Følsom poet - eller barsk skolelærer

Af Harald Bertelsen, Bjerregrav

Det er lærer og kapellan Johan Gunløg Gunløgson Briem, det handler om. Født på Island 1801. Teologisk kandidat 1825 og året efter kapellan (hjælpepræst) i Bjerregrav og lærer ved skolen fra 1826 til 1835.

Den gamle skole i Bjerregrav var blevet bygget omkring 1770 og var nedslidt. I 1856 modtog skolekommissionen et forslag fra byens beboere om, at sognet skulle bygge en ny skole på den gamle skoles plads, og resultatet blev det smukke og velbyggede hus, som i dag fungerer som bolig. Den gamle skole blev revet ned og materialerne solgt ved en auktion.

Mens den gamle bygning var beliggenne øst-vest, siges det i skolekommissionens protokol at, "Man anså det for rettest al opføre den nye Skole i Bjerregrav i Nord og Syd efter en Linie 3 Alen syd for Skolens Udhus's sydøstligste Ende og 3 Alen vest for Brønden" .

Pastor Johan Briem
For en poetisk sjæl kan et frønnet tag godt virke romantisk. Briem var en sådan poet. Han skrev en række digte, hvori han i et noget højstemt sprog priste Fussingøegnens lyksaligheder, sikkert påvirket af Oehlenschläger og andre af tidens romantiske digtere. Gennem sit bekendtskab med pastor Blicher i Spentrup fik han nogle af disse digte udgivet i Blichers tidsskrift Nordlyset.

I et af disse digte giver Briem dette billede af sin skole i Bjerregrav - som hentet ud af et maleri fra guldalderen, romantisk og vel noget sentimentalt! Her første del af digtet:

Hvis er det venlige Huers, halvt skjult af Syrener og Æske?
Lav er landlige Væg, malet i Tavler saa net.
Liden er Haugen, hver Plet omhyggelig fredet og plejet.
Under frugtrigt Træ smiler saamangen en Blomst,
Gjennem titpolerede Glar Gardinerne straale,
Her gad jeg leve og døe - hvis er det venlige Huus?
Det er jo Skolen, hvis skinnende Gavl Smaabørnene kjende.
Daglig samles de her, glade og glædende selv.
Øves i barnlig Flid til vordende Dyder og Gudsfrygt;
Bruge Griffel og Pen, lydende priselig Lov.
Bygningen hist og her er skrøbelig bleven af Ælde,
Stedse dog efterhaands bringes den kjærlig i stand.
Pyntelig Gaard, retvinklet, bekrandst med yppige Roser;
Vexler med Larm og Liv, og med den dybeste Ro.

Æske = ask

Bjerregrav skole med genforeningsstenen.

Et idyllisk billede af den gamle stråtækte skole med glade børn. Men læser man i skolekommissionens protokol, får man et andet billede af den poetiske kapellan. I et referat fra et møde i Bjerregrav præstegård dukker en beretning firem om en noget anden virkelighed i skolen.

Briem har indgivet en klage over Jacob Svendsens hustru, Maren Pedersdatter, Poul Jespersens hustru (som ikke var mødt), Marie From og hendes tiårige datter, Sophie.

Pigen havde en dag fortalt læreren, at Maren Pedersdatters datter, Maren, var syg, og hr. Briem havde fundet ud af, at det var løgn. Der blev indkaldt til forhør på præstegården. Læreren og præsten forhører de fremmødte, og alt bliver omhyggeligt noteret. Her i uddrag:

"Af de indvarslede fremstilledes først Barnet Sophie - 10 År. På Spørgsmålet om hun havde sagt til Hr. Briem, at Maren var syg, svarte hun ja. 0m hun vidste, at Maren var frisk, svarte hun ja, om hun vidste at det var pligtstridig at sige Løgn for Skolekommissionen, svarte hun ja.
  På Spørgsmålet om hvor for hun vilde sige Hr. Briem en Løgn, svarte hun, at hun ikke kunne huske det. På Spørgsmålet, hvormed Hr. Briem straffede hende, troede hun det var med en Tamp paa hendes Kjole, som hængte løs om Rumpen. På Spørgsmålet, hvor mange Slag hun fik, svarte hun, at hun ikke vidste det. Paa Spørgsmål om Jacob Svendsens Hustru havde givet hende til Kende at sige, at Maren var syg, svarte hun nej, men at hun skulde sige, at Karlen var syg, og at Datteren skulle passe de mindste Børn."

Nu blev den sygemeldte Marens mor fremstillet. Hun benægtede bestemt at

"have givet Maren det Ærinde at melde hendes Datter Maren syg"

men da præsten spørger hende,

"om hun ikke havde sagt til Hr. Briem, at det var Synd og Skam at pidske et Barn saaledes, svarte hun ja, om hun havde talt med højrøstet Mæle og hidsige Lader, svarte hun (at) hun var frisk i Udtalen altid og mon ikke man kjendte det saa?
  Om det gjorde hende ondt at Sophie skulle have Hug for hendes Skyld, svarte hun ja.
  Og om hun havde sagt at hun ikke kunne begribe at nogen fornuftig Mand kunde saaledes banke hendes Bud, til det svarte hun ja."

Marens mor benægter dog at skulle have sagt til læreren,

"at hun nok skulle huske Hr. Briem det, og at hendes Børn aldrig skulde komme i Skole, naar de sårledes skulde have Hug."

De to fremmødte koner bliver spurgt, om de har hørt, at Poul Jespersens hustru (som ikke var mødt) havde sagt til læreren, at

"hun ikke kunde taale, at hendes Broders Børn skulde behandles sårledes, og om hun havde fremført disse Ord paa den allerheftigste Maade. Dertil svarte begge ja."

De bekræftede også, at hun

"kastede nogle Penge til Hr. Briem men havde ikke hørt at hun formanede ham til Eftergivenhed og raaede ham til hvad der var bedst for hans Udkomme. "

Der blev tilsyneladende gjort forsøg på at bestikke læreren til ikke at gå videre med sagen, men altså uden held. Præsten stillede ikke flere spørgsmål om dette - men Marens faster var jo heller ikke til stede.

Både Marie Pedersdatter og Marie From kunne fortælle, at det var den fraværende kone, Poul Jespersens hustru, som havde tilskyndet dem til at gå til læreren, ja faktisk havde ophidset dem dertil. Man får den tanke, at de to kvinder meget bekvemt prøver at lade hende få skylden som ophavsmand til angrebet på lærer Briem.

"Paa det Spørgsmaal om de havde noget at fremføre til deres Retfærdiggørelse eller Undskyldning, svarte Jacob Svendsens kone Intet, men Marie From sagde, al hun ikke selv kunde taale at straffe Barnet Sophie. Da Hr Briens heller Intet havde art tilføje blev Actan sluttet."

Her slutter så beretningen fra protokollen tiden nogen indstilling til amtet. Måske fordi man senere vil afhøre Poul Jespersens hustru. Men sandsynligvis blev sagen afgjort med bøder til en eller flere af de indkaldte.

Set med vore dages briller ligger sympatien naturligvis helt hos de kampivrige kvinder, der modigt - på deres østjyske mål - forsvarede pigen mod det de opfattede som et urimeligt overgreb. Overfor sig havde de to akademisk uddannede modstandere, som havde loven på deres side. For dem har Briem været en ubehagelig myndighedsperson.

Kapellanens romantiske digt om den gamle skole kunne de sikkert ikke bruge til noget. Hvis de overhovedet havde kendskab til det.

Men mon ikke de gæve kvinder har gjort, hvad de kunne for senere at gøre livet surt for kapellanen?

Det er vel ikke retfærdigt at bedømme kapellanen ud fra disse to eksempler på hans væsen'? Men nu, et par hundrede år efter dette, ser det unægteligt ud, som om romantikeren Briem mest er til festbrug, mens skolelæreren Briem nok ikke har adskilt sig så meget fra, hvad der var nornen for lærere i guldaldertidens skole.

Johan Briem blev efter tiden som kapellan i Bjerregrav præst ved kirkerne i Råsted og Kousted.

KILDE:

Bjerregrav skolekommisionens forhandlingsprotokol i afskrift af pastor J. A. Jensen, Bjerregrav.