PurhusNet - et virtuelt mødested for borgere i Purhus kommune

 

 

| Kontakt | Om PurhusNet |

 Dine muligheder | Oversigt |

 

- et virtuelt mødested for borgere i Purhus Kommune

 

PurhusNet Træningshuset Presseomtale Purhus-Tjele Ugeavis

Purhus-Tjele Ugeavis 1-11-2006

Indvielse af Træningshuset i Asferg

I efteråret 1999 spirede ideen til et foreningshus i Asferg. En initiativgruppe udviklede ideen til konkrete planer. I de næste fem år blev planerne bearbejdet såvel økonomisk som politisk. Desværre uden resultat.

I 2004 tog projektet en ny drejning. I december 2004 besluttedes det, at fortsætte projektet i Purhus Idrætsforenings regi, hvorved fornyede kræfter kom til.

Purhus Idrætsforening er en sammenslutning af idrætsforeningerne i hhv. Gassum og Asferg. Sammenslutningen fandt sted i 1969. Gennem mange år har Purhus Idrætsforening måttet anvende nabobyernes idrætshaller, Gassum Forsamlingshus og Asferg Skoles gymnastiksal til udviklingen og udøvelsen af foreningens indendørsaktiviteter.

Purhus Idrætsforening har i mange år manglet en "base". En "base" som kunne danne udgangspunkt for de mange fællesskaber som dannes i forbindelse med udøvelsen af idræt i en forening. Alene gymnastikafdelingen har på blot 10 år udviklet sig fra 0 til mere end 225 udøvere, ligesom bordtennisafdelingen også er inde i en positiv periode. Derfor måtte der nye initiativer til, som kunne danne økonomisk grundlag for op førelsen af et Træningshus.

Udgangspunktet for projekt "Træningshuset" var en bankbog med ca 160.000 kr, indsamlet via afholdelse af lokale torvedage i seks år og indsamlingsbøsser opstillet i rundt om i lokalsamfundet. Og dertil en god portion gå-på-mod og entusiasme i idrætsforeningen.

I maj 2005 gennemførtes via frivillige indsamlere en husstandsindsamling med et meget flot resultat - der blev indsamlet kr. 670.000 på to dage hos lokalområdets ca. 1.750 borgere. Herefter en kommunal bevilling på i alt kr. 950.000, fulgt op af en tæt dialog med Lokale- & Anlægsfonden, som til sidst udmøntede sig i et tilskud på kr. 1.100.000.

Projektet er også støttet af EUs landdistrikstmidler, de såkaldte Artikel 33 midler med knap kr. 400.000.

I den sidste del af projektplanlægningen blev erhvervslivet involveret. Mange virksomheder har tegnet sig for arbejde, materialer og kontante midler. Således er der på denne konto opnået støtte for op imod kr. 800.000.

Med det finansielle grundlag så godt som på plads, fulgte der en periode med planlægning og etablering af forskellige "teams". Det lykkedes at skabe en bredt fundament af frivillige, som - baseret på deres kompetencer - fordelte sig i de enkelte teams. Det samlede antal frivillige der har deltaget i projektet med deres arbejdskraft har rundet 220 personer. De frivillige kommer fra hele idrætsforeningens virkeområde, og de har virkelig udgjort en meget stor forskel på byggebudgettet.

I slutningen af februar 2006 var projektet klar til første spadestik. Budgettet lød på kr. 4.600.000 inkl. omkostninger til etablering af udenomsarealet.

Byggeriet startede 25 marts. Rejsegildet blev fejret den 20. maj. Huset blev taget i brug 11. september og nu indvies træningshuset i Asferg officielt lørdag, den 28. oktober 2006. Hermed bliver et topmoderne hus givet til borgerne i Gassum og Asferg og omegn. Et hus, hvor der er tænkt meget på fremtidssikring.

Der er ingen tvivl om, at borgerne i Gassum og Asferg samt Purhus Idrætsforening, med etableringen af Træningshuset, har skabt nogle unikke rammer for en forsat udvikling af de aktiviteter der skal gøre netop Purhus Idrætsforenings virkeområde, til et attraktivt område at bosætte sig i for især børnefamilier. Et stort aktiv er klar til at blive taget i brug (for mere info se www.traeningshuset.dk).

 

 

 

 

Seneste ændring: 15/11/06

Gæste og Idébog

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sparekassen Kronjylland's jubilæumsfond har ydet støtte til PurhusNet
Jensen, Petersen & Hansen Web Design sponsorerer teknikken