Skiløb - godt for krop og sjæl
11-3-2006: Sne nok til langrend? Jo - hvis du tager til Glenstrup Sø. Isen bærer fint, og der er gået et spor rundt i kanten om hele søen - ca. 12 km. Med forbehold for at dagens blæst ændrer forholdene er der sne hele vejen rundt. Og skulle du være så heldig at have en kite er søen perfekt til kiteskiing.
2006: Fint skiføre i Hem Skov 22. januar: Der er nu gået et spor som vist på kortet længere nede på siden. Visse steder er der lidt iset, men alle steder er der tilstrækkelig med sne. Turen rundt tager to timer eller mere.
2005: Ski på sporet ! Mange skove som f.eks. Hem skov (se nedenunder) er svært fremkommelige pga. væltede træer. Så hvor er der så plads til uhindret skiløb uden hele tiden at skulle forcere elektriske hegn, grøfter, veje osv.? Ski på jernbanespor er en mulighed. Normalt er disse forbeholdt togene, men veteranjernbanen fra Handest til Mariager
er en undtagelse - her kommer ingen tog i vinterhalvåret. Webmaster tog turen d. 5. marts 2005 fra overskæringen ved Kåthedevej op til Mariager og retur. Den første strækning frem til True manglede visse steder sne pga. af vinden, men fra True og til Mariager er der ganske fine forhold. Se billeder og kort - klik for større version.
Status 8. januar 2003: Generelt godt sne og opkørte spor. Utrolig flot pga. rimfrost.
Vi danskere bruger formuer på at rejse til sneen i nord og syd. Derfor kan det undre, at meget få benytter muligheden for skiløb, når vi en sjældent gang begunstiges med sne her til lands. Og borgere i Purhus har faktisk to rigtig gode langrendsområder.
Fussingø Skovdistrikt er et velkendt område, der også må lægge sne til skiglade Randers borgere.
Hem Skov (se kort) er en overset perle , der byder på særdeles kuperet terræn med en højdeforskel på ca. 70 meter. Skovbevoksningen er ganske variereret og der er større sandsynlighed for at støde på rådyr end på andre skiløbere. Området er så stort, at du sagtens kan løbe i flere timer uden at krydse dit eget spor. Faktisk kan et kompas være en god idé.
Billederne viser vinterstemning i Hem Skov d. 30 & 31. dec. 2000
|