TALE TIL SANKTHANS BÅL FREDAG D. 23. JUNI 2000
HOS PURHUS IDRÆTS FORENING

Båltaler Bjarne Overmark

Jeg takker for invitationen til at holde båltale Sankt Hans aften for Jer her i Asferg.

Som byrådsmedlem for en ny kommunalpolitisk liste i Randers, tillader jeg mig at opfatte Jeres invitation som et udtryk for, at Beboerlistens entre i byrådet også er blevet registreret med interesse hos bl.a. borgerne i Purhus kommune. Jeg er glad for, at også borgere uden for Randers Kommune har opdaget, at Beboerlisten skiller sig lidt ud fra mængden. Jeg har i forskellige forsamlinger hævdet det synspunkt, at politik i en vis forstand er ligesom mode. Det er det, der skiller sig ud, som vækker interesse hos de mennesker, der ikke lever efter mottoet:

"Andres tanker var dem mere end nok - stemte altid sammen med den største flok."

Det er jo en gammel sandhed, at det kun er de døde fisk, der driver med strømmen.

I Beboerlisten har vi den grundlæggende opfattelse, at en retsstat er karakteriseret ved, at et mindretal i samfundet har krav på at blive behandlet i overensstemmelse med loven. Det betyder, at ingen embedsmand, borgmester eller minister kan nægte et mindretal sine lovlige rettigheder blot med henvisning til, at han tror eller ved, at befolkningstallet i virkeligheden vil noget helt andet end det, der står i loven.

Netop i relation til svage og ikke særligt velorganiserede mindretal er det ekstra vigtigt, at vi aldrig accepterer, at myndighederne kan foretage et overgreb i strid med lovgivningen bare fordi myndigheden tror sig i overensstemmelse med folkeflertallet.

Netop i forhold til svage samfundsgrupper bør kommunalpolitikere, ledene kommunale embedsmænd og de direkte involverede kommunalt ansatte være sig meget bevidst, at det er så nemt at tryne mennesker, som ikke kan slå igen. Mennesker som ikke har stærke organisationer i ryggen. Mennesker som ikke har råd til at ansætte advokater og revisorer til skyhøje salærer, når deres interesser skal varetages. Det er i forhold til sådanne magtesløse grupper at et socialt ansvarligt samfund skal vise sin styrke og sin solidaritet. Det er denne grundholdning, som har været bærende i Beboerlistens indsats i Randers Kommune.

Beboerlistens største bedrift indtil nu har været oprydningen i det, der er blevet kendt som personaleskandalen i Randers Kommune. Et arbejde som er resulteret i den hidtil mest omfattende undersøgelse af en dansk kommunes afskedigelsespolitik foretaget af Kommunernes Landsforening- og hvor der fortsat mangler afklaring af 138 tidligere ansattes krav på erstatning for overtrædelse af partshøringsreglerne i Forvaltningsloven. Disse 138 sager verserer for øjeblikket hos såvel Folketingets Ombudsmand som Tilsynsrådet i Århus Statsamt.

Foreløbig er sagen endt i en situation, hvor både personaledirektøren og kommunaldirektøren er blevet fyret - og andre ledende embedsmænd er begyndt selv at rejse.

Indtil videre er det ikke lykkedes at formå borgmester Keld Hüttel til at forlade posten, men jeg anser det ligger fast, at han ikke genopstiller til næste kommunevalg i år 2001. I stedet har et flertal af de socialdemokratiske partimedlemmer ved en afstemning udpeget socialudvalgsformand Preben Smed som borgmesterkandidat. Preben Smed har bl.a. gjort sig bemærkes ved at stemme imod, at den tidligere personaledirektør Finn Gleerup skulle afskediges ligesom Preben Smed har det politiske hovedansvar for den hårdhændede behandling, som sociale klienter i hans formands periode har været udsat for i Randers Kommune.

Det seneste eksempel på dette kan læses i dagens Amtsavis, hvor konsekvensen af besparelse på børneanbringelsesområdet har vist sig i form af et konkret tilfælde, hvor en 15 årig dreng er totalt kuldsejlet i stofmisbrug og voldskriminalitet som følge af en hjemgivelse til en alkoholiseret og voldelig far.

Et vigtigt aspekt ved Grundloven fra 5. juni 1849 var indførelsen af det politiske demokrati.

Med juni grundloven blev der taget det første spæde skridt mod den form for parlamentarisk politisk demokrati, som vi i dag har i Danmark. Til en start var det dog alene mænd over 30 år, som havde boet fast mindst 1 år i valgdistriktet og havde et uplettet rygte, som havde valgret til Folketinget. Udelukket fra valgret var personer under værgemål, fallenter, de der havde modtaget urefunderet fattighjælp og personer i privat tjenesteforhold, medmindre de havde egen husstand og selv holdt dug og disk. Og den ene halvdel af befolkningen - kvinderne - havde heller ikke valgret.

I 1915 skete der væsentlige ændringer i Grundloven, hvor såvel kvinder som tyende fik valgret og valgretsalderen blev nedsat til 25 år. Et politisk gennembrud som blev sikret af den på det tidspunkt hastigt voksende arbejderbevægelse i samarbejde med de mere demokratisk orienterede dele af bondebevægelsen organiseret i partierne Venstre og Det Radikale Venstre.

Det vil føre for vidt her at opremse den historiske udvikling i dansk parlamentarisk demokrati. Lad os blot nøjes med at konstatere, at alle danske statsborgere over 18 år uanset køn og formueforhold i dag har valgret til Folketinget.

Det gode spørgsmål der rejser sig er imidlertid:

Synes hele befolkningen at deres politiske interesser er repræsenteret i
det nuværende parlamentariske system?

Det er en kendsgerning, at medlemstallet i de danske politiske partier gennem de seneste 30 år har været stærkt faldende og fortsat falder. I dagbladet Information var der sidste år på denne tid en anmeldelse af bogen "Det høje C - en bog om Det konservative Folkeparti 1965-1998", skrevet af den konservative jurist Ditlev Tamm. For 30 år siden havde partiet over100.000 medlemmer, i dag er der under 20.000 medlemmer. Tilsvarende udvikling har kunnet konstateres i de øvrige politiske partier.

Det er - med Jacob Haugaard som undtagelsen, der bekræfter reglen - de politiske partier, som opstiller de kandidater, som vi alle sammen har mulighed for at stemme på ved folketingsvalgene.

Det er en realitet, at det er en svindende andel - måske mindre en 3% af befolkningen - som bestemmer, hvem der skal sidde i EU-parlament, Folketinget, Amtsråd og kommunalbestyrelserne, idet vælgerne alene får mulighed for at sortere blandt de forhåndsudpegede kandidater.

Samtidig er folketingspartierne i stadig stigende omfang blevet udviklet til offentligt finansierede propagandapparater, hvor medlemskontingenterne spiller en stadig mindre rolle i finansieringen af partiernes aktiviteter. Realiteten er, at de menige partimedlemmer får stadig mindre indflydelse på såvel udviklingen af de enkelte partiers politik som på kandidat udpegningen.

Politik har udviklet sig til et særligt ekspertområde, hvor særlige specialister i et lukket system - som oftest domineret af embedsmænd - træffer afgørelserne. Disse politikspecialister har udviklet sig til et særlig lag i befolkningen, som i deres karriereforløb cirkulerer mellem den offentlige administration, store interesseorganisationer og de politiske partier.

I kender alle eksemplerne:

John Iversen, først med i SF, så i Europaparlamentet for SF, så ansat i EU-administrationen under kommisær Ritt Bjerregaard, nu vraget kandidat til EU-parlamentet for Socialdemokratiet.

Steen Gade, først i Folketinget for SF, nu direktør i Miljøstyrelsen.

Tilsvarende eksempler kan nævnes blandt borgerlige og socialdemokratiske politikere.

Afsluttende kan peges på Mogens Camres bemærkelsesværdige karriere. Først embedsmand i et dansk ministerium, så folketingsmand og politisk ordfører for Socialdemokratiet, så embedsmand i EU, nu medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti.

Denne udvikling er sket samtidig med, at de politiske forskelligheder mellem de politiske partier bliver stadig mindre. Af samme grund skal de enkelte kandidater i stadig større udstrækning gøre sig bemærket på alt andet end den politik de står for. Politikernes privatliv kommer stadig mere i fokus. Politikerne profilerer sig i voksende grad via såkaldt upolitiske talkshows o.s.v.

Fuldstændig den samme udvikling har kunnet iagttages i lokal kommunalpolitik - i hvert fald i Randers.

Indtil Beboerlisten blev repræsenteret i byrådet 1. januar 1994 foregik byrådsmøderne på den måde, at borgmesteren læste dagsordensteksten op fra ende til anden, efter hvert punkt spurgte om nogen havde noget at bemærke - det havde de ikke - hvorefter han læste teksten til næste punkt. Og ½ time efter mødestart var mødet slut. Alle beslutninger blev truffet i enighed.

Kun af historiske og nostalgiske grunde blev der stillet op på forskellige politiske lister til byrådsvalgene. Og byrådet blandede sig i virkeligheden ikke i kommunens anliggender. Al tankevirksomhed blev foretaget af og alle beslutninger blev taget af embedsmændene.

Ved Beboerlistens indtog i byrådssalen blev der vendt op og ned på de vante arbejdsgange. Vi benyttede os af retten til at stille forslag, hvilket ingen byrådsmedlemmer tidligere havde gjort. Ved samtlige byrådsmøder siden 1.1.1994 har Beboerlisten haft mindst 1 og ofte flere selvstændige punkter på dagsordenen. Vi har tilladt os at stille spørgsmålstegn, når vi var uenige med embedsmænds vurderinger og opfattelser. Resten af byrådet har betragtet vores optræden som brud på den gode tone.

På et tidspunkt sagde borgmesteren bebrejdende - efter at jeg havde holdt et indlæg - at det jo var et politisk indlæg. Hvortil jeg måtte sige, at det var rigtigt - men der var jo også tale om et byrådsmøde og ikke et middagsselskab.

Beboerlistens fremturen har bl.a. resulteret i en stærkt stigende lokal interesse for byrådets arbejde, hvilket bl.a. afspejler sig i, at der er stuvende fyldt på tilhørerpladserne til samtlige byrådsmøder.

Det er min grundlæggende opfattelse, at en voksende del af befolkningen føler sig fremmed i forhold til og uden kontakt med vores politiske system. Det er min tese, at de politiske partier i de kommende år i stadig større udstrækning vil miste deres monopol på at repræsentere befolkningens politiske interesser.

Og de partier som i realiteten har udviklet sig til den offentlige administrations talerør overfor befolkningen - og ikke fungerer som befolkningens talerør og kontrol i forhold til det offentlige system - vil komme i stadig større vanskeligheder.

Samtidig er realiteten, at politikerne i stadig voksende omfang minder om børnene i tivolis radiobiler. De drejer på rattet og tror de styrer noget som helst - men kendsgerningen er, at den politiske udvikling i Danmark dikteres af vores internationale position som medlem af EU og senest på krigsfronten i det tidligere Jugoslavien som medlem af NATO.

At Beboerlisten har kunnet slå igennem med den kraft og opbakning som er sket i Randers, den 6. største by i Danmark, viser hvilke potentialer der er i de store og voksende befolkningsgrupper, som ikke i længden vil affinde sig med at være tilskuere og ofre for udviklingen. Beboerlisten er blevet et eksempel på, hvad en gruppe menneskers mangeårige flittige og målrettede arbejdsindsats kan føre til af omvæltninger i et stort bysamfund . Beboerlisten er etableret og ejet af Randers Lejerforening og det er lejerforeningens generalforsamling, der er Beboerlistens øverste myndighed. Beboerlisten er talerør for de retligt underbemidlede såsom lejerne, udlændinge, folk på overførselsindkomster samt på lokalplan for en hjemløs venstrefløj.

Men vi mærker samtidig en stigende interesse hos mennesker, der traditionelt har været knyttet til de borgerlige partier. En interesse som bl.a. kommer til udtryk gennem et stigende antal personlige henvendelser. Interessen kommer også til udtryk i mere organiseret form. Bl.a. er jeg jævnligt inviteret som taler i diverse loger og Rotary-foreninger i Randers og Omegn. Jeg kvitterer altid for sådanne invitationer ved at sige, at det altid er dejligt at være blandt sine kærnevælgere.

Det er min opfattelse, at der vil blive stadig flere dramatiske opgør med et selvsupplerende politisk system, som har mistet kontakten med befolkningen.

Et første skridt i den retning vil blive, at der overalt lokalt vil blive taget initiativ til at bryde de politiske partiers patent på at opstille kandidater til kommunevalgene. Hvad vejen vinden blæser kan bl.a. ses i Kommunernes Landsforening, hvor det er lykkedes landsforeningen af borgerlister - som Beboerlistens byrådsmedlemmer er med i - at bryde folketingspartiernes monopol på at være repræsenteret i de ledende organer i Kommunernes Landsforening.

Såvel EU-udviklingen som den almindelige samfundsudvikling vil komme til at betyde store omvæltninger i den måde, som befolkningen hidtil har organiserer sine politiske interesser.

Helt grundlæggende er det befolkningens politiske engagement
og deltagelse som holder liv i demokratiet.
Grundloven giver rammerne - men det er befolkningen der skal fylde rammerne ud.

Det er i den forbindelse et kæmpeproblem, at EU-udviklingen i realiteten dag for dag tømmer beslutningsystemet i Danmark for indhold, uden at den danske befolkning har truffet en klar beslutning om, at sådan skal det være og uden at EU kan siges i dag at være under effektiv folkelig kontrol. Men det er en anden diskussion, som jeg ikke her skal komme nærmere ind på - men hver må gøre sin stilling op i forbindelse med afstemningen om Euroen d. 28. september 2000.

På sin vis er der noget livsbekræftende ved, at Randers kaserne i dag er tømt for militær, selvom det betyder tab af arbejdspladser og skattekroner for Randers kommune.

Fred, trivsel og fordraglighed mellem mennesker i hyggelige rammer er langt at foretrække for kaserneliv, krig og utryghed. I forhold til situationen andre steder i verden, er det trods alt et luksus problem, at forsvaret og Randers kommune nu skal bruge tid på at finde ud af, hvad en overflødig kaserne skal anvendes til.

Adskillige steder i verden er der desværre krig og utryghed. Tænk blot på krigene i det tidligere Jugoslavien.

• Senest krigen Kosovo med mange hundrede tusinde fordrevne.
• De forskellige krige i det tidligere Sovjetunionen. Borgerkrigen i Somalia.
• Den langvarige krig på Sri Lanka. Sadam Hussein's barbari i Irak.
• Massakrerne i Rwanda.
• Myrderierne i det østlige Tyrkiet i kampen mellem kurdere og Tyrkiet.

For blot at nævne nogle få af de alt for mange steder i verden, hvor der hverdag dræbes mennesker. Hvor store dele af befolkningen lever i konstant frygt for at miste deres hjem, deres familie og deres eget liv.

I disse områder bruger fattige samfund ufattelige ressourcer på at føre krig. Til stor skade for civilbefolkningen, som ser værdier ødelægges - huse, veje, skoler, hospitaler o.s.v. - som er blevet bygget op gennem generationer. I disse områder ser befolkningerne frem til den dag, da kaserner og militær er overflødig.

Store befolkningsgrupper fra disse krigshærgede områder er blevet drevet på flugt for at redde livet. De fleste flygter til de nærmeste stater, men relativt få er også endt i Danmark. Seneste er der fordrevne Kosovo albanere, som midlertidigt er indkvarteret på Randers Kaserne.

En hver civiliseret nation er forpligtiget til at modtage flygtninge, der er truet på livet i hjemlandene. Den internationale flygtningestrøm har også løbende givet anledning til megen diskussion i Danmark.

På trods af at vi lever i et af verdens rigeste lande, hvor ingen har oplevet blot en mikroskopisk nedgang i levestandard og forbrug som følge af flygtningenes tilstedeværelse. Diskussionen om flygtninge fik den tidligere justitsminister Erik Ninn Hansen til at tro, at han kunne tillade sig at tilsidesætte Tamilske flygtninges lovlige rettigheder, herunder retten til at blive sammenført med deres familie. Resultatet af Ninn Hansens private chikanerier mod tamilerne kender vi nu alle. Ninn Hansen blev dømt i Rigsretten, der kom i funktion for første gang i 80 år.

Der blev trukket en streg i sanden, som viser at også ministre har pligt til at holde loven. Og hvis ministre er utilfredse med loven må de forsøge at få et flertal i folketinget til at ændre loven, men ministre kan ikke bare begynde at administrere i strid med gældende lov.

På denne årets lyseste dag er det opløftende, at det danske parlamentariske system og det danske retssystem trods alt - selv om det tog mere end 7 år - var i stand til at trevle denne sag op og sørge for at i hvert fald den hovedskyldige blev dømt.

I den forbindelse er det vigtigt at huske FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder. En erklæring som alle civiliserede nationer har skrevet under på. Heraf fremgår:

"Enhver har krav på alle rettigheder og friheder,
som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling
af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog,
religion, politisk eller anden anskuelse, national eller
social oprindelse, formueforhold, fødsel eller
samfundsmæssig stilling."

Ligesom det er på sin plads at nævne FN's konvention om Civile og Politiske Rettigheder, som også er underskrevet at størstedelen af verdens stater. Heraf fremgår:

"Enhver, der lovligt befinder sig på en stats område,
skal inden for dette have ret til at færdes frit
og til frit at vælge opholdssted."

Disse internationale standarder er vigtige at holde sig for øje i den ophedede debat om de "fremmede", som lever iblandt os.

På trods af at vi lever i en verden, hvor udviklingen i sig selv på mange punkter ikke er alt for opløftende, hjælper det imidlertid ikke at forefalde til pessimisme og almindelig opgivenhed. Menneskene er ligesom lille Peter Edderkop, som kravlede langsom op, hver gang regnen har skyllet den ned.

Sådan aften som i aften, hvor vejret er godt og vi er en flok der er samlet for at hygge os til Sankt Hansfest, giver i sig selv anledning til optimisme. Set i verdens perspektiv lever vi et smørhul i Danmark. Og vi er trods alt kommet så langt, at vi ikke længere sætter levende hekse på bålet Sankt Hansaften, men nøjes med efterligninger af brændbart materiale.

En af livets gratis glæder er fornøjelsen ved at være sammen med hinanden. På trods af modgang og måske svigtende helbred, er det omgangen med hinanden, der holder os mennesker levende og i gang.

Lad os ikke glemme det denne lyse sommeraften, hvor Danmark viser sig fra sin bedste side.

Tak for Jeres tålmodighed og fortsat god Sankt Hansfest.