne følge lidt med. Vejene var totalt lukkede og flere hundrede biler var sneet inde. Nogle passagererne havde overnattet i bilerne, og andre forsøgt at komme til nærmeste hus, ja, nogle steder væ1tede snesevis af mennesker ind i husene til vildt fremmede mennesker, heraf kom nogle med små børn, som måske kun havde lidt tøj med, for de var kørt hjemmefra i pænt vejr, og selv om vejret stilnede af i løbet af mandagen, så var snemængderne så store, at der skulle flere dage til for at få dem fjernet, så vejene blev farbare, og folk kunne komme frem, så maden og toiletpapiret foruden så meget andet slap op. Hvor der var rigtig mange indkvarteret, stod værterne tre dage efter, da de fremmede var rejst, i nogle tilfælde tilbage med et fuldstændig ribbet hus.

Vi havde som nævnt ingen strøm og altså heller ingen vand. Vi var heldige, vi havde et gasblus i kælderen, som vi tog

og satte ind på børneværelset, fordi det var det mindste rum, vi havde, så når gasblusset brændte hele tiden, blev der en smule varme, og vi kunne smelte sne til kaffe og lave mad på det. Det var dog ikke megen varme det gav, så vi måtte gà tidligt i seng igen, selvom vi havde stearinlys, men vi frøs, sà det varede længe inden vi fik varmen i sengen.

Der lå altså en meter sne på gårdspladsen, så jeg fik støvlerne fulde af sne ved at gå over i stalden til grisene. Der var lidt varme, men det kneb nu også der. Det var værre, at der ingen vand var i hanerne, så jeg turde ikke give dem grutning, for selv om jeg slæbte sne ind i krybben til dem, blev det ikke til ret meget vand og sneen kølede slemt i stalden, så svinene matte i to dage klare sig med lidt sne og masser af halm også i spaltestalden. Det var som grisene fornemmede situationen, der var ikke rigtig uro og skrigeri som ellers, når jeg kom i stalden til fodertiderne, men jeg kom også på andre tidspunkter end ellers.

Vi havde ikke køer længere, heldigvis, for det var meget værre, hvor der var køer. De skulle jo malkes og var kun vant til maskine, så det var næsten håbløst, at få dem malket med hånden.

Man finder en måde at klare sig på, og det gjorde de også i Rejstrup. De fik en traktor standret, så den kunne kobles til malkemaskinens rørsystem, så køerne kunne befries nødtrftig for mælken, og sã fik man ryddet sne, så den kunne køre rundt til besætningeme og malke hele dagen.

I løbet af mandagen var vores 11 kg gasflaske gået tom. Jeg havde en stor gasflaske i stalden, men at få den slæbt ind i stuehuset gennem sneen pa gårdspladsen var meget besværligt og drøjt, det gav da lidt varme i kroppen.

Vi fik strøm igen tirsdag kl. 10, har jeg noteret, men det tog lang tid for fyret at få varme i huset igen, og vi var spændt på om vand- og varmerørene var frosset, men vi var heldige, det var de ikke. Maden i fryser og køleskab havde også klaret sig, det kneb mere, hvor man måtte undvære strøm i 4— 5 dage, som en hel del måtte.

Nu skulle vi så til at have vejene ryddet og alle gummigeder — dem var der ikke mange af dengang --og hvad der

ellers kunne bruges, kom i gang for en håndskovl battede ikke meget i de mængder sne, der skulle ryddes. På landet var der plads, så sneen kunne skubbes ud pa markerne, men inde i bymæssig bebyggelse og i byerne var det svært at få plads til sneen. Jeg kørte torsdag ud for at se til far på sygehuset, men på parkeringspladsen ved sygehuset var der kun ryddet et lille stykke, resten var brugt til at skubbe sne sammen på, jeg fik dog bilen anbragt og fik set til far, der ikke kunne begribe hvorfor vi ikke havde været hos ham så længe, han spurgte om vi havde glemt ham, derinde havde han slet ikke bemærket snevejret. I Randers havde man et stort arbejde med at køre sneen væk, men det blev tøvejr igen, så 14 dage efter var sneen borte.

[Beretning] [Dyrlægepraksis i Fårup] [Fattighus] [Bornholmeruret] [Nørbæk Præstegård] [Vintre]