|
|
 |
|
Du finder nu Purhus Lokalarkiv på www.purhuslokalarkiv.dk - siden her vedligeholdes ikke |
|
|
|||
C.M. FABER - En temperamentsfuld Bjerregravpræst i 1700-tallet.Erik Johansen. Christian Mathiasen Faber var præst i Bjerregrav-Aalum-Tånum pastorat i tiden 1731-59. Han blev født i Roskilde i 1692 som søn af en klejnsmed, blev teologisk kandidat i 1720 og kom til Bjerregrav efter en tid som kapellan i Ring-Føvling ved Brædstrup. Han giftede sig med sin forgængers enke, som mange præster dengang gjorde, og efter hendes død med Anne Sophie Nielsdatter fra Råsted. !7. september 1759 døde han. I Viborg bispearkiv findes en række breve og andre skrivelser, som tegner et billede af C.M. Faber, om end ikke entydigt. Da brevene er skrevet i et meget gammeldags og snørklet juridisk-kirkeligt sprog, har jeg tilladt mig at omskrive dem en del. I den forbindelse er jeg Harald Bertelsen, Ø. Bjerregrav, stor tak skyldig for hans udskrift af papirerne og bestræbelser på at gøre dem mere læservenlige. Jeg har arbejdet videre med dette, men samtidig forsøgt at bevare så meget af sprogtonen, at man får et indtryk af tidens stil. Enkelte breve har jeg måttet nøjes med at referere, helt eller delvis, da de ville være umulige at gengive på et moderne dansk. Ensartethed i gengivelsen må altså ikke forventes. Om brevenes rækkefølge skal det nævnes, at den ikke er strengt kronologisk. Dette skyldes to forhold. For det første udvikler den oprindelige retssag til flere forskellige, hvoraf den første tilmed indledes af såvel en stævning som en mod-stævning (kontrastævning). For det andet var de kirkelige myndighedsforhold på dette tidspunkt temmelig uklare, idet magten var delt mellem adskillige organer og personer i indbyrdes rivalisering. I brevene møder vi i første række Andreas Wøldike, biskop i Viborg i hele 35 år. Kirkehistorikeren Bjørn Kornerup karakteriserer ham som "en hæderlig og velmenende Mand, udmærket ved uhyre Arbejdsomhed og værdifulde menneskelige Egenskaber, men lidet egnet til at magte de vanskelige kirkelige Situationer, han oftere blev ført ind i. Ved sin uklare og vaklende Holdning over for Pietismen havde han skadet sig selv en hel del, og han var ikke godt anskrevet hos Kirkekollegiet." Pietismen var en vækkelsesbevægelse med vægt på det personlige fromhedsliv. Den havde sine rødder i Tyskland og var under den enevældige konge Christian d. 6. blevet en vigtig faktor i kirke- og samfundslivet. Kongen, der selv var stærkt grebet af pietismen, søgte af al magt at fremme fromhedslivet, blandt andet ved at få ansat præster med sympati for pietismen. Desuden iværksattes en massiv kontrol med kirke, skole og offentlig forvaltning i hele riget. Til dette formål oprettedes den såkaldte "Generalkirkeinspektion" ved forordning af l. oktober 1737 (i brevene her kaldt "kircheinspektionen"). Dette organ bestod reelt af kongens håndplukkede rådgivere og fik i perioder en særdeles vigtig rolle og greb ofte ind, også i enkeltsager, på tværs af den officielle forretningsgang. Det almindelige ministerium, Danske Kancelli, og dettes departement for kirkelige anliggender, Kirkekollegiet, eksisterede nemlig fortsat og var den officielle kommandovej. Det er ned baggrund i disse modsætninger mellem pietistiske og mere traditionelt indstillede kredse inden for såvel bisper som Generalkirkeinspektionen og Kirkekollegiet, vi må se de uklare myndighedsforhold i følgende breve: Til sognepræst Christian Mathiasen Faber. Det har gjort mig meget ondt, at jeg to gange har været fraværende, da Deres Velærværdighed har villet gøre mig den fornøjelse af besøge mig. Men for at svare på indholdet af Deres meget ærede skrivelse til mig af 21. oktober, da er min mening om de til mig gjorte forespørgsler angående dets l. punkt: at kræve krohold afskaffet efter love og forordninger, enten af hensyn til købstædernes ret, eller fordi det finder sted i domhuset, er ikke en præsts sag. Han skal alene anmode de verdslige myndigheder om at borttage anledningen til eder, banden, fulderi, uforligelighed og deslige ugudelighed, som krohold giver, ikke alene for gæster, som besøger krostuerne, men også for værterne selv. Vil de verdslige myndigheder ikke gøre det, som præsten ønsker, da er det deres eget ansvar over for Gud og mennesker. Men fremturer værterne med disse onde handlinger, da viser loven klart, hvad præsten skal gøre mod sådanne syndere, og når en præst nøje retter sig derefter og tager sig nøje i agt at udvise både tålmodighed og varsomhed, som loven befaler, da går han den tryggeste og bedst forsvarlige vej. Vil en præst da prøve til slige menneskers forbedring at gøre noget, som ganske vist ikke er nævnt i loven, men dog ikke er imod loven, førend han skrider til den yderlighed, som loven endelig ommelder 1), da kan han gøre følgende: Når personerne anmelder som sædvanlig otte dage før at ville gå til Herrens bord 2), da kalder præsten dem til sig og formaner dem at holde sig borte fra sakramentet, indtil de ved alvorlig omvendelse atter er beredte dertil. Når de derpå kommer i kirken for at gå til skrifte med andre, kan præsten, før noget skriftemål begynder, træde frem og i menighedens påhør spørge dem, om de agter at gå på den dag til skrifte, fremdeles: om de foruden deres andre synder have med anger overvejet den og den vitterlige synd, i hvilke de hidindtil have levet og ville herefter med alvor ved Guds nåde holde sig fra den. Svarer de ja, så ønskes dem velsignelse og bestandighed til at opfylde deres løfte, og de nærværende kræves til vidne over dem både for Gud og menneske, dersom de ikke holder deres løfte. Men dersom de begynder at sludre om deres skrøbelighed o.a. sligt, da foreholdes dem omvendelsens nødvendighed og formanes offentligt at holde sig sålænge borte fra skriftestolen og sakramentet, indtil de erklærer sig til omvendelse, så antages de. Forbryder de sig alligevel, kan dog denne måde bruges endnu nogle gange med dem, førend der gåes til den yderste konsekvens efter loven, som desmere kan ankes. Dog er det ikke let at formode, at slig handlemåde under Guds inderlige og idelige påkaldelse for sådanne mennesker skulle være aldeles frugtesløst. Angående 2. punkt: Er en præst ikke forud sikker og tilforladeligt forsynet med sådanne vidner, da vil jeg ikke råde ham til, kun på baggrund af mistanke og rygter, at holde nogen borte fra nadveren 3). Bortvisningens tid er påskedag og mikkelsdag 4), når vedkommende ej selv vil finde sig i anden tid. Imidlertid ser jeg ikke, at Deres Velærværdighed kan undgå at tage dem til skrifte og til alters, når de erklærer over for Dem at have holdt sig borte fra hinanden og fortsat at ville gøre det. Angående 3. punkt: Den, som gør uret, burde efter Matthæus 5 gå hen og forlige sig med sin broder. Er han ikke at bringe til det, men alligevel indrømmer at have gjort uret og begærer tilgivelse, da bør en præst, når ingen anden dertil er for hånden, regne sig selv fremfor alle andre berettiget til at være angelus pacis (="fredens engel"). Også, når den uretfærdige alene med munden taler om fredelighed og forsoning, men mener det ikke af hjertet, da er det først og fremmest Gud, som ransager hjerterne, og dernæst, når en præst har foreholdt en synder, hvad sjælefare og fordærvelse, han styrter sig udi ved at være uoprigtig, og han ikke desto mindre vil anses for at mene det af hjertet, hvad han taler med munden, da får han for sin egen regning at antages til Herrens bord, og præsten kan på sin side have en frelst samvittighed. Angående 4. punkt: Angående 5. punkt: Angående 6. punkt: Når vi får fornøden underretning om dette, skal der til vedkommende blive gjort af os behørig påmindelse. Viborg, d. 7. december 1744. Andreas Wøldike.
Til hr. Chr. Faber i Bierregrav. På Deres Velærværdigheds til mig gjorte anmodning anerkender jeg hermed, at jeg fra Dem har fået brev, dateret 21. oktober næstafvigte år 1744, hvorudi De iblandt flere poster forespørger om Deres forholden Dem ved den berygtelse, hvorudi forvalter Christian Kollin og hans nuværende husholderske Anne D. Tønnes skal for hverandre, hvorpå jeg ej havde lejlighed at svare førend 7. december. Men eftersom jeg meget ugerne forstår, at aftalen mellem Dem og forvalter Kollin om at afvente mit svar ikke er blevet efterkommet, men forinden samme tid er rejst sag af forvalter Kollin og husholderske for bortvisning fra privat skriftemål og alterets sakramente, så ser jeg ikke, at jeg uden at krænke retten kan nægte Deres Velærværdighed frihed til sit forsvar ved contrastævning, og anfører ved førelse samt attesters og andre bevisligheders fremlæggelse for retten at godtgøre, hvad grund De formener at have haft til bemeldte personers bortvisning fra privat skriftemål og sakramentet. I den forbindelse haver De alligevel ifølge lovens pag. 287, art.6, såvidt muligt at afholde Dem fra at komme til tinge, men antage en kyndig og duelig procurator (=sagfører), men i mangel af en sådan kan de rimeligvis anses som nødt til selv at møde for retten. Jeg forbliver Deres Velærværdigheds tjenstberedvillig i Herren Viborg d. 5. febr. 1745 Andreas Wøldike.
Til biskoppen. Siden jeg behøver i den rejste sag mellem mig Kollin og husholderske ved Fussingø at føre nogle vidner for provsteretten, så falder min ydmyge begjæring til Deres Højærværdighed, at De vil således foranstalte det, at jeg for bemeldte ret kan føre nogle vidner udi edeligt forhør. Og eftersom jeg også skal behøve provst Olufsens vidnesbyrd i ovennævnte sag, så må jeg og udbede mig dette af Deres Højærværdighed, at de imidlertid vil forsyne retten med en sættedommer 6) i bemeldte provst Olufsens sted. Jeg i det med det øvrige med al velsignelse ønsker over Dem og Deres ganske hus og ydmyg hilsen lever jeg altid Velædle hr. biskoppens gunstige patron (=velynder"), ydmyge tjener C.M. Faber Bjerregrav d. 6. juli 1745.
Resolution. Efter forestående begæring og angående nødvendigheden af vidners førelse for den gejstlige ret i Sønderlyng herred tillades herved en provsteret at måtte sættes, hvis administration provst, Velærværdige hr. Peter Olufsen med assistance foretager sig på et belejligt sted efter det kgl. allernødigste rescript af 18. oktober 1743, så snart vidnerne for ham bliver indstævnede. Og skulle hr. Chr. Faber behøve hr. provst Olufsens eget vidnesbyrd, beskikkes og autoriseres herved Velærværdige magister hr. Jens von Haven, sognepræst for Vester Velling og Skjern menigheder, til at betjene retten i hans forfald … Vesterbølle præstegård, 21. juli 1745. Andreas Wøldike.
Til biskoppen. Siden jeg ikke kan fremme min rejste sag mod forvalter Kollin og husholderske bedst muligt for provsteretten, medmindre Deres Højærværdighed forunder mig en mere omfattende tilladelse, så begærer jeg herom, at den måtte forundes mig tilbage med dette bud. Jeg …..forbliver Deres Højærede Højærværdigheds etc. C.M. Faber Bjerregrav d. 10. maj 1745.
Resolution. (Ifølge denne resolution, dateret 21. august 1745, nedsættes provsteretten i skolehuset i Hammershøj, for at tage stilling til sagen mellem Kollin og Faber, som beskrevet i resolutionen af 21. juli 1745). Til biskoppen. (Kollin skriver, at han forgæves har forsøgt at udtage kontrastævning mod Faber i sagen hos provsten i Ørum, men han har henvist ham til biskoppen. Omgående rejste han til Viborg. Men…) Men da hverken Deres Højærværdighed, stiftsprovsten eller famulusen 7) fandtes hjemme, var jeg nødt til at lade dette brev afsende omgående for herved at bede Dem meddele mig tilladelse, såvel som hr. Chr. Faber har fået, så at provsteretten må sættes også til min kontrastævning. Herefter forventer jeg fremmelse af samme sag …….. og at budet kan være hos mig inden i morgen tidlig, da jeg ellers bliver hindret og krænket i min rets fremme, så at jeg kan blive højnødtvungen at påanke. Forbliver jeg Deres Højædle Højærværdigheds etc. Chr. Kollin Viborg d. 9. august 1745 om eftermiddagen kl. 6, da budet afred.
Tjenstligt svar. Deres rekvisition er kommet mig i hænde i dag formiddag kl. 7. at provst hr. Peter Olesen og enhver undersåt retter sig efter Hs. Kgl. Majestæts allernådigste befalinger er ej at laste, men at rose. Min og min amanuensises fraværelse fra Viborg mener jeg at være lovlig, såsom jeg ikke i andet ærinde er udrejst end den på visitats efter loven… og stiftsprovsten beviser og gerne sin fraværelse at være lovlig, om nogen behager den at påtale. Men for at mons. Kollin ikke ved tidens forhaling skal have årsag til at føle sin ret krænket og derfor højnødvunget at anke, som han truer, så gives her min tilladelse til, at provsten, hr. Peder Olesen, udsteder den forlangte kontrastævning. Andreas Wøldike Smorup præstegård på min visitatsrejse den 10. august 1745 kl. elleve formiddag, da det til monsieur Kollins udsendte bud tilbageleveres.
Bjerregrav præstegård Til kirkeinspektionen.(= generalkirkeinspektionen, se indledn.) Sognepræsten for Bjerregrav, Ålum og Tånum menigheder her i Viborg stift, hr. Chr. Faber, er gerådet i en vidtudseende proces med Christian Kollin, forvalter ved Fussungø, fordi han har nægtet at antage ham og hans husholderske, Anne Dorthe Tønnes, til privat absolution formedelst et udspredt rygte om usømmeligt levned med hverandre. Præsten har i den forbindelse allerede mødt temmelig megen uro og ulejlighed ved stævning og contrastævning samt begyndt rettergang. Det tegner sig også til en meget vidtløftig, langvarig og kostbar proces. Iblandt andre ting har det også behaget forvalter Kollin til at hævne sig desmere på præsten ved at påkaste ham en skammelig beskyldning, - at han i sin forrige enkemandsstand selv skulle have været i et ondt rygte for sit barns amme. Denne beskyldning vil forårsage endnu flere vidtløftigheder samt tids- og pengespild. Præsten, hr. Chr. Faber, har ikke nogensinde været tilbøjelig til strid og processer 8). Der er heller aldrig kommet mig det allerringeste rygte for øre om præstens forhold til ammen eller noget anden, før Kollin haver tillagt ham det. Mandens alvorlige, ædru, eksemplariske levned og lærdom, -nidkær for Guds ære-, tillader mig heller ikke at tro en så dan hæslig beskyldning. Der er mig i det hele taget intet uanstændigt eller lastværdigt om ham bekendt, medmindre man vil kalde det lastværdigt, at han plejer at sige og skrive sin mening rent ud til hver mand uden undseelse og persons anseelse. Derfor kan jeg ikke unddrage mig hans begæring om at ledsage hans vedlagte ansøgning for Deres Excellence og samtlige høje herrer med min ydmyge forbøn, at det nådigst og gunstigst måtte behage at fremme sagen og, såfremt De finder, at præsten har retten på sin side, at afkorte den, så at han ikke på grund af sin modparts snedighed, snedige påfund og sagens langdrag helt skal føres ud i økonomisk ruin som følge af sin indsats for at afskaffe forargelser og hindre ugudelighed. Deres Excellences og høje herrers rosværdige omsorg for retskafne og redelige præsters bevarelse og forsvar giver mig det visse håb, at også denne gode mand finder i sin underdanige ansøgning en nådig og højgunstig bønhørelse, hvormed jeg ønsker Dem al åndelig og legemlig velsignelse.
Andreas Wøldike Storvorde præstegård i Fleskum herred på visitats den 26. august 1745.
Resolution. (Ved provsteretssagen mellem Faber og forvalter Collin er der åbenbart sket noget, som har affødt en klage fra provsterettens dommer, provst Peter Olufsen, over Faber. Forlig mellem Faber og Olufsen er ikke muligt, idet Faber afviser det. Biskop Wøldike må derfor (7. oktober 1745) nedsætte endnu en provsteret, denne gang naturligvis med en anden provst som dommer, da Olufsen ikke kan dømme i en sag, han selv har rejst. – Denne sag kører herefter, ligeledes i Hammershøj skolehus, parallelt med den oprindelige sag.)
Concept (=udkast) til erklæring på hr. Chr. Fabers memorial (=bønskrivelse) om fattigdoms understøttelse udi hans sag med forvalter Collin. 10) (Sagen mellem Faber og Collin har på dette tidspunkt kørt i to år og øjensynlig udgjort en stor belastning for Faber, både helbredsmæssigt og økonomisk. Derfor har han ansøgt de kirkelige myndigheder om økonomisk hjælp i forbindelse med sagen.) Da sognepræsten for Bjerregrav-Ålum-Tånum menigheder udi Viborg stift har begæret min attest (=udtalelse), som han agter at bruge i forbindelse med sin allerunderdanigste ansøgning, dateret 14. dennes, om beneficio paupertatis udi den sag, som svæver mellem ham og forvalter ved Fussingø, Chr. Collin, så kan jeg ej nægte ham dette. Mit vidnesbyrd er, at 1. Jeg aldrig har befundet andet, end at han både i lærdom og levned har lagt vind på at forrette sit hellige embede med troskab og opbyggelighed. 2. Så vidt mig hidindtil af sagen er blevet bekendt, skønner jeg ej rettere, end at retten må være på præstens side. 3. At præstens tilstand er af den beskaffenhed, at han både før processens begyndelse har været af meget slet helbred, og også under processen er blevet endnu skrøbeligere, skønt ikke altid sengeliggende, så at han derfor er blevet nødt til at antage en personlig kapellan 11), ja, endogså i sommer har været nødt til at rejse til København for at søge hjælp for sit slette helbred, som kun synes at være bedret lidt derved. Til med har også den bedrøvelige kvægsyge i høj grad ramt hans sogne, men også hans eget hus. 12) Og når disse omstændigheder overvejes, kan det lettelig sluttes, at nødvendigheden tvinger ham til at indgive en sådan Alllerunderdanigst ansøgning om beneficio paupertatis og af kgl. Majestæts sædvanlige mildhed at vente en allernådigst bønhørelse. København august 1747.
Dette blev ikke det sidste, biskop Wøldike og myndighederne kom til at høre til den temperamentsfulde Bjerregravpræst. Blandt andet blev han i slutningen af 1750´erne part i en ulykkelig strid med sin kapellan, Christian Henrichsen Lemmiche, som endnu ikke var bilagt, da Faber døde. For så vidt angår sagen mellem Faber og Collin, tabte Faber og blev dømt til at betale en større bøde til Collin, dels for sine udtalelser om dennes forhold til sin husbestyrerinde, dels for at have nægtet dem adgang til at deltage i altergangen. I Fabers eftermæle indgik ifølge Wibergs Præstehistorie følgende elementer: "heftig, lidenskabelig, vanskelig ægtefælle. Streng fader og husbonde. Kan ikke fritages for hierarki (her=magtlyst) og hævngerrighed. Ellers flere gode egenskaber, lærd og duelig."
NOTER 1) I yderste konsekvens: bandlysning. – Danske Lov 9. kapitel: "Om Præsternes og deris Medhielperis Embede/ og Kirkens Myndighed imod de Ubodfærdige." 2) Man kunne ikke gå til alters uden at have anmeldt det en uge i forvejen. 3) Som det fremgår af de øvrige breve m.v., drejer denne forespørgsel sig om forvalter Collin på Fussingø og hans husholderske. – Bemærk i øvrigt, hvor omhyggeligt biskoppen advarer Faber mod at gå for ivrigt frem. Han må næsten have haft på fornemmelsen, hvor galt det kunne gå. 4) Mikkelsdag: 29. september. 5) Ifølge Danske Lov 11. kapitel, art. 6 burde præster så vidt muligt ikke møde personligt i retten. Man anså det for uforeneligt med deres embede. – Omvendt kunne en præst pålægges at rejse sag for at rense sig for æreskrænkelse/injurier, som i øvrigt enhver tjenestemand stadig kan. Måske er det derfor, myndighederne ifølge de sidste dokumenter optrykt her overvejer at yde Faber økonomisk bistand. 6) Sættedommer: en dommer, der hentes ind udefra, når den siddende dommer vurderes at være inhabil i den pågældende sag. 7) Famulus: også kaldet amanuensis: biskoppens juridisk sagkyndige. 8) En påfaldende udtalelse, indtil man erindrer sig, at biskoppens henvendelse til kirkeinspektionen har til formål at få den til at skære igennem og få ro over gemytterne. 9) Hvad ansøgningen præcist går ud på, er uvist, men formodentlig drejer det sig om indgriben i sagen til fordel for Faber. Det synes fremmed for moderne tankegang. Men for datidens tankegang var der intet urimeligt i det. Enevældens retssystem åbnede helt klart mulighed for, at den enevældige konge/hans nære fortrolige kunne gribe ind i afgørelser. Netop dette gjorde kirkeinspektionen ofte, og tilsyneladende vilkårligt. Derfor var det indlysende for Faber at bede om biskoppens hjælp til at henvende sig til denne myndighed. 10) Som i note 9 er der tale om en direkte appel til de højeste myndigheder. Her er det om økonomisk hjælp, "beneficio paupertatis", bogstaveligt oversat: "fattigdomsunderstøttelse". Formentlig er det denne gang kongen selv, der rettes henvendelse til, jf. slutbemærkningen om "kgl. Majestæts sædvanlige mildhed". 11) En personlig kapellan (hjælpepræst) skulle aflønnes af sognepræsten selv og betød derfor en økonomisk belastning for denne. 12) Kvægsygen var frygtet. Faber er ramt af dels dalende velstand hos sine sognefolk og dermed mindskede indtægter fra dem, dels af faldet i indtægterne fra præstegårdens egen avling. ANVENDT LITTERATUR. Utrykt, i Purhus Lokalarkiv: Afskrifter af sager i Viborg bispearkiv, orig. på landsarkivet i Viborg. Trykt: Danske Lov (Christian den Femtes Danske Lov), opr. 1683, optrykt 1983. Den danske kirkes historie. Bd. 5. Johs. Pedersen og Bjørn Kornerup. København 1951. Poul Johs. Jørgensen: Dansk retshistorie. Kbh. 1974.
|
|
|||
|
|
|