|
|
 |
|
Du finder nu Purhus Lokalarkiv på www.purhuslokalarkiv.dk - siden her vedligeholdes ikke |
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Årsskrift for Purhus Lokalarkiv 1998
Forsidebillede: Spentrup Jernbanestation Indhold:
Foreningens bestyrelse:
Jytte Nielsen Rejstrupvej 30 Sønderbæk tlf. 86 454369 Sigrid Andersen Baldersvej 11 Spentrup tlf. 86 477105 Karen Brøndum Gl. Viborgvej 321 Venning tlf. 86 466034 Inger Vinter Jagtvej 1 Læsten tlf. 86 451530 Jørgen P. Olsen Sparrehusvej 26 Gassum tlf. 86 478108 Poul Knudsen Fårbækvej 5 Fårup tlf. 86 442873 Tove Bertelsen Udsigten 4 Ø. Bjerregrav tlf. 86 454311 Michael Knudsen Søndergade 27 Asferg tlf. 86 443372 Karen Nielsen Gl. Viborgvej 404 Ålum tlf. 86 466393 Suppleanter: Ruth Pedersen Vindingholmvej 12 Kousted tlf. 86 443649 Erik Johansen Hviddingvej 1 Nørbæk tlf. 86 452063 Hans Vinggaard Doktor Alle 8 Spentrup tlf. 86 477374 Årlig kontingent: 75 kr. Pensionister 40 kr. Redaktion: Erik Johansen, Jørgen P. Olsen, Karen Nielsen ISBN 87-985825-5-0
1998 i Purhus Lokalarkiv.Den 29. august rundede Purhus Lokalarkiv de 20 år. Kamp og jeg har været med hele vejen, og når vi tænker tilbage på det første år, hvor vi kun havde et enkelt rum med bart cementgulv, et skrivebord og et par udrangerede stole, samt to papkasser med arkivalier på gulvet, må man nok sige, der er sket noget, både hvad angår rummenes antal, udseende og udstyr. Af arkivalier blev der ret hurtigt anskaffet kopier af kirkebøger, folketællinger og udskiftningskort. Det blev grundstammen i arkivet, og intet er blevet brugt mere end netop de tre ting. Uden om det er samlingen så vokset støt, og jeg tør slet ikke skyde på, hvor mange fotografier og arkivfonder vi har i dag, men begge dele løber op i flere tusinde. Og der kommer stadig en lind strøm.I år er der indkommet særlig mange billeder fra Bjerregrav og Nørbæk - et resultat af udstillinger. Af foreningsarkivalier har vi fået det samlede arkiv fra "Den selvejende institution Spentruphallen" 1973-88. Protokoller fra Spentrup Pensionistforening 1948-94, Kousted Vandværk 1934-88 og Asferg Borgerforening 1949-71. Vi har fået en bog om pastor Berthelsen, Bjerregrav 1862-74, et skifte for Anders Jensen, Læsten 1881, et luftfotografi over Rejstrup 1964 og meget andet. Arkiveringen skrider så godt frem nu, at tingene ikke kommer til at ligge længe, men hurtigt bliver registreret og dermed gjort tilgængeligt, dog kan enkelte store sager tage så lang tid, at de først er på hylderne et godt stykke tid efter afleveringen. Vi har i årets løb lavet 6 udstillinger. Bjerregrav Ældrecenter og Nørbæk Efterskole, som begge gav utrolig respons i form af oplysninger og afleveringer. Rådhusets kantine, Malvines hus, Asferg Ældrecenter og Kousted Forsamlingshus. Udstillingerne omfatter fortrinsvis billeder fra området, hvor udstillingen er, og vi sørger så vidt muligt for at have en på stedet, der ved noget om og kan snakke med om billederne. Den 25. marts satte vi focus på Nørbæk. Aftenen startede i kirken, hvor sognepræst Erik Johansen fortalte kirkens historie. Vi fik samtidig lejlighed til at se kirkens nye våbenhus, en smuk, unik træbygning, som klæder kirken. På efterskolen var der forskellige indlæg om Nørbæk i gamle dage, en stor billedudstilling fra arkivet og private, og tilsidst kaffe. Der var 60 deltagere.
25.november satte vi focus på Asferg. Også her startede vi i kirken,hvor sognepræst Hans Erik Apelgren fortalte om kirkens tilblivelse, og om det nye, der i de senere år er kommet i Asferg kirke. Gammelt er dog det nu tilmurede hul i korvæggen, hvor igennem de spedalske fik rakt nadveren, da de på grund af smittefaren ikke måtte komme i kirken. Bagefter var der kaffe på ældrecentret, hvor der også var en udstilling af billeder fra arkivet. En række dygtige fortællere berettede om deres barndom i Asferg og Kåtrup. Ca. 80 deltagere. Af andre arrangementer har året budt på en filmaften i Sønderbæk om dansk landbrug 1940-90. 35 deltagere. Udflugt til Bidstrup Gods med 80 deltagere. Foredrag om idrætsforeningernes historie v. Hans Kjeldstrup. 5 deltagere. Lysbilledforedrag om middelalderudgravninger i Randers v. Inger Marie Hyldgaard. 12 deltagere. Årets sidste del var præget af udgivelser. Fussingøgruppen lagde ud med Thyge Jensens "Herremænd med gyldne kæder", om den gamle Skeel slægt på Fussingø. Arkivet har ikke noget at gøre med udgivelsen, men vi forhandler bogen. Dernæst kom Anne Marie Kjærs bog om Ålum, udgivet af arkivet og Anne Marie Kjær i fællesskab. Vi kunne her glæde os over mange lokale tilskud og så stor interesse for bogen, at den allerede en måned efter udgivelsen var udsolgt. Samme dag som der var "Focus på Asferg" udkom bogen "Bogen om Asferg" udgivet af en studiekreds fra Asferg. Heller ikke den var arkivet økonomisk involveret i, men vi forhandler den. Endelig kom så arkivets egen publikation, den årlige kalender, med forsamlingshuse som tema. Alt i alt et år med stor aktivitet. Omkring 200 personer har gæstet arkivet med forskelligt ærinde. Derudover har vi haft mange skriftlige og telefoniske henvendelser, der har krævet større eller mindre undersøgelser. Som noget nyt hos os, er der kommet forespørgsler pr. Internet fra USA. De er kommet til Randers kommune, herfra til Purhus kommune og er så havnet hos os. Disse henvendelser drejer sig mest om slægtsforskning. Foreningen har nu ca. 225 medlemmer, og på generalsorsamlingen sidste år blev det vedtaget, at kontingentet fra 1999 skulle være 75 kr. på. husstand og 40 kr. for pensionister. Det er mange år siden, kontingentet sidst er steget, og vi håber ikke de nye satser vil skræmme nogen væk. Til slut vil jeg gerne rette en varm tak til den godt samarbejdende bestyrelse og til vore medlemmer, der trofast bakker op. Jytte Nielsen.
Blade af en regnebog og dens vandring.v. Erik Johansen. En dag i september blev jeg opsøgt af et ægtepar fra Sjælland, der gav udtryk for, at de havde noget, de mente ville være af interesse for Purhus Lokalarkiv, og som hørte hjemme her. Og det kan nok være, at de havde ret. Det viste sig at være en bog. En håndskrevet bog på 321 sider. Og meget gammel.
Bogen er godt og vel 18 5 19 cm i format og 3,5 cm tyk. Papiret er solidt og velbevaret, som bogen i det hele taget. Men hvad er det for en bog ? Det spørgsmål opklares straks ved et opslag på titel bladet.
Teksten på venstre side lyder: "Indrettet til en Zifre-Bog Anno ...... den ......... i Nörbech Skole Og på højre side: " I Jesu navn Det må siges at være en from indledning til arbejdet med regneundervisningen. Hvor gammel er så bogen? Desværre er rubrikkerne til dato og år på titelbladet ikke udfyldt. Og da bogen er håndskrevet, er der af gode grunde heller ikke noget trykkeår. Men heldigvis er der to små notitser i bunden af to sider langt inde i bogen. På side 206 står: "Datum Nörbech Skole 19de Februarii 1811. Anders Jensen." Og tilsvarende på side 255:
"Skreven og Indzifret i Nörbech Skole d. 22 Martii Anno 1811 af Anders Jensen Nörbech." Så vi ved, at bogen er benyttet i året 1811. I Nørbæk skole. Her rejser sig imidlertid et nyt spørgsmål: Har læreren - i dette tilfælde angiveligt Christian Schmidt der var lærer i Nørbæk i mange år, nemlig ca. 1806 - 1835, i en landsbyskole i det afsides og forarmede Nørbæk sogn flere år før folkeskoleloven af 1814 udarbejdet håndskrevne lærebøger på over 300 sider til hver enkelt elev i grundskolen? Bøger, som tilmed kun kunne bruges én gang, fordi eleven skulle "indzifre", dvs. skrive tallene (udregningerne)? Nej, det har han næppe. Det får vi bekræftet ved at se på indholdet i bogen. Udover almindelig regning omfatter den blandt mange andre ting f.eks. assuranceregning, handelsregning (ret avanceret), vekselregning (også udenlandske veksler - godt 40 sider !) samt elementær geometri. Hvem har haft brug for at vide dét i Nørbæk i 1811 ? Ja, det har Anders Jensen åbenbart. Men desværre er det endnu ikke lykkedes at finde ud af, hvem denne Anders Jensen var. De sædvanlige kilder såsom folketællinger og kirkebøger giver ikke umiddelbart resultat. Måske får vi alligevel et fingerpeg, tilmed fra højst uventet side. Søren Holm, der afleverede bogen, stammer fra Nørbæk, og kunne fortælle, at hans far, Otto Holm, der var tømrermester i Nørbæk, havde fået bogen fra dødsboet efter en ældre dame, Ane Sophie Rasmussen, der var død i 1951. Ane Sophie Rasmussen var blevet enke allerede i 1901 og siden flyttet til Nørbæk. Her fungerede hun i mange år som husholder på "Aaldamgaard", idet hun dog i alt fald en del af tiden boede på Fårupvej i Nørbæk. Det er ikke usandsynligt, at det er i forbindelse med sin mangeårige tilknytning til familien på "Aaldamgaard", hun har erhvervet denne meget specielle bog og øjensynlig passet godt på den (såvel som alle andre ejere har gjort i dens 187 årige levetid). Driften af en stor gård har allerede på den tid krævet viden og kundskaber udover det almindelige. Eller måske har en af de yngre sønner skullet sættes i vej inden for et andet erhverv. Her ender sporet foreløbig. Læserne indbydes til at deltage i den fortsatte jagt på Anders Jensen. Men hans regnebog har vi under alle omstændigheder. Og den er absolut et klenodie i arkivets samlinger. Vi er meget taknemmelige for den.
Et tidsbilledeErhard Borch.
|
 |
Hvor meget der sås op til bedstemoderen på Skjern, fremgår af følgende træk, som moster Johanne har fortalt. Hun havde en dag, da hun vel har været en halv snes år, revet sin hånd slemt. Den blev meget betændt, og moderen vidste ikke bedre råd end at gå med hende de ca. 2 mil til Skjern. Bedstemoderen, der da også straks lagde alt andet arbejde til side, fik lavet et urteafkog og lagt et omslag på hånden, hvorpå Johanne blev anbragt på sofaen, hvor hun sov til kl. ca. 4 om eftermiddagen. Senere kom hun op og ud i haven, hvor hun så onkel Martin, som var der på besøg sammen med sin forlovede. Denne havde ondt af det for Johanne og sagde: "Stakkels lille pige". Hånden var dog allerede da bedre, og næste dag var den næsten kommet sig helt. For børnene må det have været en stor oplevelse at komme til Skjern. Moder som den ældste kom der måske mest, somme tider i flere dage i ferierne, hvor hun legede med sin onkel Martin, som jo ikke var så meget ældre. Hun holdt meget af sin bedstemoder, som hun vist slægtede meget på i karakteren, og de skrev en hel del sammen. Moder fik bedstemoderens rok og på den har hun spundet meget uld til strømper og andet til sine 5 børn.
Moder var hjemme til hun var 16 år og har således været til hjælp med de små, hvoraf de mindste, Johanne og Thorvald var 10 og 11 år. Da var Frederik og Christen allerede ude og tjene. Efterhånden kom de jo så alle fra hjemmet med undtagelse af Viggo, der døde af tuberkulose ( benedder i armen ), som 20 årig efter, at han en tid havde været landpost.
I 90-erne var alle fem børn gift. De 3 sønner boede i Over Fussing som husmænd og skovarbejdere på Fussingø. Moder i Gjandrup/Aalum sogn, hvor fader var boelsmand og høker, og Johanne i Asferg pr. Faarup. Så har det vel været lidt lettere for forældrene, da børnene nu også kunne hjælpe dem lidt, vel mest med naturalier. Moster Johanne skriver: "Fader og moder havde det roligt og godt, da de blev alene, nu havde de ingen økonomiske sorger. Det var også drøjt, da vi var så mange".
I de senere år hjalp bedstefaders brødre ham en del, især var onkel Martin meget trofast og hjælpsom. Også børnene tænkte han på, og jeg husker fra min barndom med hvilken glæde og forventning vi gik til stationen og hentede den årlige julepakke med tøj og kolonialvarer fra København. Men småt var og blev det alle dage for Erhard og Marie Borch. En arv på 4.000,-kr., en ellers ret anselig sum i de tider, smuldrede snart bort. "Når krybben er tom, bides hestene", siger ordsproget. Når der til den tomme krybbe kom et uligevægtig sind og tilbøjelighed til bitterhed fra hans side mod familien, som han syntes regnede ham for "familiens sorte får" - og for hendes vedkommende vel ofte mod manden, som så dårligt formåede at sørge for familien, - ja så kunne der let opstå kivninger og storme, så børnene ikke fik lutter lyse minder fra barndomshjemmet. De frygtede faderen, da opfarenhed og hidsighed til tider kunne tage herredømmet fra ham, så både de og moderen måtte flygte ud af huset fra ham.
Ellers var bedstefader på mange måder ret velbegavet og legemligt godt udrustet. Han havde et godt håndelag til at bruge redskaber, som f.eks. sav og økse. Han var noget af en sportsmand og regnede ikke at spadsere til Randers, Skjern eller de 4 mil til Viborg og hjem igen samme dag. Fussing sø holdt han meget af. Her svømmede han om sommeren, vistnok flere gange tværs over den og tilbage igen, en ret god præstation i de tider, da svømning ikke var så "moderne" som nu. Ved et kæntringsuheld under fiskeri i søen, svømmede han engang til land med både tøj og træskostøvler på. Om vinteren løb han på skøjter, hvad han også var mester i.
Han blev da heller ikke regnet for en almindelig fattig husmand. De blev kaldt for Borch og Madam Borch. Det var vist kun få, som blev dus med bedstefader. Han forstod at holde folk på afstand. "I hvilken grøft har vi to drukket dus?", sagde han ifølge mor til en mand, der sagde du til ham.
Vi børnebørn fra Gjandrup regnede det for en stor oplevelse at få lov at komme med på besøg i Over Fussing især i bærtiden, når vi kunne plukke ribs, stikkelsbær, moreller, ja selv jordbær, som vi ellers ikke kendte, i den ret store og veldyrkede have. Fra haven fik bedstefader vist også en lille indtægt ved bærsalg. Så trakterede bedstemoder, der huskes som en lille spinkel kone, som for det meste sad ved kakkelovnen og varmede sig, os med kaffe, købefranskbrød og knapost, som også var ukendt derhjemme, så vi syntes det var en herreret. Ellers sagde bedstefader ikke ret meget til børnene, ihvertfald de små, og bedstemoder havde nok heller ikke meget greb på at behandle børn. De trættede og irriterede hende let. Men da var hun jo også gammel. Efter min faders død i 1901 flyttede moder med os til Over Fussing, hvor vi boede i et lille rødt hus ved enden af dammen.
Jeg husker fra den tid bedstefader som en rank, tynd mand med fuldskæg. Bedstemoder var en sirlig og lille gammel dame med hvid kappe på hovedet, som ofte kom trippende hen til moder for at søge trøst eller hjælp i et eller andet. Just måtte jeg da ledsage hende forbi dammen, da hun var meget bange for de hvæsende gæs, som jeg holdt på afstand med en stok.
Bedstefader satte megen pris på fader og forærede ham gennen årene forskellige ting til hans fødselsdag, såsom en signet til laksegl - som broder Erhard nu har, - bøsse med krudthorn m.m.. Det var ikke helt almindeligt, at vi kaldte dem bedstefader og bedstemoder; faders moder kaldte vi beistemoue.
Bedstefader var gerne glad, når han kom over til os i Gjandrup. Der vankede vistnok ved en sådan lejlighed kaffepuncher som tidens skik var - og det var formodentlig en af de få adspredelser i den daglige, grå tilværelse. Der blev da også sunget viser (drikkeviser?).
Broder Jens Viggo skriver: "Det første jeg husker om bedstefader var, at han kom og hjalp fader om høsten. Han havde altid en lædertaske i en rem over skulderen og ofte en kurv over armen. Han rumsterede altid lidt i vor stenpikkede forstue, og så vidste vi, at det var bedstefader, for vi var ikke vant til, at nogen ikke straks kom ind".
Taske eller kurv indeholdt gerne bærfrugt fra hans have eller ærter, som han altid havde rigeligt af og gerne gav. Æbler og pærer var der ingen af i hans have, men derimod blomster, også i massevis og mangeartede. Dem fik vi ligeledes store buketter af til vore naboers udelte beundring, da sådanne var sjældne i bønderhaverne. Vi fik også store stykker af pølser, franskbrød og ost, der var blevet for tørt for bedstefader og bedstemoder. Det spiste vi børn med god appetit, især franskbrødet smagte os godt, da vi udenfor højtiderne kun fik rugsigtebrød.
Og at bedstefader var glad for at komme og hjælpe fader med arbejdet, gav sig udslag i, at han snakkede og lo. Og middagsmaden spiste han med god appetit, isør når han kunne få kødsuppe, for det var yderst sjældent, sådanne retter kom på bedstemoders bord. Sukkergodter og andre slikkerier kan jeg ikke mindes, at han er kommet med til os, men vi var dog meget glade for ham, og tillidsfulde overfor ham, var vi også. Men jeg kan ikke huske, at han nogensinde har kærtegnet os. Og dog tror jeg, at han ofte bøjede sig ned og så på os med milde kærlige øjne. Men jeg husker ikke, hvad han sagde til os.
I de senere år tog bedstefader sig ikke noget videre for; han såede dog korn for bønderne om foråret, hvad han var god til, og om høsten hjalp han med at forke korn. Moster Johannes ældste søn Viggo var nogle år som lille dreng hos bedsteforældrene og har gode minder fra den tid.
Da bedstefader døde den 19. februar 1906, 71½ år gammel, flyttede datteren Johanne, som da ligesom min mor var blevet enke, med de to mindste børn, Marie og Anders, hjem til moderen og var hos hende, til hun døde den 18. november 1909, 81 år gammel.
Toften blev da delt mellem de to søstre. Min moder byggede et nyt lille hus på den øverste del, og her boede hun med en kortere afbrydelse, da hun var hos børnene på Sjælland, til sin død i 1925. Moster Johanne blev boende i det gamle hus til 1939. Nu er huset nedbrudt, og det hele er på fremmede hænder.
Morbroder Frederik og sønnen, karetmager Laurits Borch er tilbage i Over Fussing.
Det var ikke nogen stor eller strålende karriere, det første skud på Skjern-Brochernes stamme gjorde. Menneskeligt set kunne man vel ofte synes, at hans liv var forfejlet og det er forståeligt, at moderen sørgede meget over sin meget smukke søns skæbne, og at faderen ved den fik et knæk, som han aldrig forvandt. Og dog lykkedes det Erhard og Marie Borch at opfostre de 6 børn til stræbsomme og hæderlige mennesker, og selv levede de da også et ikke helt fattigt liv.
Bedstefader var politisk interesseret, konservativ og kongetro - holdt "Amtsavisen". De havde vel ikke selv mange bøger, men lånte så gode bøger i Randers og fra præstens bibliotek i Bjerregrav.
Moster Johanne skriver: Moder havde en god prædikenbog; den læste hun meget i. De læste meget i bibelen om aftenen, og vi talte sammen derom. Moder holdt meget af at synge, hun og jeg sang salmer. Fader var ikke så god til at synge, men tog dog del deri. Moder var flittig kirkegænger i flere år. De sidste år kunne hun dog ikke holde ud at gå. Da fader ikke gik på arbejde mere, gik han flittigt i kirke. Jeg syntes, fader blev så from til sidst. Han og jeg talte også om det evige, hvad jeg var glad for. Jeg var hjemme og se til fader et par dage, inden han døde. Han var glad for, at jeg kom. Han havde ønsket at tale med pastor Jensen, og han havde været deroppe. Om han var til alters, ved jeg ikke. Fader kunne ikke holde ud st tale ret meget. Han sagde: Bed Gud om snart at tage mig hjem til sig. Jeg er så træt".
Hvordan bedstefaders livsskæbne kunne have formet sig dersom faderen havde grebet sagen anderledes an, førend sønnen tog den i sin egen hånd, kan vi ikke skønne noget om. Den tid kendte ikke til det frie kammeratlige forhold med mere åbenhed og fortrolighed mellem forældre og børn. Den havde sin styrke - og svaghed - i autoriteten og underkastelsen og stod derfor ofte hjælpeløs, når disse veje var ufarbare.
Der kan ikke herske tvivl om, at faderen har handlet efter bedste overbevisning for at fremme sønnens bedste.
Men trods mange fejlgreb og fald giver "den store mester" ikke tabt. Hans kærlighed er den langmodige, der tror alt, håber alt og udholder alt. Og fik han så igennem det hele trods alt sin gerning gjort, så var jo alligevel det vigtigste, ja det ene fornødne lykkedes, selv om det ydre blev uanseligt og mislykket i menneskers øjne.
Ved Marius Borch Jensen, født d. 22 juni 1897
En syns- og taxationsforretning sidst i 1700-tallet.
Jørgen P. Olsen
Da det første udskiftningskort over Gassum mark bliver tegnet i 1784-85, er der på kortet indskrevet en oversigt over ejerne og brugerne af de forskellige gårde. Heraf fremgår det, at den største ejer er Støvringgård Kloster og derefter Frisenvold syd for Randers. Frisenvold afhænder sine 4 ( 2 tvillingegårde) før år 1800, medens Støvringgård beholder sine (bortset fra en enkelt, matrikel 8 ) til langt op i 1800-tallet, hvor den sidste af klosterets gårde, matrikel 18, bliver solgt så sent som i 1874.
 |
Støvringgård ligger en 13 km. nordøst for Randers ved vestkysten af fjorden. I 1622-23 opførte rigsråd Mogens Kås den nuværende hovedbygning, men gården omtales allerede i 1300-tallet og tilhørte da den mægtige Niels Bugge på Hald. Den har gennem årene tilhørt mange adelsslægter, men i 1735 blev den bestemt til frøkenkloster af ejeren baronesse Christine Furien, enke efter gehejmeråd Jens Harbo og barnløs. Klosteret var meget velhavende, og da kongen solgte sit ryttergods omkring 1765, købte det de 5 gårde, kongen ejede i Gassum. Som før nævnt blev den ene solgt til selveje, men de andre 4, matriklerne 17, 18, 19 og 20 forblev på Støvringgårds hænder.
Støvringgård Kloster , efter tegning fra o. 1850.
På en fæstegård er der en fæstebonde, og når han bliver gammel, syg eller dør, skaffer man en ny. Nogle gange er der en søn som arver fæstet, andre gange er det enken der overtager bedriften, og atter andre gange gifter enken sig med den nye fæster, og det er hvad der sker, da Niels Jensen, fæstebonde på matrikel 17, i august 1787 dør. Hans enke Kirsten Jensdatter bliver, kort tid efter at fæstebrevet til den nye fæster er oprettet, gift med den næste, Anders Nielsen fra Jennum.
Før fæstebrevet udformes, foreligger der en syns- og taksationsforretning over bygninger, besætning samt inventarium af vogne, plove og andet der tilhørte klosteret. Denne fandt sted den 7. april 1788, og synsmændene var Mikkel Harbo og Mads Jensen begge fra Jennum, som fandt at :
- Stuehuset, som består af 15 fag 40½ alen lang bygget af fyr og egetømmer. Selve længen var i god stand undtagen på den søndre side som var mådelig og kan istandsættes med 10 fag 5 mark..
- Ko- og hestestalden består af 13 fag 37 alen lang bygget af fyr og egetømmer. Selve længen anslås ligeledes for god, undtagen 2 fag i nordre ende som må istandsættes med tømmer og stråtag for 4 mark..
- Laden består af 14 fag 39½ alen lang bygning af fyr og egetømmer. Selve længen ansås for at være god undtagen 4 fag i nordre ende er ringe men kan istandsættes med tømmer og tag af god stand for 10 mark..
- Vognhuset i østre side af gården består af 8 fag 26 alen lang bygning af fyr og egetømmer er god ialt 19 mark..
Ved at omregne til vore dages mål får vi et stuehus på 25,5m og med en dybde på godt 5m ( efter brandtaxationen fra 1816 ) bliver det 127,5 m2, stalden er godt 23m lang og på omkring 121 m2. Laden er omkring 25m lang og på ca. 137 m2 og endelig er Vognhuset 16,4m langt og på omkring 72 m2, ialt en pæn stor gård på 457,5 m2. Der er forskel på fagenes bredde, idet man har til stuehuset haft 1,7m mellem dem, medens man til Vognhuset har haft 2,1m. mellem fagene.
Efter at have taxeret bygningerne gik man over til besætningen, som i dette tilfælde udelukkende var hestene.
1 sort hoppe 20 år af værdi 5 mark
1 sort hoppe 16 år af værdi 8 mark
1 sort hoppe 6 år af værdi 24 mark
1 sort hoppe 4 år af værdi 14 mark
1 sort hoppe 2 år af værdi 12 mark
1 brun blisset hoppe 15 år af værdi 9 mark
1 sort hest 9 år af værdi 5 mark
Inventarium.
1 beslagen vogn med fuld behør 18 mark
1 beslagen vogn med fuld behør 12 mark
1 halvbeslagen vogn med fuld behør 8 mark
1 trævogn 4 mark
1 plov med fuld behør 2-3 mark
1 plov med fuld behør undtagen 1-4 mark
1 plov -3 mark
1 jernhammer 1-1 mark
3 træhamre 1-1 mark
Besætning og inventarium fandt vi både god og tilstrækkelig til gårdens avlingsdrift ligesom æde og sædekorn, til indsamling ( høst ) har været.
Syns- og taxationsforretningen er underskrevet af synsmændene Mads Madsen og Mikkel Harbo samt forpagter Berg og Anders Nielsen, og til sidst "under min hånd og forsegling. Datum Dronningborg birketings ret den 10.april 1788. J. F. Carøe". Selve fæstebrevet blev skrevet i Århus den 16. april 1788 og er underskrevet af 2 direktører for Støvringgårds Jomfrukloster Ove Høegh Guldberg og biskop Jørgen Hee.
Jens Jetsmark.
Bondeknøsen fra Kousted, der blev redaktør og digter af fædrelandssange.
En kronik i Randers Amtsavis, 18. januar 1947.
Skrevet af P. Bugge Vegger.
Duftende enge og kornrige vange,
sølverblå vover og skovkranste kyst,
gyngende snekker og jublende sange,
det er vort fædrelands vælde og lyst. *)
Blandt den skat af fædrelandssange, som det danske folk ejer, indtager "Duftende enge og kornrige vange" pladsen som en af de ældste - og dog endnu ofte brugte. Fodnoterne i sangbøgerne oplyser, at den er skrevet 1820, samtidig med, at guldalderens digtere grundlagde vor fond af nationale sange. - Året i forvejen havde således Oehlenschläger skrevet "Der er et yndigt land" og samme år skrev Poul Martin Møller "Rosen blusser alt i Danas have" medens Grundtvig mødte med "Langt højere bjerge", og også Ingemann er repræsenteret blandt sangene fra dette tidsrum.
Det var således en hård konkurrence "Duftende enge" kom ud for, men den må være faldet i folkets smag, og takket være Weyses dejlige melodi - der har båret den frem til nutiden - synges den altså endnu den dag i dag. - Derimod er dens skaber forlængst gået i glemmebogen. Sangbøgernes noter oplyser om forfatteren, at han hed Jetsmark, men det er også alt, og manden bag dette navn og den menneskeskæbne, der knytter sig hertil, er for det overvejende antal af danmarks sangere ganske ubekendt.
Jens Jetsmark blev født den 28. april 1781 i landsbyen Kousted en god mils vej nord for Randers, hvor faderen, Søren Vegger, foruden det traditionelle landbrug, ernærede sig ved kurvefletning.
I 1811 erhvervede faderen en hedelod nogle få hundrede meter vest for den nuværende landevej Randers-Hobro, og her byggede han gården "Jetsmark".
Jens må have været et ualmindeligt godt begavet barn, thi kun 14 år gammel begynder han at give undervisning i en omgangsskole i Kaatrup, og da der i 1798 opstår vakance i nabosognet Asferg, forestår han undervisningen her dette år.
Fra denne tid som skolelærer - eller vikar ville man vel kalde det nu - foreligger der et vidnesbyrd på stemplet papir fra sognepræsten for Asferg - Faarup menigheder, den velærværdige hr. Jens Poulsen, der udtaler, at Jetsmark har "udvist såvel i børnenes undervisning som i sædelig anførsel en skolelærers duelighed".
Fra 1799 til udgangen af 1801 finder vi Jetsmark som huslærer på Fussingø, og at han benytter tiden og blandt andet på egen hånd har lært sig tysk, ved vi fra sognepræsten i Bjerregrav, C.Brandts anbefalingsskrivelse til det kongelige Blaagårds Seminarium i København på hvilket Jetsmark blev optaget som discipel i 1802.
1805 bliver han dimitteret med karakteren : Udmærket duelig. - Han opholder sig dog endnu et års tid på seminariet, hvor han dels giver undervisning, dels studerer naturvidenskaber under den senere professor og rektor J. Saxtorp.
En rig adelig dame tilbød på dette tidspunkt at betale Jetsmarks studeringer, men pludselig afbryder Jetsmark sine studier og 1806 finder vi ham som huslærer hos daværende professor, senere etatsråd Manthy på Brede gods, hvor han var i to år, og derpå fra 1808-10 som lærer på papirfabrikken "Nymølle" der hørte under Brede.
Ifølge Jens Jetsmarks datter - Augusta´s erindringer, der er nedskrevet i 1880-erne skyldes det en misforståelse, at tilbudet om betaling af studierne fra den rige, adelige dame blev afslået. I folkemunde hed det sig imidlertid, at der mellem den rige, adelige dame, der er identisk med grevinden på Fussingø, og Jetsmark skulle have været et kærlighedsforhold, men hvorom alting er, så førte det, at studierne blev afbrudt, til en fuldstændig omvæltning i Jetsmarks liv.
Den før nævnte etatsråd Manthy ejede nemlig sammen med generalpostdirecteur, konferensråd Monrad "Adressecontoiret" i København, og da man netop i 1810 manglede en redaktør af "Adresseavisen" - det annonceblad, som Adressecontoiret udgav - overtalte etatsråden Jetsmark til at afbryde sin lærergerning og udnævnte ham til redaktør.
Adresseavisen - eller som dens datidige navn var: Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger" - var hovedstadens ældste avis. Den begyndte at udkomme i 1706 i form af avertissementsplakater uden journalistisk stof, og gennem forskellige former, hvor annonceorganet dog altid var bevaret som det fremherskende, bestod den helt op til 1908, i hvilket år den gik ind efter at være blevet offer for et forsøg på at gøre den til et politisk - radikalt dagblad.
På det tidspunkt, da Jetsmark blev redaktør, havde Adressecomptoiret til huse på hjørnet af Østergade og - som det dengang hed - Christen Bernikowsstræde nr. 32, kaldet "Vildmanden", velsagtens efter udskårne figurer i bindingsværkets hjørnestolper.
Jens Jetsmark følte oprindelig ingen synderlig glæde ved sit nye hverv, men han var uhyre samvittighedsfuld og bragte straks orden over alt og indførte senere mange forbedringer, så avisen gennem mange år var et af de førende og mest udbredte blade i landet. Den vigtigste forbedring var vel nok indførelse af en ny presse opfundet i Tyskland.
Efter hidsige diskussioner og efter megen overtalelse formåede Jetsmark ejerne af avisen til at bekoste anskaffelsen af den første hurtigpresse i landet.
Jetsmark var en høj, mager mand meget stærk bygget, af natur var han alvorlig og tillige meget opfarende og hidsig samt alt for ivrig til at forefægte sine standpunkter, men han lod sig også let påvirke af mildere følelser, og kunne trods sin strenghed blive rørt til tårer. Han var uhyre gavmild og godgørende, måske mere end godt var af en mand med hans indtægter. Meget af sin fritid i de 43 år han var redaktør af adresseavisen anvendte han i velgørenhedens tjeneste. Efter hans død offentliggjordes et nøjagtigt regnskab over de midler, han havde forvaltet, modtaget gennem indsamlinger og uddelt til trængende, ialt 51,095 rigsbankdaler 1 mark 4 skilling.
Men tilbage til Jetsmarks forfatterskab.
I 1820 blev der i København udsat en præmie til den, der kunne skrive den smukkeste nationalsang blandt det københavnske borgerskab. Der indkom flere forslag, og en sang af en begavet dame, frøken Jessen, og som begyndte: Dannemark, Dannemark hellige lyd, himmelske fryd", blev almindelig anset for at være den bedste og blev derfor "kronet", som man kaldte det.
Redaktør Jetsmark havde ikke deltaget i konkurrencen. Han havde dog nok før i det små vist sig at være i besiddelse af poetisk åre, idet man af og til blandt adresseavisens kedelige småannoncer kunne finde småvers, der skulle live op på det triste stof. Han syntes ikke, at resultatet med den nye nationale sang var tilfredsstillende, og satte sig for at forfatte en virkelig brugbar "Nationalsang". - En skønne dag kunne man på forsiden af adresseavisen læse "Duftende enge og kornrige vange".
Efter alles mening overtraf denne langt frøken Jessens sang. Borgerskabet var begejstret, og inden længe var den almindelig brugt ved passende lejligheder og er det altså endnu den dag i dag, 125 år senere. Frøken Jessen tilskrev Jetsmark og erkendte, at var "Duftende enge" blevet offentliggjort samtidig med hendes, var der ingen tvivl om, hvilken af dem, der havde taget prisen hjem.
Næppe mange af Jetsmarks samtidige havde tiltroet den høje, indesluttede mand evner til at skrive en lys og festlig fædrelandssang. Og dog var dette tilfældet.
Om ved 1820 skrev St.St. Blicher første del af sin novelle:"Eneboeren paa Bolbjerg", hvis handling er henlagt blandt andet til Fussingø og Kousted præstegård, netop Jetsmarks hjemegn.
Ved et tilfælde besynger to poeter på samme tid samme egn, thi der er vel ingen tvivl om at Jetsmark drømmer sig tilbage til sin huslærertid på Fussingø, når han synger "sølverblå vover om skovkranset kyst" og mon ikke han mindes sine første år som lærer i Kaatrup og Asferg. Turen fra Kousted over bakkerne med de imponerende kæmpehøje på vej til lærergerningen, i verset hvor det hedder: "knejsende høje, hvor fædrene blunde". Selvfølgelig er der masser af sølverblå vover, skovomkranste kyster og kæmpehøje i Danmark, det er jo netop et typisk dansk motiv, hvilket da også gør Jetsmarks sang så brugbar, at den endnu ikke er en smule slidt, men tværtimod som om den var skrevet for nutiden.
Men fra anden side vides det, at Jetsmarks hjerte stadig hang ved hjemegnen- mulden klæbede ved hans fødder og han følte sig aldrig helt hjemme i storbyen.
Jetsmarks produktion stoppede dog ikke op ved fædrelandssangen. Adresseavisen var fremdeles af og til forsynet med et opmuntringsvers af redaktøren og desuden foreligger der flere værker fra hans hånd. Nævnes skal dog blot her det imponerende mindedigt om Morten Luther, der er skrevet i 1821, og begynder således:
(Mel.: Af højheden oprunden er).
Da sandheds klare lys var slukt
og trøstens bog for jorden lukt
af mørkets frække hære,
kom Luther, biblens lærde tolk
for at tilkæmpe Christi folk
hin lysets rene lære.
Men også på det rent materialistiske område lod Jetsmark høre fra sig. I 1835 skrev han flere afhandlinger om muligheden for at forsyne hovedstaden med et vandværk, "så at man kunne have vand i de øverste etager".
Planen vakte vældigt røre, hvilket vil sige, at de, som man måtte formode havde forstand herpå, ikke turde sige god for idéen, medens det store flertal spottede over denne vanvittige idé. - Det er ikke altid lige nemt at være forud for sin tid. - Nævnes skal dog lige, at på et andet område, hvor Jetsmark var talsmand, nemlig for oprettelse af asyler, fik han medhold og havde den glæde, at se virkeliggørelsen af denne idé.
I 1835 blev Danmark hjemsøgt af den frygtelige colera-epidemi, der også bankede på Jetsmarks dør. Han måtte gå til sengs og blev hurtigt opgivet af lægerne, da børn og gamle især var dødens bytte. Men den 72-årige jydske sejhed fornægtede sig ikke og han præsterede virkelig at komme på benene igen, dog blot for at blive angrebet af tyfus, og denne gang blev det døden. I august 1853 døde Jens Jetsmark, bondeknøsen fra Kousted, der blev redaktør gennem 43 år af en københavnsk storavis og skrev en af danmarks fædrelandssange.
De københavnske blade indeholdt i anledning af Jetsmarks død, store nekrologer og mindedigte, særlig havde Flyveposten og Fædrelandet særlig udførlige omtaler af hans levned.
Jetsmark-navnet fik kun kort eksistens som slægtsnavn og er nu helt uddød.
Men så længe der synges i Danmark, vil navnet Jetsmark altid blive nævnt i forbindelse med "Duftende Enge og kornrige Vange", der trods sine 125 år er lige så ung og frejdig og som skrevet for tiden af i dag.
Retfærd og Frihed vort Løsen må være,
den ikkun hylder den nordiske Mand.
Fred om vor Hytte og Skjold om vor Ære,
Himlen velsigne vor Drot og vort Land.
* Fædrelandssangen var med i skuespillet på Fussingø i anledning af stavnsbåndsjubilæet 1988.
Duftende Enge og kornrige Vange.
C. E. F. Weyse.
Duftende Enge og kornrige Vange,
sølverblaa Vover om skovkranste Kyst,
gyngende Snekker og jublende Sange,
:,:det er vort Fædrelands Vælde og Lyst. :,:
Tit pløjer Dansken de fjerneste Bølger,
stundom han færdes i fremmede Land;
stedse dog Mindet om Danmark ham følger,
:,:tryller ham sødt til dets elskede Strand. :,:
Her var det, Kæmper på Vang og i Lunde
værned om Uskyld og knusede Vold;
knejsende Høje, hvor Fædrene blunde,
:,:vidne om Kraften og Frihedens Old. :,:
Højt have Konger ved store Bedrifter,
Helte ved kæk og berømmelig Færd,
Skjalde ved Sange, og vise ved Skrifter,
:,:hævdet vort Danriges ældgamle Værd. :,:
End troner Kraften i Egenes Skygger,
Frihed end bor under Nordboens Tag,
Ætten af Kæmper vor Arne betrygger,
:,:Retfærd omsvæver vort Banner og flag. :,:
Retfærd og Frihed vort Løsen mon være;
dem ikkun hylder den nordiske Mand!
Fred om vor Hytte og Skjold om vor Ære!
:,:Himlen velsigne vor Drot og vort Land! :,:
Jetsmark.
Barndom i Bjerregrav
Fortalt af Søren Eriksen til sin søn Knud Eriksen.
Jeg er født d.3/4 1889. Mine Forældre, Christen Eriksen og Kristine Nielsen var Forpagtere paa Præstegaarden ( i Bjerregrav). Saa jeg er født i den gamle Forpagterbolig der. Min Mor døde 1893 og min Far 1898. Derfor kom jeg ned paa "Eriksholm", som min Bedstefar Erik Jensen ejede, og der boede ogsaa min ældste Søster Knudline og hendes Mand Peder Leth. Det er altsaa mit Barndomshjem. Jeg begyndte at gaa i Skole i 1895 i den Bygning fra 1856, hvor nu Lærer Balsby bor. Der var 2 Klasseværelser. I det ene Værelse gik vi fra 6-7 Aars alderen og til 10-11 Aars alderen - det var ved Lærerinden - iøvrigt hed hun Frk. Bigler, var fra København og kom til Bjerregrav fra "Fussingø", hvor hun var Lærerinde ved Forpagteren.
 |
Jeg gik i Skole hver Dag fra Kl. 9 til 15 om Vinteren, og om Sommeren begyndte den store Klasse Kl. 7. Jeg husker tydeligt hvordan Frk. Bigler spidsede Griffel med en Kniv, saa vi holdt os for Ørerne. Hun havde en vis Evne til at pudse Næse, saa vi blev mindet om en Basun, ved det Knald den Manøvre frembragte. Det grinte vi af og snakkede om det, naar vi var fri. Frk. Bigler boede i det Hus, hvor Kristen Andersen bor, Over Fussingvej 10. Jeg selv og en Pige - Karen Bugge - Datter af Jens Bugge, fik Ekstraundervisning,
for at vi skulde være rigtig dygtige til bl.a. Regning. Karen kom og hentede mig hver Dag, og vi var ikke særlig interesseret i det nogen af os. Paa vej op ad "Mads Bekket" snakkede vi om, at der lugtede saa dejligt i Frk. Bigler´s Gang af Sæbe og Parfume. Nogle gange -2 eller 3 gange om Aaret rejste hun til København, og saa blev vi lovet et Glansbilledalbum, hvis vi kunde den lille Tabel, naar vi kom igen.
Jeg skulde læse Lektier om Eftermiddagen, og det var min Bedstefar, der havde den Bestilling at sørge for det. Det skete at jeg var uopmærksom. F. eks. yndede jeg at sidde og kigge efter Gæssene paa Gaardspladsen, men saa vankede der et Par af Pegefingerknoen i Hovedet.
Bjerregrav gl. skole, Kirkevej 1, Bjerregrav.
I Skolen sad vi 2 ved hvert Bord. Vi sad efter Dygtighed. Den dygtigste sad nærmest Katederet. I Bordet var der plads til 2 Blækhuse. Der var Trægulv i Værelset. Kakkelovn og Petroleumslampe ved siden af Tørvekassen, hvor hun spidsede Griffelen. Kun de store Klasser skrev med Blyant og Penneskaft. Paa Væggen hang et ca. 60-70 cm. stort stykke svært Karton med Billede af forskellige Folkeslag - Kinesere, Negre, Indianere o.s.v.. Det kom i den store Klasse, da lærer Korsgaard kom.
Vi Børn her fra Byen havde ingen Skoletaske. Vi havde Bøger og Penalhus oven paa Tavlen, som vi bar under Armen sammen med vore Kludesko eller Sivsko. I Gangen blev vore Træsko anbragt paa Træskohylde, men kunde vi komme til at sparke til dem eller træde paa dem saa de lavede Spektakel, saa var det sjovt.
I ældste Klasse havde vi Danmarkshistorie, Geografi, Sangbog og Lærebog (Katekismus). Vi havde 1 og 2 del Regnebog - 2 Del for de dygtigste. Vi skulde selv betale Bøgerne, og var der nogen, som ikke havde raad til det, maatte de undvære. Vi skulde helst kende Bogstaverne, naar vi begyndte i Skolen. Min Bedstefar lærte mig Bogstaverne, og min Søster fulgte mig til Skolen den første Dag.
Da jeg kom i den store Klasse, var der lige kommet en ny Lærer. Det var Lærer Korsgaard og i 1898. Han var meget dygtig efter den Tid at dømme. Hvis vi lavede Kunster fik vi et par Lussinger. D.v.s. han tog fat i det ene Øre med den ene Haand, og saa faldt Lussingen. Senere fik han et Spanskrør, som han ikke var bange for at bruge. Det laa altid paa Katederet. Vi blev hørt en for en i Lektier og det skulde være ordret.
Der var eksamen 2 gange aarligt. Foraar og Efteraar. Eksamen blev overværet af Skolekommissionen - 2 fra Bjerregrav og 2 fra det nedre Sogn og Provsten. Vi blev hørt saadan: Drengene for sig paa een Gang. Pigerne ligesaa. Hvis vi ikke var helt sikre i vor Viden, kunde vi klare det ved at bruge Munden uden at sige noget. Dagen efter blev Karaktererne læst op - hvordan de saa havde baaret sig ad med at give dem. Læreren stillede Spørgsmaal og hjalp iøvrigt godt til med at finde det rigtige Svar. Forældrene var ikke med. Vi glædede os meget til Eksamen, som varede et par Timer. Saa skulde vi have det nye Tøj paa, og vi fik 2 Øre til Brystsukker.
Vi glædede os meget til Sommerferien. Vi skulde selv holde Øje med, naar nogen var begyndt at høste. Saa skulde vi sige det til Korsgaard, for da begyndte Ferien, for at vi kunde hjælpe til i Høsten. Ferien varede 1 Maaned. Ligesaa naar det var Efteraar skulde vi sige, naar man var begyndt at tage Kartofler op. Saa fik vi Kartoffelferie.
Korsgaard sad ved Katederet og røg af den lange Pibe, og naar vi var sat til at regne, læste han Avisen. Blev der Uro i Klassen, bankede han i Katederet med en stump Tavleramme. Det skete sommetider, at Provsten kom uanmeldt. Saa blev Piben sat hen i en Krog i en Fart. Provsten blandede sig ikke i Undervisningen. Naar vi havde gaaet i Skole de lovbefalede Aar, kunde vi blive skrevet ud af Skolen. Det foregik een Gang om Aaret.
Vi havde hver Sommer Udflugt til "Vennelyst". Vi kørte i store Vogne, og de der ikke selv var kørende, kom med dem der var. Vi dansede i Storstuen i et Hus tilhørende en Mand, der hed P.Søe - det første Hus paa højre Haand, naar vi kører efter Aalum. Vi havde Mad med hjemmefra + 1 Sodavand. Det var almindeligt at Folk fra Randers kom kørende og spændte fra ved P.Søe, og man kunde faa Vand, saa man selv kunde lave Kaffe.
Om Sommeren havde vi Gymnastik paa Skolepladsen, der hvor der nu er Have foran Huset. Vi havde et Apparat bestaaende af et Stativ med 2 Jernstænger og 2 Tove, det ene med Knude, det andet glat. Der skulde vi saa forsøge os som Akrobater. Det var en "Klavsemaskine". Naar vi begyndte, raabte Korsgaard: "Hen til Klavsemaskinen". Foruden var der et Bræt anbragt mellem 2 Stolper, der blev brugt til at balancere paa.
Paa Gaardspladsen, altsaa Legepladsen stod en Vandpumpe og derpaa hang et Blikkrus, som vi drak af naar vi var tørstige. Om Sommeren sad vi paa "Murer Rasmus´s Stendige" i Frikvarterene. Hans Have dannede Skel med Skolen. Naar det var rigtig varmt, spurgte vi Korsgaard, om vi maatte gaa over og sidde under Jens Sørensens Træer (Søren Qvists Gaard), men vi skulde blive paa Skolepladsen. Læreren boede i den anden Ende af Bygningen. Lejligheden som den er nu. Indgang samme Sted - til venstre til Lejligheden og højre til Skolestuen. Engang var der 2 Vinduer i Gavlen ud til Vejen, men de blev muret til, fordi vi vilde kigge for meget efter det, der kom paa Vejen.
Vi skulde skrive "Offersedler" og tage dem med hjem, og ellers aflevere dem der, hvor der ingen Børn var i Skole. Provstens Sedler var hvide, og der gav man 2,00 Kr.. Lærerens var gule og han fik 1,00 Kr. fra Tjenestefolkene baade til Provst og Degn.
Saa i 1901 blev den nye Skole bygget, og det var jo selvfølgelig en meget stor Forbedring. Værelserne, der var to, var meget større. Vi var stadig delt i 4 Klasser med en Førstelærer og en Andenlærer. Undervisningen som i den gamle Skole. Korsgaard fandt frem til enkelte særlig begavede Børn, som han fik sendt til Dalsgaards Realskole i Randers.
Saa i 1903 blev jeg konfirmeret og kom dermed ud af Skolen, og Aaret efter i Lære ved en Musikdirektør i Randers.
Knud Eriksen , Bjerregrav 1975.
 |
Anne Marie Kjær m.fl.: Ålum - en landsby ved Fussingø.
I begyndelsen af november udkom bogen om Ålum, skrevet af Anne Marie Kjær på basis af studier af trykt materiale og erindringer fortalt af ældre Ålum-borgere, og med et afsnit om kirken skrevet af tidligere sognepræst Thyge Jensen.
Bogen indeholder bl.a. en interessant artikel om runestenene ved Ålum kirke med en meget klar gengivelse af en rytter på hest, som findes bag på en af stenene udenfor kirken. Det er en enestående runestensudsmykning, og den fotografiske gengivelse er her så god, at den overgår virkeligheden, hvor det kan være svært at få øje på figuren.
En anden interessant artikel handler om den usædvanlige degn i Ålum, Niels Andersen (1724 - 1752), der skrev digte på dialekt samtidig med Blicher, men mens Blichers dialekt var Viborgegnens mere vestjyske, har vi her et eksempel på en østjysk dialekt, som der stadig godt kan høres lidt af i Ålum.
Bogen er rigt illustreret med fotos og tegninger, enkelte i farver, og en fyldig billedtekst gør også bogen til en spændende "bladrebog". Bag i bogen er der en fyldig kildefortegnelse, som man selv kan gå videre med, hvis man vil grave dybere. En smuk bog med gode artikler og en billedkvalitet helt i top.
Bogen blev udgivet i et oplag på 300 stk. 6. nov. og ca. 3 uger efter var den udsolgt! Hvis der er tilstrækkelig interesse for det, vil vi gerne genoptrykke bogen. Bestilling kan afgives til arkivet eller Anne Marie Kjær, Ålum, tlf. 86466125. Prisen vil blive på ca. 95 kr.
Thyge Jensen: Herremænd med gyldne kæder.
Herrerne til Fussingø ca. 1500 - 1702
Fussingøgruppen har igen udgivet en bog, denne gang om de gamle Skeeler til Fussingø. Bogen er skrevet af en ekspert på området, tidligere sognepræst i Bjerregrav - Ålum, Thyge Jensen, der i mange år har beskæftiget sig med Fussingøs historie.
Skeelerne, en af Danmarks ældste adelsslægter, kom her til egnen i 1500 - tallet. Albret Skeel byggede o.1550 det første Fussingø, borgen i Gammelhave, og stedet var i slægtens eje i ubrudt linie til 1702.
Thyge Jensen beskriver de 5 generationer, der har været i det pågældende tidsrum, deres familieforhold, deres besiddelser og deres betydning for Danmark gennem deres tjeneste hos kongen. Fussingø har nok været deres hovedsæde, men det har langtfra altid været stedet, de boede, idet deres embedspligter lå andre steder.
Bag i bogen er der fyldige noter, en litteraturliste, et stikordsregister, en slægtstavle og en oversigt over familiens godsbesiddelser. Bogen kan købes på Lokalarkivet, hos Fussingø-gruppens medlemmer og ved arrangementer på Fussingø. Pris 95 kr.
 |
Asferg - 100 års lokalhistorie i spredte klip.
skrevet og udgivet af Studiekredsen 94, Asferg.
Bogen, der er på 48 sider, indeholder en række artikler, opført i indholdsfortegnelsen som: Asferg sogn, kirken, skolen, forsamlingshuset, plejehjemmet, Asferg mose, hvordan livet formede sig på en gård i Asferg i "gamle dage" og fra de gode gamle dage.
Bogen er resultatet af en studiekreds startet 1994 på Ældrecentret i Asferg. Hvem der har deltaget, og hvem der har skrevet, fremgår desværre ikke af bogen, men det er tydeligt, at der er forskellige forfattere til artiklerne. Det får bogen til at virke en smule ujævn, men alt i alt giver den en vældig bred beskrivelse af landsbylivet. Meget levende forekommer de to sidste artikler om hverdagslivet på landet for 50-60 år siden. De giver et meget fint billede af alle gøremålene i det daglige, af sliddet, men også af trygheden og nærheden i det lille samfund.
Bogen er illustreret med mange sort/hvide fotos.
Kan købes på Lokalarkivet. Pris 100 kr.
Fra Asferg bogen
Landsbyen Asferg efter 1900.
Asferg mose.
Når vi i dag går en tur i Asferg mose, nyder vi den dejlige rolige atmosfære, der findes der. Det er en eftertragtet spadseretur for mange, andre motionerer, løber eller jogger, det er en passende tur.
Men fælles for alle er den smukke natur, der findes derude, alle de flotte birketræer og mange andre træer og planter, der får lov til at vokse frit. Vi ser på dyrelivet, der udfolder sig, de mange forskellige fugle, en hare smutter over vejen, og i udkanten af mosen kan vi, når der er stille nok, se rådyr, der går og græsser. Ja, det er i sandhed en fredfyldt plet, som mange glæder sig over.
I dag er der nok ikke mange, der tænker på, at engang var det Asfergs største og vigtigste arbejdsplads. De få tdr.land gav det daglige og nødvendige brød til mange familier. Der var mange lodsejere, der havde hver sit tørveskifte. Før krigen ( 1940-45 ) var der mange gårdejere og husmænd, der gravede tørv derude til eget forbrug, det var både en god og billig brændsel.
Men da så krigen begyndte, blev det til en større industri, der blev jo lukket for indførsel af udenlandsk brændsel. Det var et godt varmemiddel både til komfur og kakkelovne.
Ja, endog elektricitetsværket i Randers fyrede med tørv og briketter fra Asferg mose. De forskellige gårde havde arbejdsfolk til at arbejde i mosen. Som regel var det hele familien der var på arbejde, for der var nok til både små og store hænder. Der er blevet skiftet mange bleer og drukket en lille "tår" ind imellem, de flittige hænder havde travlt med at vende tørv.
Der var to større arbejdspladser derude. "Tørve Niels", Niels Nielsen, havde mange folk i arbejde. Arbejdet foregik på den måde, at hvis man gravede tørv med håndkraft, havde man to forskellige spader. Man brugte en kortskaftet, når der ikke var vand i mosen, og man kunne stå på land og grave dyndet op. Når der derimod var vand i graven, havde man en speciel vandspade.
Efterhånden stilledes der både ælteværk og presseværk op. Der blev udlagt sveller og skinner i tørvegravene, og imellem skinnerne blev der anbragt måtter, som hesten skulle træde på. Hesten trak en tipvogn, som to til fire mand, som stod ude i graven, fyldte med dynd. Det var hårdt arbejde at stå der en hel dag. Tipvognen blev så trukket hen til ælteren, hvor materialet blev æltet igennem. Derefter blev det kørt ud på marken, hvor en rulleform, også trukket af en hest, formede det til tørv, der så bare skulle ligge og tørre. Når tørvene var tørre, var det kvindernes arbejde at sætte tørvene op i bænke eller skruer. Når tørvene var gennemtørre, blev de kørt hjem til de forskellige aftagere.
Større kvantum, som f.eks. til elektricitetsværket, blev kørt op til vejen, hvor de så i vinterens løb blev afhentet af lastbiler.
"Tørve Niels" havde også et presseværk. Her blev det mere faste dynd presset til tørv. Det var så en anden fremgangsmåde end æltetørv. En presser og en stor snegl, hvor tørvene så blev presset ud gennem en tud, så de havde formen som tørv. Når de så kom ud af presseren, blev de taget med en dertil indrettet greb og blev læsset på en hestetrukken fladvogn, som kørte dem ud på liggepladsen.
Hver blok blev med håndkraft skåret i seks tørv, og der skulle de så ligge, til de var tørre. Derefter var det kvindernes tur til at rejse dem, d.v.s. de satte to stk. op ad hinanden, eller også skruede de dem, d.v.s. satte dem op i en spids, så de kunne modstå regnvandet. Pressetørvene var lavet af ringere materiale, som blev kaldt "hundekød". De varmede ikke så meget og var derfor knap så eftertragtede.
Derforuden havde "Tørve Niels" også en briketmaskine. Den bestod af en tragtformet kasse, hvor smuldet blev skovlet op i. Derefter dryssede smuldet ned foran et stempel, som pressede tørvesmuldet ud igennem et rør på ca. otte cm. i diameter med et højt atmosfæretryk, så de blev til hårde briketter. Anlægget var mekaniseret, så det kunne passes af én mand. Briketterne blev solgt efter vægt og var en fortrinlig varmekilde. De var gode til at holde ilden vedlige.
Foruden Tørve Niels`store arbejdsplads, gravede Karl Jacobsen (bette Karl) og Anker Hald tørv. Vi har fået nogle oplysninger fra Karl. Karl og Anker havde et presseværk, hvor de lavede millioner pressetørv om året. Om fredagen skulle de mange penge skrabes sammen, for da var det lønningsdag. Karl fortalte os mange ting, bla. sagde han, at arbejderne i fritiden fik lov til at grave 10.000 tørv til sig selv. Prisen på tørv var 10 kr. pr. tusind, og om også daglønnen ikke havde været så stor, efter vor tidsregning, så var det et kærkomment beløb til de mange husholdninger.
Karl fortalte, at der kunne skrives en tyk bog om livet i mosen, men desværre for os efterkommere er mange ting gået i glemmebogen. Heldigvis findes der en film om livet i mosen. Den er meget interessant at se.
Til al held skete der aldrig de store katastrofer i mosen. En hest blev væk og blev fundet i dynd til halsen. Engang gik det også ud over Karls termoflaske, hans hest fik fat i den og molesterededen i den tro, at det var en roe. Ja, sådan fortalte Karl mange sjove og pudsige ting, og nu så mange år efter, er det nok kun de gode ting, der huskes fra en arbejdsplads. Der har jo nok været ting, der ikke var så sjove.
I sommeren 1947 brændte det i mosen. Det var vist en gnist, der stak ild i et par fladvogne og det ulmede så videre i tørvejorden.
Men lad os nu fryde os over, at Asferg mose kunne give arbejde og brød til så mange mennesker, og at vi kan stadigvæk nyde den dejlige natur derude.
Det var kvindernes arbejde at sætte tørvene til tørre, f.eks. som her i en "skrue".
Fra venstre ses Henriette Nielsen (gift Harbo) og Anne Sørensen, Kaatrup.
Billedet er fra omkring 1922.
Generalforsamling
Purhus Lokalarkiv holder generalforsamling onsdag d. 24. febr. kl. 19.00 i Rådhusets kantine.
Dagsorden:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Regnskab
- Fastsættelse af kontingent
- Valg
- Indkomne forslag
- Evt.
Forslag til pkt. 6 skal være bestyrelsen i hænde senest d. 16. febr.
På valg til bestyrelsen er: Jytte Nielsen, Tove Bertelsen, Poul Knudsen, Jørgen P. Olsen og suppleanterne Erik Johansen, Ruth Pedersen og H.E. Vinggaard.
På valg som revisor er: Jørgen Olsen.
Efter generalforsamlingen fortæller arkæolog Claus Jensen om den igangværende udgravning af en jernalderlandsby i Bjerregrav.
Bøger der kan købes på lokalarkivet.
|
Hvidsten Kro. Fra Purhus Lokalarkivs kalender 1999
Onsdag d. 24. februar:Lokalarkivets generalforsamling, se side 36
Onsdag d. 2. juni: Lokalarkivets sommerudflugt går til godset Overgaard ved Havndal. Godsforvalter Stig Anderson vil vise rundt og fortælle træk af godsets historie, der fortaber sig tilbage i 1500 - tallet.
Hovedbygningen er opført ca. 1550 af Jørgen Lykke, og efter en restaurering i 1910-12 fremstår facaden med sit oprindelige murstenspræg. En tur gennem huset afslører interiører med præg af forskellige tider fra 1500 - tallets hvælvinger til de nyrenoverede badeværelser fra vort årti.
Udflugten bliver annonceret i Purhus - Tjele avisen ca. 14 dage før.
Onsdag d. 15. september: Focus på Fårup.
Vi mødes i kirken og derefter i Purhushallen, hvor der i forvejen vil blive ophængt en billedudstilling.
Fortæl din historie til eftertiden.
3 mandage i efteråret tilbyder vi i arkivet et kursus i at skrive sine erindringer eller om et andet emne, der ligger en på sinde. Kurset bliver ledet af arkivar Børge Kjær, Grenå, der vil give både inspiration og vejledning.
Mandag d. 27. september kl. 18.30 - 22
Mandag d. 25. oktober kl. 18.30 - 22
Mandag d. 29. november kl. 18.30 - 22
Pris 100 kr. for de 3 aftner. Tilmelding 1. kursusaften.
Hvem - Hvor - Hvornår ?
Er der nogen, der kan genkende personer og bygninger på nedenstående billeder
 |
 |
 |
|
|||
|
|