ASFERG SKOLE

OMSORGSPLAN
Se den som Acrobat dokument

 - et fælles grundlag at handle ud fra i sorg og krise.

Med udgangspunkt i materiale fra Kræftens Bekæmpelse og anden litteratur har et udvalg bestående af skolebestyrelsesmedlemmer og lærere arbejdet med emnet i skoleåret 1998/99. Der er mange situationer, hvor vi ansatte i skolen skal reagere med andet end det rent faglige. Vi har en særlig forpligtelse i disse situationer til at varetage barnets tarv.

Det er denne medmenneskelige tankegang, der er baggrund for, at vi har ønsket at etablere et egentligt sorg- og kriseberedskab. Formålet har været at udarbejde en handleplan for Asferg Skole, så vi har en mulighed for at håndtere svære situationer i skolen: Dødsfald, ulykker og alvorlig sygdom.

Nu foreligger materialet i den form, udvalget har fundet anvendelig.

I skoleåret 1999/2000 vil emnet blive behandlet på en fælles kursusaften for skolebestyrelse og lærere. Handleplan og litteratur, samt en kasse med forskellige ting til anvendelse ved markering af triste hændelser vil derefter være ledetråden, hvis eller når en krisesituation opstår.

Ikke to krisesituationer er ens. Derfor har det også været vanskeligt at udarbejde faste retningslinjer, der kan følges i alle situationer. Imidlertid er det sådan, at kriseprægede situationer som regel får os til at reagere mere følelsesmæssigt og mindre rationelt, end vi normalt gør. Vi må derfor forberede os på det værst tænkelige på forhånd.

En plan, der i store træk beskriver ansvarsfordeling, arbejdsopgaver og tidsforløb er en metode til at undgå, at man står rådvild og forvirret og spørger sig selv: "Hvad gør vi nu?" Vi skylder børn, forældre og os selv at være bedst muligt forberedt, - også på en svær situation.  

Udvalget:

Helle Hansen, Henning Kjellerup, Kirsten Lorentzen, Birgitte Boje og Karen Straarup.

Vedtaget i skolebestyrelsen den 8. november 1999. 

• Asferg Skoles Handleplan
• Praktiske oplysninger, f.eks. telefonliste
• Litteratur og forslag til undervisningsforløb i mange forskellige situationer
• En samling forslag til musik, digte, salmer, mindeord m.m.
• Ting til brug ved ritualer og mindehøjtidelighed

Iværksættelse:
1:	Større ulykker i skolen, på skolevejen, ved udflugter, lejrskoler eller lignende.  Hændelser med dødelig udgang, der sker på skolen.
2:	Dødsfald. Elevs død Lærers eller skoleleders død. Forældres død. Dødsfald blandt en elevs søskende.
3:	Dødsfald i elevens øvrige familie.
4:	Alvorlig og langvarig sygdom blandt elever, forældre og lærere.

Iværksættelse - Hvad gør vi?

A   Information

B   Markering/handling

C   Opfølgning

 

---

A: Information:

Omsorgsgruppen består af:

Omsorgsgruppen er ansvarlig for:

• at der forefindes en tidssvarende kriseplan på skolen.
• at hele lærergruppen ved, hvor kriseberedskabet findes på skolen.
• at følge op på hændelser.
• at orientere forældrekredsen om de punkter, som kriseplanen lægger op til, at forældrene bør vide.
• at støtte involverede lærere.

B: Handling.

1:	Større ulykker i skolen, på skolevejen, ved udflugter, lejrskoler eller lignende. Hændelser med dødelig udgang, der sker på skolen.

 

Når grupper af elever og lærere forlader skolen, bør der være udpeget en leder og en stedfortræder for gruppen.

Lederens opgave ved ulykker:

 Danne sig et hurtigt overblik over situationen.

 Sørge for førstehjælp, hvis det er nødvendigt.

 Sikre sig, at der er tilkaldt redningshjælp, hvis det er nødvendigt.

 Sørge for, at skolens leder bliver informeret.

Skolelederen sørger for, at hele lærergruppen er informeret om, hvordan ulykken skete, hvem der kom til skade, og hvor alvorlig ulykken var. (Undgå rygtedannelse).

Det aftales, hvordan resten af skolen orienteres.

Der tages stilling til, om der er behov for at tilbyde krisehjælp til de implicerede. 

Formanden for omsorgsgruppen indkalder lærerne til information. Det er vigtigt at mødes hurtigt, så man har mest mulig tid til rådighed. Det er ligeledes vigtigt at have så mange informationer som muligt.

Mødet har to formål:

1) Give lærerne information om, hvad der er sket, samt give dem tid til at bearbejde informationerne og forberede sig til mødet med eleverne.

 - Hvad er der sket, hvor, hvornår, hvordan?

- Hvem var impliceret?

- Hvorfra har man informationen?

2) Afklare hvordan resten af skoledagen skal forløbe.

Omsorgsgruppen har aftalt, om hele skolen skal samles.

Det aftales, hvad der skal gøres i klasserne.

Se forslagskasse.

Ved en elevs død går skolelederen (eller stedfortræder) med klasselæreren ind i klassen, hvori eleven gik. De skal på forhånd have aftalt, hvad der skal siges, og hvem der gør det.

Sange, digte, ritualer skal være valgt med omhu, da både elever og lærere senere vil forbinde dem med, hvad der skete.

I klassen (Ideer):

Skrive digte - skrive breve til afdøde eller forældrene - lave tegninger.

Læse op for eleverne - snakke om hvordan sorg påvirker os.

Ritualer: Tom klassestol - lys på elevens plads - billede - små ting.

I dagene op til begravelsen: Et tændt lys på elevens plads. Dagen efter begravelsen fjernes det tomme bord.

Se forslagskasse.

Elevens begravelse:
Klasselæreren og en anden lærer er kontaktpersoner. Sammen med omsorgsgruppen tager de sig af orientering af elever og forældre, samt iværksætter deltagelse m.m.

• Personlig kontakt til det afdøde barns hjem. Her afklares familiens ønsker med hensyn til kammeraternes deltagelse.
• Information til forældrene i klassen: Indkaldes til et hurtigt møde (forældre og børn). Kort snak om begravelsen. Børnene forberedes.
• Hvis familien er indforstået, laver børnene i fællesskab en dødsannonce eller mindeord til avisen.
• Klasselæreren sørger for blomster betalt f.eks. af klassekassen. Det kan være en ide, at hver elev medbringer en rose, som lægges ved kisten ved begravelsen.
• Børnene deltager i begravelsen, forældre er med som støttepersoner

Opfølgning: Se specielt afsnit

Dødsfald blandt en elevs søskende.
Den elev, der har mistet en søster eller bror, har brug for megen omsorg og opmærksomhed i skolen.

Klasselæreren og omsorgsgruppen aftaler, hvordan situationen skal gribes an:

• Klasselæreren taler med barnet.
• Efter aftale med barnet og familien iværksætter omsorgsgruppen nogle af de handlinger, der er nævnt ved forældres død.
• I klassen tales om, hvordan død og sorg påvirker alle mennesker.

3: Dødsfald i elevens øvrige familie.

Klasselæreren vurderer, hvor tæt eleven var knyttet til den afdøde ved at tage en uformel samtale med eleven. Klasselæreren drøfter vurderingen med teamet. Nogle af forslagene fra søskendes død vil kunne bruges. Vær opmærksom på, at et barn kan sørge dybt over tabet af en af bedsteforældrene.

4: Alvorlig og langvarig sygdom blandt elever, (forældre og lærere).

Kontakten med den familie, der er ramt af alvorlig sygdom eller ulykke.
Hvis en elev bliver alvorligt syg eller kommer ud for en ulykke, træder skolens omsorgsgruppe straks sammen.

De aftaler, hvem der kontakter hjemmet for at få en reel information. Denne information og en eventuel prognose må formidles til klassens øvrige elever. Evt. inddrages læge, sygeplejerske eller andre med ekspertviden.

Nedenstående er især rettet mod en elev, der bliver ramt af sygdom eller ulykke.

Information.
Klassens forældre skal også informeres, så de kan tale med deres børn om det, der er sket. Situationen må afgøre, om det skal være et møde eller et brev. Hvis der er tale om en ulykke, må det overvejes, at klassen besøger stedet, snakker om hvordan ulykken skete, evt. medvirken af barnets familie. Skolelederen sørger for, at de øvrige lærere får nogle fakta, så mytedannelse undgås, og lærerne kan svare på spørgsmål fra andre klasser.

Baggrunden for at skolen skal reagere.
Når et barn er ude for noget alvorligt, påhviler det de voksne, der har daglig omgang med barnet at tage hånd om situationen. Der er ikke andre, der gør det.

Skolen er en af disse parter, og hvordan forholder man sig så?

Den holdning, vi har over for mennesker i en akut krise, er ofte afgørende for, hvordan krisen bearbejdes, og om den kriseramte bagefter vil kunne se tilbage på denne periode med en følelse af, at tiden også fik et positivt indhold, og at vedkommende fik hjælp og støtte, da der var mest brug for den.

De pårørendes møde med en alvorlig sygdom hos deres barn kan være dramatisk. De mange nye situationer, - beslutninger der skal tages og angsten for at miste barnet, får måske de nærmeste til at reagere uventet. Da er det vigtigt, at venner, kolleger og kammerater ikke trækker sig tilbage og lader de kriseramte "i fred".

De pårørende er udsat for en meget stor stressfaktor, det fører til en eller anden sorgreaktion, og de har mindst af alt brug for, at omgivelserne trækker sig.  

Kontakt de pårørende og tal med dem - måske kan man kun finde på almindelige ting - men spørg også til det syge barn. Bemærkninger som: "Jeg ved jo, at Lise er alvorligt syg, er det stadig lige slemt?" eller "Jeg har fået at vide, at Lise er alvorligt syg, går det lidt fremad?" Sådanne spørgsmål åbner for en mulig samtale. Hvis den pårørende gerne vil fortælle meget, kan muligheden benyttes. Modsat kan svaret også gøres kort, hvis den pårørende ikke har lyst lige nu. Ogikke mindst: Spørgsmål af den karakter låser ikke en situation, som hvis man spørger: "Bliver hun helt rask?"

Hvis det syge barns forældre har brug for særlig hjælp, skal der selvfølgelig eksperter til, men som medmenneske kan man lytte og evt. foreslå, at de skriver dagbog. At skrive dagbog er at få sine tanker fæstet på papir helt for sig selv. Det kan være en hjælp til at få styr på det kaos af tanker, man har. At notere dag for dag, hvordan barnet har det, hvilke undersøgelser, behandlinger der har været- og hvad barnet har været interesseret i, har sagt, eller bare hvordan dagen har været.

Klassens kontakt med det syge barn.
Klasselæreren (evt. andre lærere) og klassekammeraterne er en væsentlig del af barnets liv. Hvis ikke familien kontakter skolen, må skolen selv opsøge familien.

Første kontakt kan være breve, billeder eller små ting, der sendes fra klassen.

Organiser brevskrivningen. Ved et langt sygeleje er det vigtigt, at brevene ikke kun kommer den første tid. Kan klassen overkomme at skrive en lille hilsen hver dag, er det bedst. Den lille syge kammerat vil se frem til de små hilsener. Der behøver til gengæld ikke være ret meget ad gangen.

Besøg: Så snart det er muligt, skal kammeraterne på besøg. En turnusordning, hvor forældrerådet medvirker, er meget fin, og det er nødvendigt at være flere om opgaven.

En kammerat på besøg opvejer megen voksenkontakt. Kan man organisere besøg hver eller hver anden dag, er det bedst. Så bevarer det syge barn den daglige fornemmelse af hverdagen i skolen. Ellers kan det aftales med familien, hvilke dage de f.eks. ikke selv kan være der så meget.

Svigt ikke: Når en turnus er aftalt, skal den overholdes. Den lille patient vil glæde sig meget og må ikke blive skuffet.

Besøget: Hav spil, legetøj, billeder og andet med, som barnet kender eller kan genkende. Det kan være, at der opstår rutiner, så de altid kigger frimærker, når Jonas er på besøg og altid leger med Lego, når Rasmus er der. Det kan man lade udvikle sig. I begyndelsen er det vigtigt at have en lille ting, børnene kan snakke om eller lege med, for de kan jo ikke være sammen helt på samme måde som ellers.Ved en lang sygeperiode får man brug for alle de ideer, der kan tænkes. Små hobbyting, der kan fremstilles i sengen, pynt til at hænge ved sengen, højtlæsning, lege, små konkurrencer, lydbånd, billeder, video, tegninger fra klassen m.m.

Man skal heller ikke være bange for at bruge lidt utraditionelle ideer. Børn kan f.eks. sagtens lege teater og være klædt ud, selv om den ene sidder i en seng.

Besøgene skal selvfølgelig afpasses efter det syge barns tilstand med hensyntagen til træthed og formåen. De voksne kan under besøget trække sig lidt tilbage i rummet. Det syge barn vil nyde at have et andet barn for sig selv, og så er der også noget at fortælle mor og far senere. 

Kan man snakke med barnet om, hvad der er sket?
Absolut ja. Man må ikke forsøge at bagatellisere eller "glemme" det skete. Man må prøve at holde sig til sandheden og samtidig altid give udtryk for håb.

Både barnet selv og dets pårørende har brug for voksne, der kan rumme deres følelser, og som kan stille op til en samtale, selv om den bliver pinefuld.

De vanskelige samtaler med et barn, der er bange for at dø, eller som tror sygdommen er en straf, må heller ikke af vises.

• Gentagelser af enkle budskaber, ikke lange forklaringer.
• Fortæl igen og igen, at barnet ikke er skyld i det, der er sket.
• Lad barnet vise sine følelser, f.eks. vrede.
• Find historier med et lignende tema.

Hvornår tilværelsen igen er normal efter sådan et langt forløb,kan være svært at afgøre, men det er helt sikkert, at såvel de berørte kammerater og lærere som det syge barn har fået nogle oplevelser, som de aldrig vil glemme. Fra skolens side vil vi gerne opnå, at hovedparten af de oplevelser bliver til positiv livserfaring.  

Alvorlig sygdom eller ulykke blandt forældrene eller nærmeste familie:
Åbenhed om sygdommen og det, der sker, er den bedste støtte for barnet i skolen, uanset hvor trist og traumatisk det er. Materialet fra Kræftens Bekæmpelse kan være en god hjælp til at bearbejde emnet i klassen. Se også litteraturliste: Der er mange titler, der omhandler forældres alvorlige sygdom, - beregnet for forskellige aldersgrupper.

C: Opfølgning
- tiden efter ulykken/dødsfaldet.

Sorgens 4 stadier:

1. Chokfasen (varer fra et øjeblik til nogle døgn).
2. Reaktionsfasen (kan vare flere uger).
3. Bearbejdningsfasen(kan vare i mere end et år).
4. Nyorienteringsfasen (vil bestå hele tiden, - personen vil leve med et ar i sjælen, og det forsvinder aldrig).

• Find litteratur, der har temaet: At miste en kær ven eller søster/bror. (En bog som Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte" kan nævnes, men der er mange).
• Kammerater og forældres deltagelse i en søskende-begravelse må vurderes i det enkelte tilfælde.

Ideer og forslag til opfølgningstraks:

• omsorg/opmærksomhed/et kærligt tryk/en kort bemærkning ( d. s. 9)

• klasselæreren og de andre lærere ang. barnets situation (d. s. 11)

• klasselæreren orienterer vikarer og nye lærere i klassen

• kontakt til hjemmet, så hjemmets/elevens aktuelle situation er er kendt (d. s. 22)

• information af klassen/skolens klasser, så "ubetænksomhed"/drillerier undgås

• ritualer (d. s. 26)

• skabe netværk, så der kan tales om "de svære spørgsmål" derhjemme.

• skrive dagbog ( c. s. 34)

• overvej hvordan tager man imod det sørgende barn efter en begravelse (c. s. 46)

- klasselæreren har orienteret klassen

- klasselæreren giver i den berørte elevs fravær klassekammeraterne mulighed for at stille spørgsmål om død og tab

• vær opmærksom på barnets/de voksnes urørlighedszone (c. s. 47)

• vis barnet/de voksne, at det er tilladt at vise sorg - og at tale om det. (c. s. 48)

• vis medfølelse, forståelse, medleven, ikke medlidenhed (c. s. 48) *

• hjælp ved at tage initiativet og sige, hvornår du kan komme på besøg, og hvordan du kunne tænke dig at hjælpe (klasselærer/kollega/leder) ( b. s. 11)

Ideer og forslag til opfølgningstraks og senere:

• tænke over ritualets vigtigste formål - hvem skal deltage? - hvor? hvornår - hvem skal lede eller gennemføre det? Ritualer er foreslået i det meste materiale - gennemleve sorgen:

- tegninger
- tom klassestol
- besøge gravstedet
- besøg på sygehuset
- markere den syges/dødes fødselsdag
- tale om den syge/afdøde elev/forældre/lærer
- lave en mindebog - erindring
- plante et træ - erindring
- skrive et brev til den afdødes forældre/venner - erindring
- tænde lys - erindring
- se på fotografier - erindring
- skrive et digt - erindring

• vær opmærksom på alm. forekommende reaktioner på sorg. (kopi fra b. s. 6 - 8)
• giv berøring - fysisk kontakt: Lad barnet selv sætte grænser
• find på lege spil, der giver anledning til fysisk kontakt for større børn, hvis de ikke bryder sig om at blive krammet.
• lyt

Ideer og forslag til opfølgning senere:

Litteraturhenvisninger:

1. OM BØRNS TAB OG SORG
   Donna O´Toole 1998
    
2. BØRN OG SORG
   Om børns reaktioner på tab og død.
   Anne Jacobsen 1988
    
3. BØRN OG SORG
   - om forældretab i barndommen
   Doris Ottesen 1998
    
4. OMsorg handleplan
   Kræftens bekæmpelse 1998

Men så kom Jonatan og trøstede mig. Ja, han kom virkelig! Åh, hvor var det vidunderligt! Alting blev næsten godt igen. Han forstod nok langt borte i Nangijala, hvordan jeg havde det uden ham, og han syntes vel, han måtte trøste mig. Derfor kom han, og nu er jeg ikke så ked af det længere.