Synspunkter & Meninger:

17.5.08

Debatindlæg i Amtsavisen 17. maj 2008

Som det er nu er det primært personer, der ikke har råd til bil, der vælger at bruge cyklen. I løbet af de næste fem år vil vi i stigende omfang se, at også gruppen af intelligente personer vil vælge cyklen. Det vil de gøre fordi:
  • cyklen ofte slår bilen både på hurtighed og fleksibilitet;
  • det er godt for sundheden;
  • det er absolut billigere – især når benzinen stiger til 15 kr./liter
og så skader det naturligvis ikke, at man også opfører sig miljømæssig forsvarlig.

At langt flere fremover vil vælge cyklen har betydning for den infrastrukturplan (vejplan), som kommunen pt. er ved at udarbejde.

Et eksempel: Randers bro er den værste trafikmæssige flaskehals i Randers - ca. 22.000 biler passerer broen i hver retning pr. døgn. Hvor kommer alle de biler dog fra?

Rigtig, rigtig mange af bilerne er lokal trafik. Ud af de 22.000 biler, der passerer Randers bro fra nord til syd, har blot 2.500 startet turen fra oplandet. I den modsatte retning – fra syd mod nord - er tallet 9.500 ud af de 22.000. Tallene stemmer godt overens med, at ca. 20.000 både bor og arbejder i gl. Randers kommune.

Tallene indikerer for mig, at mange benytter bilen til ”blot” at flytte sig 5 – 10 km. En afstand, som mange vil kunne klare på cykel.

Som kommune bør vi gøre det let for borgerne at træffe det intelligente valg: At lade bilen stå til fordel for cyklen. Derfor bør vi lade en del af infrastrukturplanens millioner rulle i retning af bedre forhold for cyklister: Til gavn for miljø, sundhed og ikke mindst de, der er nødt til at køre bil – jo flere der cykler – desto bedre plads til bilerne.

Etiketter: , , ,

.: Jens Peter Hansen 17.5.08