Sådan udbrød et lille barn i H.C. Andersen's historie om "Kejserens nye klæder". I den fortælles – som alle vi med mindre børn kender så godt – om hvorledes, der var kommet nogle udenby's bedragere op på slottet. Der gav de sig ud for at være vævere. Der lykkedes det dem at bilde kejseren ind, at de forstod at væve det dejligste tøj man kunne tænke sig. Og så havde tøjet endda den forunderlige egenskab at være usynligt for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum. De satte to vævestole op og lod som om de arbejdede.

Kejseren var nysgerrig efter at se hvor vidt de var med tøjet, men var lidt underlig om hjertet ved at tænke på,  at den der slet ikke passede til sit embede, ej heller kunne se tøjet. Derfor sendte han sin betroede minister af sted for at beundre tøjet. Da denne ikke mente at være dum og ikke havde lyst til at vedgå, at han ikke duede til sit embede, lovpriste han tøjet i høje vendinger. På samme vis reagerede alle de øvrige ministre og kammerherrer, som kejseren skikkede hen for at se tøjet og sluttelig også kejseren selv – for man duede vel til sit embede.

Så blev de flotte "klæder" præsenteret for folket i en storstilet procession. Her var der så en lille dreng der råbte: "Men han har jo ikke noget på" og snart råbte hele folket det samme. Det krøb i  kejseren, thi han syntes, de havde ret, men tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud", mens kammerherrene gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.

Da børn fra Asferg Skole tilbage i oktober besøgte borgmesteren havde han ikke nogen mening om forslaget om at flytte 7. klasse fra skolen – det havde han sendt sit udvalg af sted  for at se på. "Der er jo ikke noget i det forslag" lød børnenes besked til borgmester og udvalgsformand og siden er det samme sagt af mange voksne.

I H.C. Andersen's historie fortsatte kejseren og hele hans følge med processionen, men det var jo også blot en historie.  Som sådan er den underholdende og belærende men fri os for at se den realiseret i virkeligheden.