Plads til boldspil i landsbyen
Randersegnens Boligforening og Purhus kommune skaber gode rammer for integration og landsbyens beboere tager tråden op

Af Jan Kaare Foto: Jens Bach  - artikel fra bladet "Boliger" - april 2002

Fjernsynet summer svagt, mens børnene leger på gulvet, stuen er nydelig med sofaarrangement, halvlange stores for vinduerne og indrammede arabiske tegn for gud og profeten på væggene.

Et pænt moderne hjem og en glad familie med muslimske aner, men idyllen dækker over en virkelighed, der er svær at fatte.

Abdul Habi og Maliha Hamidi har det, som om de er faldet ned fra månen, når de sammenligner deres gamle liv i Afghanistan med deres nuværende liv i Danmark.

- Vi holder meget af Danmark, og det er dejligt, at man tog imod os, da vi blev forfulgte i vores gamle land, men vi har aldrig levet i et samfund som det her, og det kan være svært at finde ud af, siger Abdul Habi Hamidi.

Under 1980rnes styre i deres krigshærgede hjemland hørte deres familier til de privilegerede øverste lag i samfundet. Abdul og Maliha fik begge naturligt en embedseksamen og bil med privat-chauffør var en selvfølge.

Da taliban-regimet væltede styret og smed de sovjetiske tropper ud af landet, begyndte en hård tid. Abdul og Malihas familier blev forfulgte. Nogle slægtninge blev udsat for grufuld tortur. Det lykkedes for Abdul at komme til Danmark og Maliha fulgte kort tid efter.

I deres nye fædreland blev de godt modtaget, men alting var meget anderledes. Sproget var og er svært at forstå, kulturen ligeså, og vejen til et job og dermed til at klare sig selv er meget lang.

Lokale tog imod
Problemer er der nok af, men ægteparret Hamidi synes, de kan overskue dem, og det skyldes i høj grad at de bor i landsbyen Øster Bjerregrav uden for Randers.

En hjælpsom kommune, en beredvillig boligforening og nogle venlige danske naboer har været med til at give familien et fornuftigt liv.

- Vi kommer aldrig tilbage til Afghanistan, så vi er meget glade for, at vi har fået det så godt, som vi har det her i Bjerregrav, siger Abdul Habi Hamidi.

Hamidi-familien bor i Ryleparken, en kun halvandet år gammel afdeling af Randersegnens Boligforening, bestående at rækkehuse grupperet omkring et fælles areal. Der bor otte andre flygtninge- og indvandrerfamilier samt enkelte danske familier.

At boligen stod parat, da Abdul Habi Hamidi forlod flygtningecenteret i Hadsund, skyldes, at Purhus Kommune og Randersegnens Boligforening var blevet enige om i fællesskab at sikre ordentlige boligforhold til de kvoter af flygtninge, der kom til området.

Men en bolig er ikke nok. Skal man finde sig til rette i en landsby, må man kende sine naboer, og det gør Hamidi og de andre flygtningefamilier i bebyggelsen. Så snart de flyttede ind, blev de kontaktet af en gruppe beboere i landsbyen, der tilbød hjælp og som tog nytilflytterne med i det lokale liv.

Familierne blev inviteret på besøg, børnene kom med i sportsklubben og de voksne fik assistance til at tackle sprog-problemer og praktiske gøremål og resultatet er ikke udeblevet.

Tilflytterne i Øster Bjerre-grav føler sig i dag som en integreret del af samfundet.

Børnene går i den lokale børnehave og skole og de har fået mange danske venner. Nogle af de unge har fået fritidsjobs i landsbyens brugs og på et autoværksted. De voksne går på sprogskole og studieværksted, og når de kommer hjem, er de tit i kontakt med danske bekendte fra landsbyen.

Overraskende indsats
- Det er en flot indsats, der er gjort af lokalsamfundet, siger Purhus Kommunes intergrationsmedarbejder Hanne Åkvist. Jeg blev ret overvældet, da man i Bjerregrav, allerede før flygtningene dukkede op, havde dannet en gruppe, der ville tage sig af dem, og selvom enkelte danske familier er faldet fra, er der stadig god kontakt med tilflytterne.

En at de danskere, der har fulgt integrationsprocessen på første hånd, er varmemester Anders Dyrby.

- Noget af det vigtigste for, at en ny gruppe mennesker skal føle sig godt hjemme i et område, er, at de har tæt kontakt med deres naboer. Det har indvandrere og flygtninge her i afdelingen, fordi de lokale beboere fra begyndelsen har været åbne og imødekommende, siger han.

Automekaniker Steffen Amdl Pedersen er en slags primus motor for kontakten med nytilflytterne. Han mener, at man i landsbyer har gode forudsætninger for at integrere flygtninge og indvandrere.

- I et lille samfund har man mulighed for at få så tæt en kontakt, at nye hurtigt føler sig hjemme, siger han. Det er sværere i et større samfund, hvor der er langt mellem boliger, butikker og arbejdspladser og hvor man kan leve uden at hilse på sine naboer. Vi er ikke specielle her i byen, og der er da også folk, der er imod, at der gøres noget for at få de nye med i lokalsamfundet, men generelt er der god forståelse for at det er til alles fordel at sørge for, at vi har meget med hinanden at gøre og det sidste giver Hanne Åkvist ham ret i.

Hun mener at forudsætningen for at få flygtninge og indvandrere til at forstå, hvad der foregår i et samfund, er, at der er en god kommunikation mellem dem og danskerne. Det er der i Øster Bjerregrav, hvor man både kan spille bold sammen og tage en snak uanset hudfarve.